torsdag den 24. februar 2011

Får det aldrig ende? Grøndahl vejrer orneluft - og Levinsen blæser til boykot

Jens Christian Grøndahl har skrevet en større klamamse om personforfølgende anmeldere og som sædvanlig i særdeleshed mig, der kommer på forsiden af Politikens 2. sektion i morgen, ringede Carsen Andersen fra samme avis og fortalte mig, og så kunne jeg omsider ikke længere holde kæft - det har jeg gjort i præcis en uge nu, og det har føltes fedt, men også satans unaturligt, og ingen tvivl om at BT- og Aftenshow-momentumet er ovre nu - og ævlede løs i et en ti minutters tid om, at jeg kritiserede værker og forfatterskaber og sgu da ikke personer, men at jeg godt kan forstå, at forfatterne har svært ved at skelne, når de markedsfører sig så groft kulørt og udspekuleret på deres person(a), som netop derfor kan være en temmelig oplagt og uimodståelig metafor på værkets personlighed og mangel på samme -men JCG truer nok ikke med tæsk i morgen, han fnyser sikkert bare, velformuleret fesent ...

og på jp.dk indftager Jakob Levinsen det ledige synspunkt, at, når nu jeg krysteragtigt/ godmodigt ikke vil, så bør Kritikerlavet tage IM på ordet og melde ham til politiet, for man skal ikke slippe ustraffet fra at true med tæsk, hvilket han selvfølgelig godt kan have ret i, men hvis man ser pragmatisk på det, og det har jeg forsøgt at gøre (og taget konsekvensen af ved at holde ugelangt kæft), så er det da en langt værre straf at blive uhjælpeligt og mindeværdigt til nar, jf. Philip Ytournels pragtfulde Dagens tegning i lørdags, end at blive idømt en martyrisk bøde- eller hæftestraf efter al mulig jurdisk omkringbumlen - samme Krtikerlav bør desuden opfordre til boykot af IM's bøger, hvilket da til gengæld er alt, alt for nådigt sluppet, og derudover burde det have været JPs' egen Jon Helt Haarder, der var blevet truet med træsk, og ikke mig, fordi JHH er lektor i performativitet og gav IM's seneste roman to stjerner, mens jeg bare er en vennesæl og lalleglad og harmløs litteraturentusiast, som af en eller anden uudgrundelig grund gør visse forfattere edderspændt rasende:

Af flere grunde er det imidlertid uretfærdigt at det lige netop er Bukdahl, der i bogstavelig forstand skal være Prügelknabe for Ib Michaels afløbstrang. Eksempelvis fik hans seneste roman ligeledes kun to småsarkastiske stjerner her i avisen af Jon Helt Haarder, der sågar er ekspert i den særlige gråzone mellem selvbiografi og fiktion, Ib Michael ofte dyrker. Men også fordi Bukdahl, uanset sin buldrende skrivestil, når det kommer til stykket er et ærkesødt menneske. En 90er-avantgardens muntre søn, der fuld af begejstret benovelse bare vil litteraturen det godt og helst være venner og på fornavn med en masse digtere. Han er da desværre også afstået fra at politianmelde den vrede forfatter for trusler. I den efterfølgende debat på Ib Michaels forfatterprofil har han ligefrem af et godt hjerte ønsket ham held og lykke med sin nye roman. Det synes jeg er ærgerligt. Trusler om vold er ikke noget man flirter med, det hører overhovedet ikke hjemme i en demokratisk samtale og er med god grund strafbart.

Det er selvfølgelig også irriterende for en litteraturredaktør, at bladtegnerne på hans avis er langt mere kontroversielle og provokerende end anmelderne.

10 kommentarer:

  1. Jeg savner Poul Borum:

    "Så føjer den unge Lars Bukdahl endnu en titel til den liste af bøger, han sikkert senere vil stryge af forfatterskabet. Jeg er ked af, hvis det lyder overbærende, men det er faktisk overbærenhed, den meget talentfulde, 22-årige forfatter indbyder til, eftersom han trods alt er for charmerende til at være direkte øretæveindbydende.
    Men Lars Bukdahl udgiver altså sit femte begavede og charmerende og totalt ligegyldige bidrag til post-pjankerismen, en 'roman' om den tyveårige danskfødte Hollywood-stjerne Brat Amerika, hans levned og meninger, nedskrevet under faldet, da han begår selvmord fra toppen af en skyskraber med sin elskede i favnen, iført sorte jeans, hvid T-shirt og sort læderjakke.
    Bogen føles allerede lige så forældet som en af de så moderne mondæne cafeer vil føles om ti år. Selvnydere er selvsnydere, som et gammelt ord ikke lyder."

