Interviewet med Lars Frost i Information forleden indeholder
60 % snak om litteratur/værk og
40 % snak om samfund/leben
Interviewet med Kaspar Colling Nielsen (hvis bog jeg forbandet nok heller ikke har fået til anmeldelse) i Politikens bogsektion i dag indeholder
40 % snak om litteratur/værk og
60 % snak om samfund/leben
Interviewet med Yahya Hassan i Politikens DEBATsektion i dag indeholder
5 % snak om litteratur/værk og
95 % snak om samfund/leben
(+ 1 digt)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hehe - men alt muligt andet/leben er det ikke derfor vi læser og skriver? Fordi verden er verden. Og er det ikke en meningsløs skelnen du har gang i, Lars? Kærligst Peter-Clement
SvarSletjep, enig med Peter. Hvis nu forfattere siger i interviews at de er vilde med linjebrud og Rimbaud f.eks., synes jeg alligevel det er ret nødvendigt at høre hvad det har at gøre med deres oplevelser med at leve i verden og samfundene. Hvorfor skulle man ellers skrive.
SvarSletKH Lea
Den snak om samfund / leben, jeg optæller er selvfølgelig den, der fremsnakkes eller rettere refereres uden nogen markeret determinerende /determineret relation til tanker om litteratur og de værker, forfatterne har frembragt, og i hvilke, værkerne altså, der vel for fanden netop skal gøres en kunstnerisk forskel i forhold til al den snak, der bare er (mere eller mindre fornuftig og vigtig og påtrængende (Yahyas snak forekommer temmelig vigtig og påtrængende, men vi får intet af vide om, hvad hans digte gør ved det, snakken handler om, eller omvendt)) snak.
SvarSletEksempler:
Yahya:
»Nej. Råddenskaben er overalt i ghettoerne. Se bare på, hvordan mange i underklassen opfatter velfærdsydelserne og staten. Samtidig med at voksne mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det handler om at få tildelt førtidspension. Den sociale råddenskab er gennemgribende. Prøv at se på, hvor mange unge og raske drenge i de danske ghettoer der kan løfte 100 kg jern i strakt arm i træningscenteret og samtidig får tildelt førtidspension, fordi de ikke er egnet til arbejdsmarkedet. Førtidspensionen er ligefrem noget, man stræber efter og fejrer, når man får det«.
Lars F:
»Folk spørger altid, hvorfor jeg så ikke bare har fået nogle børn, men det er en misforstået fri vilje, at tro vi selv vælger at blive forelsket. Jeg kan i hvert fald ikke,« siger han og tilføjer, at han har overvejet at adoptere. »Men som enlig mand uden arbejde? Glem det.« De mænd der har fået børn og beklager sig, har Frost ikke meget tilovers for. »Jeg har spildt mange år af mit liv på at trøste mænd, der har fået alt i livet, men som når de får børn, føler sig fanget. Ja, men det gør vi sgu da allesammen.« Lars Frost vrænger ansigt under brillerne. »Det næste der sker er, at de bliver skilt og sådan fortsætter det, til de har en ødelagt familie, eller to eller tre, eller hvor mange de nu kan nå at smadre.«
"Jeg skriver selvbiografiske digte fra underklassen om et historisk forældresvigt" - ikke markeret relation???
SvarSletDet hører så til de 5 % snak om litteratur / værk - men hvis det "om" var untransformativt, så ville der jo ikke være nogen grund til at skrive digte, så kunne man bare være debattør, hvilket jo Yahya i sine digte er lige så lidt som Hassan Preisler er i sin roman, fordi han ligesom Preisler er kunstner.
SvarSletYahya i Politiken-interviewet:
SvarSletMen perker er jeg stadig. Også i forlagets øjne. Tag bare min redaktør på Gyldendal. En af de første ting, han sagde om min digtsamling, var, om vi ikke skulle give den titlen ’Ghettodigte’. Jeg bebrejder ham ikke, for han ved, det er det, medierne vil have. De vil have en præmieperker. Men jeg er sgu da ikke nogen Naser Khader, Farshad Kholghi eller Hassan Preisler, der spiller på præmieperker-identiteten. Det handler om vilkår. Jeg skriver selvbiografiske digte fra underklassen om et historisk forældresvigt. Jeg er ikke nogen rollemodel eller forbillede for andre unge nydanskere, du må love, du ikke fremstiller mig sådan i interviewet«.
Hassan Preisler på Yahyas FB-væg tidligere i dag:
Kæreste offerperker, tillykke med udgivelsen. Jeg glæder mig til at læse den. Kærligst præmieperker
årh, Lars : slap nu af; jeg forstår ikke hvad problemet er?
