Jeg - et sugerør

- et fint billede: verden, herunder litteratur, suges igennem min tomhed!

Fra rigtig fornuftig kronik om anmelderi (apropos Gyldendals kompagni af pseudo-anmeldere) af Kristian Ditlev i Berlingske:

"Men man undslipper aldrig dårlig kritik. En eller anden skrev om min roman »Livret«, at dens idé kammede over. Jeg var knust. På grund af én kommentar fra én anmelder. Det slår hårdt, når folk ikke kan lide ens ting. Det gjorde det også, da en anmelder latterliggjorde en af mine hovedpersoner. Han var en kliché, idiotisk, plat, mente hun. Da jeg udgav en bog om togrejser i hele verden, skrev en anmelder, at jeg var et luksusdyr og en snob. Moi!? Nå ja, og så var der jo dengang Lars Bukdahl, det sugerør, i en litterær fejde simpelthen bare kaldte mig for »en badebold«. Så hvorfor kan man ikke bare undvære den dårlige kritik, når nu den kan være så ond, perfid, ja, led? Det kan man ikke, fordi den er interessant. En ordentlig kritiker sætter nemlig præcise ord på ting. Han indplacerer værker i et oeuvre. Han indsætter kunstnere i en national eller international kontekst. Han bemærker nybrud og vigtige nye stemmer. Han reflekterer kritisk over teksterne. Han har en litteraturvidenskabelig tilgang.

En dårlig anmeldelse er noget andet end en negativ anmeldelse. En dårlig anmeldelse er lavet uden faglig indsigt. Og det pudsige er, at aviserne selv i forvejen sorterer negative anmeldelser fra. Det er almindelig skik, at man stritter håbløse bøger ud. Redaktioner drukner i regulært litterært lort, man ikke bruger krudt på. Men der er undtagelser. Dels kan en stor forfatter skrive en dårlig bog - det er jo en journalistisk nyhed. Dels kan en bog fejle spektakulært. Det bruger man også gerne spalteplads på. For tænk, at nogen, der skriver så dårligt, overhovedet får en bog udgivet."

Kommentarspor til kommentaren - ved KRISTIAN DITLEV

Kristian Ditlev Jensen har disse grundige, klargørende kommentarer til min kommentar i dag bag på WA Bøger om fejden mellem Yahya Hassan og alle mulige, ikke mindst Kristian, tak for dem!

1. Henrik Dahl-billedet er lavet af en af Yahya Hassans venner til lejligheden. Det var tilmed ledsaget af en tekst, der blandt andet indeholdt betegnelsen “højreorienteret svin”. Hele misæren findes på Yahya Hassans egen hjemmeside, under en deling, han selv har lavet af en BT-artikel, under overskriften Tryktes af Ytringsfriheden 2. Man kan samme sted se, at han reagerer så voldsom som han gør, på min ellers forsonende kommentar: “Så længe I ikke skyder hinanden, må I kalde hinanden, hvad I vil, bare I kalder på mig, når der er pandekager. Fuld ytringsfrihed. Enjoy” og en smiley. Efterfuldgt af Hassans svada, som jeg så svarer på med en mindre gennemgang af det, jeg formoder er fire-fem injurier, som jeg foreslår, at han afholder sig fra at skrive fremover, fordi jeg tænker, at han muligvis i anden sammenhæng risikerer en retssag.

2. Mere end den europæiske tradition skriver Yahya Hassan sig vistnok ind i en arabisk tradition for smædedigtning, som er endnu større. De mange metagentagelser minder jo en om Saddam Husseins “alle kriges mødrende ophav” og i den dur. (...)  han har jo ikke Europæiske rødder, men palæstinensiske. Og jeg tror ikke på, at han, der er højskoleelev, har læst antikkens værker. Mon ikke, han bare har lyttet til sin far? Evt. kan et opkald til Martin Larsen give en arabisk kilde. Han er ekspert.

