tirsdag den 29. april 2014

Hvordan man laver en lokkefugl (EKM er lokkefugleforsker og -mager)

Det behøver ikke være nogen dybsindig affære at alve en lokkefugl. En stor tot græs forsynet med en mindre tot til hoved, en tør kokasse på højkant, en død måge eller due med en pind under næbbet kan gøre udmærket nytte. Det kan også en groft udklippet spovesilhouet af blik på en pind. Jagtudbyttet ved lokkefuglejagt afhænger af jægerens erfaring, af de lokale traditioner, af terrænet og af kendskabet til fuglenes trækvaner og -ruter. Men den erfarne jæger ved også, at lokkefuglen virker bedst, jo mere den ligner den levende fugl som denne står i strandkanten eller svømmer rundt.
  Der er et par ting lokkefuglemageren skal tage i agt, når han går i gang med at lave en lokkefugl: Fuglene må ikke være for tunge, de skal kunne transporteres, og undertiden har man virkelig mange med; i de sydfynske jagter og i Limfjorden kunne man lægge op til 100 lokkefugle ud! El, pil eller poppel er lette træsorter, hvis man da ikke vælger at bruge kork eller tagrør. Trækfuglene kan selvfølgelig også gøres hule. Lokkefuglen må ikke se nervøs ud, den skal være bred og korthalset, ikke smal og langhalset. Er fuglene malede, må malingen helst ikke skinne; den skal være mat, så den ikke stikker de levende fugle i øjnene. Når lokkefuglene placeres, bør de have næbbet mod vinden; ingen fugl vil i længden have ryggen til vindretningen, så det suser ind i fjerdragten. Og når det gælder jagten på ænder og gæs, må der gerne være så mange lokkefugle som muligt, og i forskellige stillinger, så det ser ud som om nogle af dem fouragerer. I grunden skal lokkefuglene bedømmes på, hvordan flokken som helhed ser ud. Placeringen af lokkefuglene er en kunstart for sig. Endelig må man sørge for, at fuglen kan holde balancen i vandet. Det kan gøres ved blyplader i bunden, ved køl eller ankre af forskellig slags. Forresten må der godt være et ulige antal lokkefugle, i alle tilfælde når det gælder ænder, og da flest hunner. Der må være plads mellem lokkefuglene, så de levende fugle kan komme til at slå ned.

- fra Eske K. Mathiesens rigt illustrerede bog Danske lokkefugle, 1998

1 kommentar:

  1. Pragteksemplarernes noget kummerlige fæller fra Nansensgade havde tørrerevner og plamager, og visse var slåede skæve efter fald fra flere meters højde. Tilmed lignede disse væsener kun i meget begrænset omfang ænder. Måske kunne de snarere betegnes som en form for minimal-and, idet de – forudsat en god portion god vilje – var blevet reduceret til udelukkende at omfatte andens geometriske grundformer. Disse knap-nok-ænder (eller lige-præcis-nok-ænder, såfremt man kunne mønstre en større portion entusiasme, hvilket jeg ikke havde svært ved) tiltrak næppe de virkelige ænder i kraft af deres vellykkede virtualitet, men snarere i manglen på samme, hvorved nysgerrigheden hos andeflokke måske kunne tænkes vakt.

    SvarSlet