SvarSletAt Yahya også har nogle holdninger til samfundet - udover at skrive sine digte / at hans digte - dem jeg har læst - er skrevet lige fra samme sted helt sitrende hårdt - giver ingen grund til at formane om 5 pct. litteratur/værk overfor 95 pct. andet. Det er eddermame et kedeligt litteratursyn du kommer frem med; patroniserende og åndssvagt - ja, undskyld jeg siger det. Jeg forstår slet ikke meningen i din holdning. Hvis ikke man som skriver OGSÅ har holdninger til verden, og hvis ikke man udnytter enhver lejlighed til at sige højt, hvad man har på hjerne - altså helt ærligt - skal man som digter være spærret inde i den her indskrumpede litterære forestilling? SÅ kan vi gå rundt og nikke til hinanden og være urimelige og give håndtegn og sige wowow du udvider godt nok den der antiautoritære linje eller fuck hvor er du vild og koket eller shit den der selvhøjtidelighed har jeg savnet i poesien eller bum det var kedsomheden der ligger ramte mig der i dine mange stemmer eller så kan vi knitre lidt med planeterne men altså: hvorfor skulle vi dog sondre mellem DEBATØR og KUNSTNER og for hvem skulle vi dog gøre os SÅ UMAGE? Nå. Yahya har jo hverken skrevet en mere eller mindre interessant samling digte fordi han siger ting i avisen. OK; så er det vist også kommet godt ud af proportioner, men det skal vi jo, vi skal ud af proportionerne. NOGET helt andet er hvor satans ømt den udtalelse af Lars F er; det giver eddermame noget eftertanke om ens liv, synes jeg. SÅ: nedfalden frugt tilbage i sofaen // PC
Jo, PC. Jeg siger jo ikke at nogen ikke må sige noget. Og ingen af de 3 interviews ville jeg undvære (mindst Yahya), Og hvis jeg kritiserer nogen, er det jo journalisterne, der vinkler og redigerer og altid mest er interesseret i, hvad forfatterne MENER OG OPLEVER, og mindst interesseret i, hvad bøgerne GØR OG VIL OG KAN. Og det synes, jeg er er ærgerligt. Jeg synes, det er sindssygt interessant, hvad gode digtere siger om litteratur som sådan og deres egen litteratur, det vil jeg gerne høre meget meget meget mere om. Og meget meget meget mindre om, hvad de sådan går rundt og oplever mener og oplever mere eller mindre apropos deres bøger. Som om man som digter er en ophøjet meningsmager og oplevelsesbeholder, det er man jo ikke, alle kan mene og have oplevet noget. Men talent findes! Hvis det ikke gør nogen forskel for meningerne og oplevelserne, at de sprogliggøres talentfuldt, og hvis den forskel ikke er vigtig og betydningsfuld og betydningsskabende og betydningsnuancerende og betydningspunkterende, så kan det hele være fucking lige meget. Digtere - og nu stikker jeg til dem og DIG - gør deres digteri en ISbjørnetjeneste, hvis de ikke gør opmærksom på den forskel og delagtiggør andre i deres tanker om den forskel og deres eget særlige forskelsarbejde og bare en gang imellem overlader meneriet og opleveriet ud i det blå til en brandmand eller en bagerjomfru. Jf. det gamle, klassiske Deadline 2. sektion-interview med Helle Helle, hvor hun nægtede at fortælle en stadig mere fornærmet Jes Stein, hvad hendes roman mente om samfundsmæssighed, og hvor sjælden den fuckfinger er.
SvarSletMen det er jo ikke meninger om noget tilfældigt, Lars. Det er meninger om præcis det, Yahyas digte tilsyneladende også handler om. Og det er tydeligvis noget, han brænder inde med og har noget at sige om. Jeg kan altså heller ikke, overhovedet, se problemet her (jo nok godt andre gange, hvor en eller anden midaldrende mandlig forfatter hives ind i medierne for at have meninger om hvad som helst og Irakkrigen). Derudover er Yahya Hassans bog jo ikke udkommet endnu; den skal nok også blive diskuteret litterært når vi faktisk har mulighed for det.
SvarSletMan kunne også tænke sådan her: Hvor fedt at der for en gangs skyld står et digt på forsiden af Politiken Debat, og at det digt ikke er helt latterligt. Og hvor fedt at en digtsamling kan give anledning til et reelt meningsfuldt indspark i en ellers superbetændt debat. Det er en win-win situation.
Ord til Nexø!
SvarSletEr der for øvrigt nogen speciel grund til, at I konsekvent kun omtaler Yahya Hassan ved fornavn? Det lyder lidt som om, I hopper med på den der medie-trend med, at kvinder og indvandrere skal/må omtales ved fornavn (Helle, Pia, Asmaa, Yahya osv.) i stedet for deres fulde navn.
Slap dog af, Lasse!
SvarSletSlap dog af, Peter H. Olesen! Det var sådan set bare en lille observation, som så gav associationer til lignende observationer, mere var der ikke i det. Jo, så er der også det, at jeg i det år, jeg arbejdede som gymnasielærer havde umådelige problemer med at få mine elever til at lade være med at kalde diverse skribenter ved fornavn i deres stile.