3. Advokat Peter Hjørne erklærede i går (i forgårs LB) i radioen, at både teksten til mig og Henrik Dahl er voldsomt injurierende, og at de nærmest uden tvivl vil føre til domfældelse, hvis der lægges sag an. Straffen er typisk bøde, typisk 5000 kroner. Man anlægger dem mest af principielle årsager. 

4. En af grundene til dét - at det ikke bare er fest, men også injurier - er, at a) de er ikke skrevet i en kunstnerisk sammenhæng, som de fleste af Lars’ eksempler, men i en debat, svarende til, at det var læserbreve eller udtalelser på TV og og ikke romansider etc, og b) at de går så voldsomt på det personlige. Når Borum skriver, at Rifbjergs bog er dårlig eller når Rifbjerg laver sjov med Borums snobbede jyske, så er det henholdsvis kritik af en bog og fiktion, og læseren kan se, at det ikke primært er krænkelsen, der er hensigten, selv om det er det sekundært.

5. Hele forløbet bærer tydeligt præg af, at det foregår sådan her: a) Yahya går amok, formentlig i en rus (med slagfejl etc i teksten) midt om natten (ca. 03.00). b) han kommer med vævende argumentation. c) opbakningen styrtdykker, evt. ledsaget af henvendelse fra forlaget, da journalister begynder at ringe ind. d) sløje tilbagetog, og endelig e) flere vrede kommentarer (ansigtstabet skal genoprettes). Og spørgsmålet er altså, om det er velorkestreret eller simpelthen en stiv mand, der dummer sig.

Mine egne mildere Kristian Ditlev-cirkler

Jeg undgår helst og som regel med held at omtale og karikere og håne forfattere og kritikere for deres udseende (påklædning er er et grænsetilfælde: Jens Christian Grøndahls charmeklud, Peter Høegs bondeskjorte, begge dele ligner, i mine øjne, bevidste poetologiske allegorier), men det kan selvfølgelig gå galt, og så fortryder jeg det bitterligt, og så får jeg retfærdigt nok ikke lov til at glemme det. Tilbage i 2006, da Kristian Ditlev Jensen havde skrevet en vældig (som sædvanlig eksempellløs) bandbulle mod mit anmelderi i Weekendavisen, svarede jeg ham fra mit sommerhus med en (hvad angår det hallucinatoriske helt ærlig) halvhallucinatorisk bevidsthedsstrøm, hvor KD's rundhed spillede en central billed-genererende rolle, og det burde jeg nok ikke have gjort, og Kristian blev i et gensvar pænt meget sur (vist mest over at jeg på uklar vis gjorde mig lystig over, at han skrev for Ud & Se - det burde jeg heller ikke have gjort), men han udstedte NB ikke en fatwa mod mig. Så vidt jeg kan læse, er det netop en tekst, der ikke orker at være polemisk og med en vis sløv desperation forsøger at agere poetisk i stedet. Men som Steve Martin plejede at sige: Excuuuuuuuuuuuuuuuuuse me! (jeg er startet med at rable om en ny bpog af Pia Juul, som jeg har drømt):

