Patronisere-hylster

Jeg ved godt, jeg er patroniserende i min Frost-anmeldelse og især i min slutning, men, åh, jeg håber, jeg ikke er lige så patroniserende som Erik Skyum-Nielsen i hans ca. ensdømmende Frost-anmeldelse i Information, lige så onkelagtigt nedladende-overbærende patroniserende, og især i hans slutning, der i betænkelig grad rimer på min.

Mig:

Det er og bliver en kedelig provokation, at 00-generationens mest lysende prosatalent kun i glimt, som en slags tekniske uheld, der er umulige at slå ned, giver sig selv lov til at skrive lige så fremragende vittigt og kønt og virtuost, som vi, han fans, ved, at han kan. Den 7. oktober fylder Lars Frost fyrre, så bør hans trediveårs-krise ikke længere have sit på det tørre.

Skyum:

Lars Frost derimod vil alt, alt for meget på samme tid. Til hans ros må siges, at sjældent er der vel kommet så meget skrift ud af en skriveblokering.
Dette ændrer imidlertid ikke ved, at hvad der lægger ud som en fri og åben tekst, lukker sig om sig selv i altfortærende vrængen, udkrængninger af indre væmmelse, stort set ukontrolleret af den kritiske tanke. Fyrre år er lidt sent at være ’vred ung mand’.

Det er da slet slet slet ikke det samme, vel?