Viser opslag med etiketten stilistik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stilistik. Vis alle opslag

tirsdag den 21. oktober 2014

Stilistisk råd om metaforik i prosa

Lad som om, du er Helle Helle, hvilket du ikke er,

AND JUST DON'T DO IT

- medmindre du er fx Charles Dickens eller Knud Holten eller Jens Blendstrup, hvilket du heller ikke er, vel?

Stilistisk råd 2

Frygt adjektivet
Dyrk substantivet
Væbn dig med verber

mandag den 5. maj 2014

2 ting i avisen, noget (formodentlig helt) rigtigt og noget (åbenlyst) forkert

Bo Tao Michaëlis anmelder i lørdagens Politiken Jens Kramshøj Flinkers Litteratur i 00' erne. En ny ideologikritik, som jeg har stående på min reol, men ikke har orket at læse, nu behøver jeg det ikke, og åh, jeg elsker Bo Taos årgangs-vid:

MEN BOGEN er her og der irriterende med sin lancering af en ny ideologikritik og et såkaldt nyt ideologibegreb. For at profilere en sådan sætter Jens Kramshøj Flinker en stråmand op, marxistisk ideologikritik, og så hudfletter han denne, sågar med stor hjælp fra andre marxister. Først og fremmest den slovenske spradebasse Zizek og den kølige franskmand Bourdieu. Men dermed (be) viser han jo netop, at et begreb som marxistisk ideologikritik ikke er en formel, men lige så mangfoldigt som kirkesamfund i USA.Forfatterens egen ideologikritik er i mine øjne meget af en opskrivning af mellemkrigstidens freudomarxisme, psykoanalyse og socialdialektik samt hegemoni-og anerkendelsesbegreber fra nyere kulturstudier. Eksemplarisk hastes der af sted uden litterære skel. Mellem Martin Kongstads glatte sædeskildringer, Vinn Nielsens postmoderne socialrealisme og Pia Juuls ironiske minimalisme. Alle opponerer mod en og samme overklasse. FOR MIG som litterat er sociologi i skønlitteratur mest som at spille kegler med en brosten. At det immervæk er mere kulturelt givende at finde ud af, hvorledes en tekst æstetisk fortæller og forfører, end hvad en tekst handler om som cases, feltstudier og læring i skolestuen. Men ' Litteratur i 00' erne er den rigtige bryllupsgave til det tværfaglige tvangsægteskab mellem samfundsfag og dansk i skolen. I mine øjne havde det været bedre, hvis de to var fortsat med at leve på polsk.

I WA Bøger i fredags anmelder Kristian Ditlev Jensen Camilla Stockmarrs roman Den anden bred vældigt positivt, og jeg har ikke læst bogen, så det kan gerne være helt rimeligt, men får umiddelbart mistillid til hans ros af bogens "gennemsigtige" sprog og af sproglig gennemsigtighed som sådan, der for mig bare bliver lig med anonymitet og funktionalitet; selv den diskreteste, mest letløbende og selvfølgelige stil er mærkbar som diskret/letløbende/sellvfølgelig stilig:

Nogle forfattere har et helt gennemsigtigt sprog, sådan føles det. Som en rude, man kigger lige ud i virkeligheden igennem.
Bjarne Reuter har det. Peter Høeg har det også. Og Klaus Rifbjerg for den sags skyld. En ægte sproglig transparence.Camilla Stockmarr er også sådan en forfatter - eller i hvert fald ved at blive det. Hendes prosa føles næsten fraværende, som om teksten falder væk som skæl fra læserens øjne. Tilbage er bare historien, personerne, følelserne, detaljerne.

Det er så mærkeligt åbenlyst FORKERT, at lige præcis Reuter og Rifbjerg, som bedst, og Høeg, som værst, som er det andre kalder bedst, skriver gennemsigtigt; de skriver voldsomt og umiskendeligt stilistisk støjende, alle 3, jamenaltså!

søndag den 22. april 2012

Stilistisk variation BØR UNDGÅS i vaskemaskinevejledninger

FØR IBRUGTAGNING

1. For at aktivere udtømningssystemet skal du hælde to liter vand i vaskemiddelbeholderens rum til hovedvask.

2 . Hæld en lille mængde vaskemiddel i hovedrummet i beholderen til vaskemiddel, indtil og start et program til bomuld ved den højeste temperatur uden vasketøj. Dette fjerner alt eventuelt snavs fra tromle og kar.

- efter timelang, intens nærlæsning af de to punkter og gennemgang af vaskemaskinens rum og beholdere, må jeg konkludere, at "vaskemiddelbeholderens rum til hovedvask" ER DET SAMME SOM "hovedrummet i beholderen til vaskemiddel", MEN HVORFOR KALDER MAN DET SÅ IKKE DET SAMME!?

onsdag den 27. april 2011

Mit navn er Lars, jeg er skamfuldt skamløs adjektiv-adverbial + adjektiv-misbruger

Jeg læser (som sædvanlig!) i Ulla Albecks uundværlige Dansk stilistik, i særafsnittet om "sammensætninger", og føler et STIK! da jeg pludselig ser min kritiks INDÆDT EXCENTRISKE, stilistiske skødesynd omtalt og benævnt, talen er om et om de fantastisk navngivne dvandva-komposita, "sammensætninger hvor leddene er sidestillede":

Leddene i disse sideordnede komposita er dog kun tilnærmelsesvis sideordnede; det første vil altid i nogen grad føles som bestemmelse til det sidste, jfr. at rødblå pg blårød ikke betyder det samme. Derfor ligger dvandra-adjektivet ganske nær op ad Adjektiv med bestemmende adverbium [i margenen forkortet til "adjektiv-adverbial+ adjektiv"] (f.eks. giftigt vammel, ydmygt forvoven, tankeløst velbehagelig, kort glødende). Forbindelser af denne art yndes især i de romantisk sindede tidsrum, ganske som dvandra-ordene, og har samme intense karakter som de. Begge bruges til at fremhæve det sammensatte i indtrykket og især til dristig og iøjnefaldende forbindelse af abstrakt og konkret.

Jeg benytter mig CRAZY KONSTANT af adjektivadverbial + adjektiv, og da jeg havde et anmelderværksted på Treuå Høæjskoles litterære sommerkurusus Tag og skriv forsøgte jeg endda at træne kursisterne - mellem hvilke årets litteraturkritiker i Norge Susanne Christensen befandt sig, men hun lod sig ikke sådan påvirke! - i excentriciteten. Som jo ikke er mere sær end at den tjener det EXPANSIVT NUANCERENDE formål, som Ulla A præcist udpeger: at fremhæve det sammensatte i udtrykket, og udtrykket også forstået som det kunstneriske udtryk, som kritikken skal karakterisere.

Jeg gennemgik de tre anmeldelser, jeg skrev i påsken, og blev overrasket over, at der ikke var flere adjektiv-adverbial + adjektiv'er end som så; jeg troede, de ville florere DJÆVELSK MANISK, så åbnebart er jeg helt af mig selv begyndt skære ned på dem (og erstatte dem med, så vidt jeg kan se, først og fremmest SIRLIGE, NONCHALANTE adjektivpar med komma imellem, der er må være tøse-udgaven af adjektiv-adeverbial + adjektiv); her oplistningen for påske-trioen:

1.
energisk eksende, , viltert konsonant-knirkende, kildrende hemmelighedfuld

2.
proft "humoristiske"

3.
kunstnerisk spændende, nådesløst læser-terroristiske, overdrevet groteske

Og det er sgu for JAMMERLIGT KOMBINATORISK, Lars!