Og uden tvivl spiller drømte bøger af Pia Juul en meget, meget større rolle i ikke bare mit liv, men selve Nationens liv, end hvad som helst, Ud&Se-korrespondent Kristian Ditlev Jensen kan finde på at skrive i virkeligheden, herunder ikke mindst hans indlæg i sidste uges WA Bøger, »Dagen derpå«, der vistnok gik ud på, at mine anmeldelser er »en værre omgang pjat«, som redaktøren ugentligt burde give mig skæld ud for eller bare helt sætte en stopper for. Det indlæg har han skrevet et par gange før, og første gang for ca. tre år siden, da jeg var kommet til at give en lille bog om grøn te, søde kager og dybe haiku, som han havde skrevet, før han blev korrespondent for Ud&Se (måske som en ansøgning om at blive korrespondent for Ud&Se? og nej, der er ikke noget grinagtigt ved at være korrespondent for Ud&Se, for hvis der er, hvorfor er der så det? det kan jeg nok ikke svare på!) en dårlig anmeldelse.
Og jeg havde virkelig heller ikke tænkt mig at svare, for der var ikke skyggen af konkret kritik i indlægget og i den trætte, genbrugte, abstrakte kritik af intet som helst, jeg kunne genkende fra min i realiteten sørgeligt fredsommelige anmelderpraksis. Men så satte et billede sig fast i mit hoved, som ikke var et drømmebillede, eftersom det kom til mig i vågen tilstand; på den anden side var det heller ikke resultatet af den slags Målrettet Polemisk Billedarbejde, som jeg - indrømmet - ofte klør på med. Med et kom det drønende ind på lystavlen og var ikke til at zappe bort fra. Jeg er bange for, at jeg må konkludere at der var tale om en Poetisk Sandhed, indiskutabel og absolut: Kristian Ditlev Jensen som en stor, gennemsigtig badebold, der flyver hid og did mellem turisterne oppe på Råbjerg Mile her ved siden af sommerhuset. Jeg vil ikke udfolde eller nærmere argumentere for billedet, for jeg mener faktisk ikke, at det har noget med mig at gøre, og egentlig passer det ikke bedre end som så, og slet ikke rent fysisk, for Kristian Ditlev Jensen er da f.eks. ikke gennemsigtig i virkeligheden. Hvis jeg bare et minut eller to skulle gør ham til offer for Målrettet Polemisk Billedarbejde, ville jeg snarere nå frem til noget i retning af en blå boule- eller bocciakugle af plastic, der sidder fast i et nedløbsrør på det ydre Østerbro. Ikke fordi der er noget galt med Østerbro, dér har Pia Juul også boet engang, oplyser min leksikalske automatpilot, på Dag Hammarskjölds Allé, og mon ikke en af de poetiske topografier i hendes nye, drømte bog, der næsten hedder Land og by, handler om Østerbro? Jeg kan ikke huske det! Men i morgen, når jeg cykler ind til Hulsig efter morgenbrød, vil jeg gøre mit bedste for at ignorere den store, gennemsigtige badebold, der flyver hid og did mellem turisterne oppe på Råbjerg Mile og som er og bliver Kristian Ditlev Jensen.

One mean regionsformand

Den skrappeste anmeldelse i WA Bøger i dag - min Blæksprutte om Jussi Adler-Olsen er jo ikke en anmeldelse (JO, DET ER) - er overraskende nok regionsformand i Region Syddanmark Carl Holsts anmeldse af Kristian Ditlev Jensens Sønderjyllands-bog, særligt denne passage:

STRUKTUREN i bogen er enkel. Et forord, et introducerende kapitel og dernæst en række større og mindre fortællinger om småt og stort forskellige steder i landsdelen. Den opbygning medfører desværre et manglende helhedspræg.
De mange beskrivelser og fortællinger fra de forskellige egne af Sønderjylland kommer næsten til at virke som 60 sammenhæftede turistbrochurer og giver bogen et indholdsmæssigt primitivt præg. Men er der således mangler i teksten, kan man glæde sig over mængder af flotte billeder fra det sønderjyske. Rækkefølgen af billederne virker desværre ret tilfældig - og tekst og foto går langtfra altid hånd i hånd. Bogen - og i særdeleshed forfatterens egne og fotograf Lasse Hyldagers billeder - fanger nok stederne, men ikke helt menneskene i det sønderjyske.

 - vendingen "indholdsmæssigt primitivt præg" ville jeg gerne have fundet på, den er på stedet stjålet til fremtidig ondskab. 

2 ting i avisen, noget (formodentlig helt) rigtigt og noget (åbenlyst) forkert

Bo Tao Michaëlis anmelder i lørdagens Politiken Jens Kramshøj Flinkers Litteratur i 00' erne. En ny ideologikritik, som jeg har stående på min reol, men ikke har orket at læse, nu behøver jeg det ikke, og åh, jeg elsker Bo Taos årgangs-vid:

