Gaston, triste

Den patroniserende cartoonsammenligning er bullshit

I et par anmeldelser af Lydia Davis' Can't and Won't er nogle af de kortere og vittigere og "lettere" tekster blevet sammenlignet med New Yorker-cartoonisten Roz Chast, og det er helt klart ikke ment som en ros, men som en markering af deres - i forhold til rigtig litteratur - kokette alt-for-lethed, Men det er noget snobbet fis (og snobbet fis er en slem omgang fis). Vi burde i langt højere grad sammenligne gode forfattere med gode cartoonister og bladtegnere og tegnserieskabere - for at illuminere og ROSE begge praksisser bedre: Jens Blendstrup med Robert Crumb, Kristian Bang Foss med Carl Barks, Henrik Nordbrandt med Per Marquard Otzen (der netop er blevet tildelt Statens Kunstfonds livsvarige legat, samtidig med Morten Søndergaard, tillykke til dem begge!) - og gid nogen engang ville sammenligne mig med Andrè Franquin! 

- en Lydiask Chast-tegning



- hov der kom Franquin, som en blækkat! Sådan skal en anmeldelse skrives!

At indramme plet

Det er
I ENHVER FORSTAND
vigtigt at have
en dygtig rammemand
vores er Mr. PlakatShop i Vesterbrogade,
han kan varmt anbefales,
og lige nu
indrammer han
en Albert Mertz-gouache (Det røde fangehul),
min Vakse Viggo-dedikation fra 1978 (omsider genfundet: HALLO LARS),
Lars Nørgårds trapezartist fra Kritiker-serien i WA
og disse skatte er
LIGESOM ALT ANDET VÆRDIFULDT, FX DIN DØDELIGE SJÆL,
pinedød vigtige at få indrammet
af en dygtig rammemand
eller -kvinde