    PB's anmeldelse af Brat Amerika, Ekstra Bladet 8/2-91.

    SvarSlet
  2. "Kun et år efter kanonsuccessen med Kilroy Kilroy kommer Ib Michael med en stor digtsamling, skrevet under et ophold i Rom. De op mod to hundrede digtnotater handler dog unægtelig mere om Ib Michael end om Rom. Det er hans skiftende stemninger, der styrer teksterne - og de er ikke ret meget styrede. 'Jeg skriver digte af sølvpapir og bomuld', siger han glad! En af digtsuiterne er tilegnet mindet om Ivan Malinowski, og det er da også Malinowskis kortdigtform, Ib Michael bruger, men uden aforistisk stramhed.
    Og opstillingen på verslinjer føles ofte tilfældig og unødvendig, knæk og knirk.
    Men det der trods alt river een med, er ligesom det var tilfældet med Kilroy-romanen hans overflod af begejstring. Ih, hvor er det dog dejligt at være Ib Michael . I sølvpapir og bomuld."

    PB's anmeldelse af Vinden i Metroen, EB 19/10-90

    SvarSlet
  3. Ost og rødvins kulturen hersker i Danmark. Bravo Ib og Buk. Det kører det der!

    SvarSlet
  4. Borum Basker Barskest!

    Jf. også Bent Vinn NIelsens klumme i Inf i dag, hvor han citerer PB for at have kaldt Bent Vinn

    Sdr. Snottelses bedste romanforfatter

    SvarSlet
  5. Forresten lovpriste jeg dengang netop afdøde Borum (efter en kikset portrætudsendelse på tv) i det andet nummer af WA Bøger, jeg optrådte i, nr. 21, 1996, under overskriften "Forsvar for en godfather" og afrundede med følgende ord:

    Sidst, men vigtigst, Borum var en stærk og præcis kritiker, den stærkeste og præciseste, vi havde, netop fordi han (...) turde sige til og sige fra. Frygtløst og uden at skele til andet end sin personlige oplevelse (...) Og hold kæft, hvor var hans vittigheder gode, de gav bøgerne et formål, TV-udsendelsen citerede én om Bjørnkjær [der ligesom Bodelsen udtalte sig negativt om Borum], her er en anden:
    "Anders Bodelsen er imponerende. Nu har han skrevet over tyve bøger, der med matematisk præcision holder kedsommelighedsprocent 62. En sportsmand."

    Hvilket Rifbjerg i næstfølgende bogtilllæg spruttede sig helt blå i hovedet over ... og sådan har det været hele vejen, og vil det vedblive at være, med forfattere og kritikere, der kritiserer dem.

    (og ak, ja, Vinden i metroren var den første bog af Ib Michael, jeg anmeldte (og kritiserede) i KD)

    SvarSlet
  6. Jeg bladrer videre i de gamle bogtillæg:

    I det nummer, hvor jeg svarer Rifbjerg, står der under en tegning af Kim Fupz:

    Så er der igen hul på en debat om anmelderes takt og tone .... !

    Intet nyt under pisregnen!

    Og i svaret citerer jeg fra en Borum-anmeldelse af Grøndahl, hvor han giver følgende anekdote til bedste:

    Jeg havde engang en ung norsk digter boende på mit gæsteværelse. Han ville da gerne bidrage til husholdningen, så han indkøbte adskillige dåser presset skinkekød i vandlage, sådan noget de havde med, dengang han var ude med fiskerne. Uspiseligt og uden smag.

    Grøndahl-afsmag er også en gammel nyhed!

    SvarSlet
  7. Egentlig underligt at ingen har fundet på at udgive en samling af Borums hofteskuds-highlights.

    Og dine yndlingsaversioner; skal vi ikke snart have dem i bogform? "Repremiere i min indre boksering"

    Hurra for dig Lars! Aldrig slap, altid på toppen! Stædig borebille forulemper forbarkede fyrfætre:-)

    SvarSlet
  8. Du pirker til en dårlig samvittighed!
    Jeg har en 15 år gammel plan, sanktioneret af Borum selv på falderebet, om at lave et udvalg af EB-anmeldelserne - gl. arbejdstitel: Ekstra Bladets Litteraturhistorie! Og det skal sgu laves!

    SvarSlet
  9. Ja, gør det, Lars, så udgiver vi den på Basilisk!

    SvarSlet
  10. http://www.youtube.com/watch?v=eosrujtjJHA

    SvarSlet