MEN BOGEN er her og der irriterende med sin lancering af en ny ideologikritik og et såkaldt nyt ideologibegreb. For at profilere en sådan sætter Jens Kramshøj Flinker en stråmand op, marxistisk ideologikritik, og så hudfletter han denne, sågar med stor hjælp fra andre marxister. Først og fremmest den slovenske spradebasse Zizek og den kølige franskmand Bourdieu. Men dermed (be) viser han jo netop, at et begreb som marxistisk ideologikritik ikke er en formel, men lige så mangfoldigt som kirkesamfund i USA.Forfatterens egen ideologikritik er i mine øjne meget af en opskrivning af mellemkrigstidens freudomarxisme, psykoanalyse og socialdialektik samt hegemoni-og anerkendelsesbegreber fra nyere kulturstudier. Eksemplarisk hastes der af sted uden litterære skel. Mellem Martin Kongstads glatte sædeskildringer, Vinn Nielsens postmoderne socialrealisme og Pia Juuls ironiske minimalisme. Alle opponerer mod en og samme overklasse. FOR MIG som litterat er sociologi i skønlitteratur mest som at spille kegler med en brosten. At det immervæk er mere kulturelt givende at finde ud af, hvorledes en tekst æstetisk fortæller og forfører, end hvad en tekst handler om som cases, feltstudier og læring i skolestuen. Men ' Litteratur i 00' erne er den rigtige bryllupsgave til det tværfaglige tvangsægteskab mellem samfundsfag og dansk i skolen. I mine øjne havde det været bedre, hvis de to var fortsat med at leve på polsk.

I WA Bøger i fredags anmelder Kristian Ditlev Jensen Camilla Stockmarrs roman Den anden bred vældigt positivt, og jeg har ikke læst bogen, så det kan gerne være helt rimeligt, men får umiddelbart mistillid til hans ros af bogens "gennemsigtige" sprog og af sproglig gennemsigtighed som sådan, der for mig bare bliver lig med anonymitet og funktionalitet; selv den diskreteste, mest letløbende og selvfølgelige stil er mærkbar som diskret/letløbende/sellvfølgelig stilig:

Nogle forfattere har et helt gennemsigtigt sprog, sådan føles det. Som en rude, man kigger lige ud i virkeligheden igennem.
Bjarne Reuter har det. Peter Høeg har det også. Og Klaus Rifbjerg for den sags skyld. En ægte sproglig transparence.Camilla Stockmarr er også sådan en forfatter - eller i hvert fald ved at blive det. Hendes prosa føles næsten fraværende, som om teksten falder væk som skæl fra læserens øjne. Tilbage er bare historien, personerne, følelserne, detaljerne.

Det er så mærkeligt åbenlyst FORKERT, at lige præcis Reuter og Rifbjerg, som bedst, og Høeg, som værst, som er det andre kalder bedst, skriver gennemsigtigt; de skriver voldsomt og umiskendeligt stilistisk støjende, alle 3, jamenaltså!

Forbuds-blog

Når man på Kristian Ditlev Jensens (ikke ligefrem opdaterede (men hvorfor henviser forlag og forfatter så til den i mandens nye bog, der er for mange danske forfattere, der er site-utjekkede)) hjemmeside forsøger at nå frem til hans blog, får man beskeden :

Forbidden

You don't have permission to access / on this server.

- hvis det da ikke faktisk er den første (og sidste) blogpost -?

Tillykke til hvem?

Tillykke til Ib Michael med, at jeg ikke skal anmelde hans nye roman Orbit!

Tillykke til Katrine Guldager med, at jeg skal anmelde hendes nye roman Ulven!

Tillykke til Ib Michael med, at jeg ikke skal anmelde hans nye roman Orbit!

Tillykke til Kristian Ditlev Jensen med, at jeg skal anmelde hans nye roman, der ikke er en kriminalroman, selvom den handler om en død sort luder og en lingvistisk detektiv, Opstigende skorpion!

Tillykke til Ib Michael med, at jeg ikke skal anmelde hans nye roman Orbit, der er "en grænseløst fantasifuld og hæsblæsende historie om kærlighed og rejser i tid og rum. En svimlende roman, der vil tage dig steder hen, hvor du aldrig har været før."

Men hvorfor ikke tillykke til mig med, at jeg skal anmelde Storm P.s surrealistiske breve?