fredag den 25. oktober 2013

Forbeholdsforholdsmæssighed

Herligt uforbeholdent uforholdsmæssigt:

20t
Tranen er meget, meget stolt af Yahya Hassan. Vi har nu trykt 21.000 eksemplarer.

3 kommentarer:

  1. venner er søde sammen

    SvarSlet
  2. Så skal vi skændes! Selvfølgelig er der formelle problemer i Yahya Hassans bog, det er der i kompositionen og det er der nede i de enkelte digte, og selvfølgelig svækker det digtene og bogen. De problemer forsvinder ikke, bare fordi der også er en masse godt i den. Det er jo helt banalt, Lars.

    Min videre pointe ville så nok være, at de formelle problemer sætter sig i stemningen i digtene. De modarbejder reelt alt det, du godt kan lide - det hårdkogte, det livlige osv. Hvorfor skal det første digt, barndom, slutte med at gentage en halv verslinje, sådan ekstra emfatisk, som et: se lige her kære læser! Føl, hvor hårdt det var! Hvad er det, hvis ikke formens svar på den bævende underlæbe? Og kan det virkelig passe, at pis løber som et vandfald, når et barn tisser i bukserne? Det kan jeg ikke få til at passe med nogen sanselig virkelighed - Niagara er det nok ikke, vel, heller ikke Tintern Abbey. Samtidig modarbejder billedet reelt digtets styrke, nemlig den måde, børnene er disciplineret til at samarbejde med deres egen farbøddel. De står ikke, som moren, og kaster med tallerkener, de står på række og strækker hænderne frem. Det tableau er jo underligt stille - kun lyden af slagene høres - men fyldt med en voldsom, latent spænding; tisset og søsterens hoppen fra ben til ben får scenen til at krakelere. Og det ødelægger (eller svækker) vandfaldsbilledet. Synes jeg.

    Du er forelsket i forestillingen om Yahya Hassans bog som en art spontanskrift, men i mine øjne er den spontanitet svagt krydret med lyriske klichéer. Det er som hos surrealisterne: automatskriften viser sig kulturelt kodet. Det kan sagtens være, at mit 'råd' er dårligt, og at bogen ville have mistet mere end den havde vundet ved en gennemskrivning. Men problemet er lige reelt alligevel.

    Mht. til Julie Sten-Knudsens bog, så kan du jo bare ikke lide det stilfærdige, Lars. Grundlæggende anklager du hende for det samme, som du sagde om Jonas Rolsteds debut - hun er ikke humørfyldt og gestikulerende nok. Der er en musikalitet i hendes sætninger, som jeg faktisk godt kan lide, og især kunne lide ved anden og tredje gennemlæsning. Og jo, det er pointer, men de er jo afleveret uden nogen forudsigelig moralsk stillingtagen eller affekt, og det kan jeg godt lide. Digtene konstaterer og går videre.

    Og så mærkeligt og uventet at se dig argumentere som anti-formalist, som kritiker for hvem indholdet og stemningen er afgørende, ikke arbejdet med sproget.

    Kh

    SvarSlet
  3. (endnu ikke et svar, bare en blogpost-genudsendelse:

    torsdag den 6. december 2012
    Stilfærdige, nulevende digtere, jeg beundrer - et udvalg
    (som svar på Tue Andersen Nexøs fornemmelse i kommentaren til tematik-blogposten nedenfor, som han nemlig tager helt fejl i: "Mit egen fornemmelse er, at du (til forskel fra jeg og andre, både akademiske og ikke-akademiske læsere) egentlig ikke bryder dig om det stilfærdige eller måske endda tyste tonefald i denne bog og i digtning generelt. Du kan bedre lide, når den går ud i excesser, allerhelst tonefaldsmæssigt rabalder. Der skal være trompet og storetromme på, ellers er du ikke rigtigt glad. Sådan som der er hos Jens Blendstrup. Tager jeg fejl?")

    (jeg opdaterer løbende, som jeg kommer i tanke om dem, for stilfærdige digtere er i sagens natur sværere at aflæse på lystavlen om end støjende digtere (og de har åbenbart tit -sen-navne og hedder især Nielsen))

    Dorrit Willumsen, Janina Katz, Klaus Høeck, Jørgen Leth, Per Kirkeby, Knud Sørensen, Eske K. Mathiesen, Peter Nielsen, Kirsten Thorup, Vibeke Grønfeldt, Laus Strandby Nielsen, Knud Steffen Nielsen, Marianne Larsen, Merete Torp, Thøger Jensen, Christian Yde Frostholm, Helle Helle, Lone Munksgaard Nielsen, Simon Fruelund, Sidsel Falsig Pedersen, Amalie Smith, Mia Degner, Olivia Nordenhof (i hendes roman og i hendes stjernegode blog-digt (om en milkboy, også med i Det nemme og det ensomme LB nu) fra i går, der ikke tematiserer, men explicit fokuserer på, samtidig med at det praktiserer: stilfærdighed,

    - og de har rigtignok allesammen rigtig meget personlig stemme og tone(fald), og det fleste også underfundig, finurlig, ironisk, hvis ikke direkte humoristisk stemme og tone(fald), det er nok dér min sans og smag konvergerer, tysthed er til hver en tid fedt nok.

    SvarSlet