Der er NB også visuelle digte i Talkumekspressen fra 2006

og endda rigtig mange, og fx disse 2:

D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D

Skildpadder værner
de sårbare margener.

eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee

Skildpadder brystsvømmer.

Bønnelyckes bogdrømme

Jeg falder i mit omkring-googleri over en extremt interessant og spændende artikel af Torben Jelsbak, "Avantgarde og boghistorie. Emil Bønnelyckes bibliografiske aktivisme" (trykt i det mig ukendte tidsskrift Lychnos i 2010). Der er en masse solid baggrund om Marinetti og Apollinaire, men så afslører Jelsbak sensationelt, at Bønnelycke planlagde en hel samling med visuelle digte med arbejdstitlen Dansende Digte og aftrykker skitsen til lige præcis et dansedigt, "Balgulvet:

Jelsbak skriver om den urealiserede samling:

Derimod kan man spore en tydelig indflydelse fra Apollinaire i Bønnelyckes samtidige forsøg på at skrive visuelle digte. ”Jeg ville ønske, jeg var Maler” udbryder fortælleren et sted i romanen Spartanerne med direkte hilsen til den polsk-franske kubistdigter, hvis lyriske ideogrammer Bønnelycke var blevet introduceret til omkring 1917 af den kubismekyndige jurist og samler af afrikansk ”negerkunst” Carl Kjersmeier. Blandt Bønnelyckes efterladte papirer finder vi således manuskriptet til en aldrig publiceret samling visuelle digte under titlen ”Dansende Digte” som indeholder en række lyriske skitser og tegninger skrevet i tæt forlængelse af Apollinaire og hvad der i 1918 skulle blive kendt som ’calligrammes’. At denne digtsamling aldrig så sagens lys, kan der være flere gode grunde til. Bønnelyckes dansende digte består for de flestes vedkommende af meget skematiske og lidt kluntede forsøg på figurdigte, ganske uden den spænding mellem grafisk form og sprogligt materiale som kendetegner Apollinaires lyriske ideogrammer. De mest vellykkede digte i samlingen er karakteristisk nok dem der giver helt afkald på det sproglige materiale og dermed krydser grænsen til billedkunsten, som for eksempel den plastiske stregtegning ”Balgulvet” (ill. 3) eller et udkast til det siden berømte og antologiserede bydigt ”Berlin” som består af en ordløs struktur af parallelle og krydsende linjer.

Det meste af artiklen handler om avantgarde-værk nr. 2, ved siden af romanen Spartanerne, "prosafragment"-samlingen Asfaltens sange, der endte med at blive stiligt designet at den hippe funktionalist Knud V. Engelhardt, men hvis afsluttende digt, Bønnelycke havde planlagt den vildeste opsætning af:

Det mest originale udtryk for Bønnelyckes tværæstetiske aspirationer og bibliografiske nytænkning var dog hans plan for opsætningen af ”Biografteatret”, det afsluttende digt i Asfaltens Sange, der beskriver den unge kunstnerklikes (svarende til kredsen omkring Klingen) besøg i Metropolteatret i Mikkel Bryggers gade i København. Bønnelycke ønskede sig her en typografisk løsning der kunne illudere den rumligt-visuelle oplevelse af filmlærredet på endevæggen i biografsalens mørke: Digtet skulle således trykkes med en lille type på en dobbeltside med 4/5 negativ og 1/5 positiv kliché (ill. 7). Med denne fantasifulde idé der for alvor udfordrede grænserne for den konventionelle litterære bog, var Bønnelycke tæt på at foregribe en anden avantgardistisk genrefornyelse, den cinematografiske bog, som først i 20’erne skulle se dagens lys inden for international avantgardelitteratur og bogproduktion.

Her originalmanuskriptet, se opsætningsplanen øverst i højre hjørne!!!

Martin Glaz Serup i Tast-Manien

Martin Glaz har ovre i sit kornkammer http://kornkammer.blogspot.com/ et vittigt link til min indrømmet ret maniske og rundtossede blogpost nedenfor om Højholtforpligtelser betitlet (hvis man betitler et link, når linket rent teknisk ER titlen? bedre er vel så: et link med ordlyden) "Lars Bukdahl i Amfetaminien" (lige over et link til "Thomas Boberg i Venezuela", og det intertekstuelle link er naturligvis til Laugesens Katatonien), MEN HAN SKULLE NØDIGT LINKE, SKULLE HAN! Jeg sad i fredags og stavede mig møjsommeligt igennem hans med bittesmå typer bogstaverede, blå tekstcover til Per Bäckströms essaysamling om "Experimentell poesi" Vårt brokigas ochhellericke, som viste sig at være/illudere en komplet udskrift af sms'er sendt af Martin i løbet af et døgn, fra 00:00:40 den ene nat til 23:59:41 den anden, for hvad der ligner ca. to år siden. Og der er mindst - jeg opgav at tælle, det var hårdt nok at læse - 300 selvstændige text messages. Og selvom vi siger, at det er Martins personlige rekord (og derfor udvalgt til coveret), og at flere faktorer medvirker til at hidse frekvensen op: primært at mand og kone befinder sig forskellige steder i landet, må det kaldes imponerende; her en lille sekvens ved aftenstide:

18:36:01 Ja. Mail gerne, ser det - i morgen - og det er jo ikke fordi det er en katastrofe at have købt WA. KH M 18:37:01 Søndag tidligt er fint for os - så kan du blive til mandag, er det ikke der din ferie slutter? KH fra Herning, Martin 18:37:51 Status: Inga og Eliot kan en sang der kan drive dig til vanvid! 18:39::08 Nu er vi skredet fra opvasken og går aftentur! Vejret er dejligt! 18:39:17 Jeg sidder her med din mor og Tove ... Kys 18:41:31 Og Inga skal også tisse, så det var en kort aftentur! 18:43:16 Tak og vi ses lige om lidt

7 velformulerede sms'er til vistnok tre forskellige adressater på 9 minutter, mens der spadseres ind og ud af et hus! Det er teenagefart! Ingen tvivl om, at teksten som poetisk tekstartefeakt: readymade formindsket og udstanset til visuelt digt, er noget af et kup, men det er et kup, der ikke er helt uforuroligende, tast-manier, hvilket du kun alt for godt ved. Hyperaktive i alle telefonkæder, foren eder! Hastigt!