SvarSletNå, nu mindede du mig (qua dit fulde navn! Tænk, hvis der bare havde stået Peter!) om Solsort og forstærker. Den trænger jeg altid til at høre et par gange om året, og lige nu er vist en af de gange. Måske folk kalder politikere og forfattere ved fornavn, fordi de er så tæt på, at de ikke kan se dem.
Lasse, jeg tror, folk er på fornavn med Yahya, fordi de kender ham. Længere er den nok ikke. Nu ikke så følsom på andres vegne. Som Yahya skrev til mig på et tidspunkt, da han fejlagtigt troede, jeg ikke havde besvaret en email fra ham: "Er det fordi, jeg er perker eller fordi jeg er digter?"
SvarSletOK, i så fald virker det lidt indforstået og åndet at referere til manden ved fornavn i en nogenledes offentlig debat/diskussion, bare fordi man kender ham (og hinanden) personligt. Af og til bilder man sig selv ind, at det litterære landskab og den dertilhørende debat er større og bredere end det.
SvarSletNuvel Peter, denne disput har vist fået alt, hvad den kan trække, så lad os sige, det var det.
Det bliver spændende, når Yahya Hassan skriver sig ud over perker><ikke-perker dikotomien, han har tydeligvis allerede den soul power, der skal til for at blive en interessant forfatter. Og det har han på grund af alle de ting, han fortæller om i Politiken interviewet (som man jo så som læser kan efterprøve ved at læse hans digte - en anden grund til, at interviewet er - og fungerer - 100% glimrende som afsæt for læsning af mandens litteratur).
Suk! Al ære til det interview med Yahya - jeg ville bare have ønsket mig, at den litteraturukyndige og- uinteresserede (men (på et helt andet kunstnerisk niveau...) -producerende ...) journalist havde spurgt ham om det SPROGLIGE opgør - via både patos og vrængen - han i sine digte har med sin religiøse opvækst, og som det nu er for sent at spørge ham om.
SvarSletDet suk kunne jeg godt lide, Lars. Og så må vi lige finde ind til det kærlige før vi forsvinder i tiltaleformer. For her forstår jeg virkelig ikke hvor Lasse vil hen med sin problematisering: er det ikke at rette en bazooka mod en lille spurv? Eller er jeg bare blevet doven i sproget og borgerlig??
SletDer er forskel på skrift og tale - når man nævner folk skriftligt og offentligt - fuldt navn tak. Men det er svært med semioffentlige rum som det her og facebook. Det er måske en slags talesprogligt rum? Jeg synes dog Lasse Winther Jensen har en pointe. Det er ekskluderende for alle mulige andre at kalde forfattere ved fornavn når man omtaler dem offentligt. Og forvirrende: larslarslars... Jeg er sgu heller ikke så vild med at kalde landets statsminister for "Helle" ligemeget, hvad jeg så ellers måtte mene om hende så har jeg repekt for hendes funktion og har i det hele taget ikke lyst til at kalde folk jeg ikke kender personligt ved fornavn. Jeg hader når folk jeg ikke kender kalder mig ved fornavn. Mit kompromis ved mundtlige (offentlige) lejligheder plejer at være at nævne det fulde navn ved første omtale og derefter skifte over til fornavn i samtale: Jeg har fx lige holdt en samtale med Ulf Karl Olof Nilsson, Ursula Andkjær Olsen, Eirikur Nordahl Ørn og Aina Villanger og det kan man ikke sidde og stave ud hver gang man henvender sig til dem.
SvarSletEr det overhovedet muligt at skille værk og mand (i dette tilfælde), Lars Bukdahl?
SvarSlet@ Lasse
SvarSlet"Det bliver spændende, når Yahya Hassan skriver sig ud over perker><ikke-perker dikotomien"
Er det ikke et eksempel på hvid arrogance, at du forestiller dig, at det overhovedet skulle være muligt?
Hvorfor det? Han kan da skrive om alle tænkelige ting i hele verden, kan han ikke? Uanset at han ikke er hvid. Ideelt set forestiller jeg mig, at han nu får lukket godt op for "så megen vrede"-udkastet, og at han så senere hen kan tage sin digtning til et nyt stadie. Det kan godt være, han til den tid stadig føler, at perker><ikke-perker er den dikotomi, der er den helt centrale i hans tilværelse, men derfor kan han jo godt skrive om andre ting. Det er lige ligesom, at det er forfriskende, når Philip Roth engang i mellem skriver om noget andet end hvordan det er at være amerikansk jøde (omend han er den bedste i verden til at skrive om lige netop det). Det er vel bare et simpelt spørgsmål om, at facetter og kompleksitet i emnefelterne skaber et mere interessant digterisk oeuvre.
SvarSlet