VEJRUDSIGT: ENGLEFALD!

Det er nu officielt, at Cecilie Lind - AKA du - til juni romandebuterer med TIL EN ENGELS FORSVAR på forlaget Gladiator, ifølge forlagets netop publicerede forårsprogram nemlig. Jeg kender og elsker bogen, men jeg glæder mig vildt alligevel. Direktør og redaktør Hans Otto Jørgensen reklamerer rammende med blandt andre disse eksalterede ord + sigende citat:

"Cecilie Lind: Til en engels forsvar, roman, udkommer juni 2017
Cecilie Lind har en fuldstændig vanvittig fornemmelse for sprog. Hver eneste sætning betyder noget. Ikke kun på et semantisk niveau, den har attitude eller temperament eller hvad vi kalder det: den vrænger, er sødladen, indigneret etc. Skriften bliver sine steder næsten hallucinatorisk, det vil sige: den gør sig her og nu, i det jordiske, ofte i et visnende eller ruinøst niveau, samtidig med at den opløser tid og rum og bliver svimmel og udarter med meta-kommentarer og synske hvirvler.
Det er en farce. Det er der en tradition for, farcen og det hallucinerede. Johannes Holbek, Jakob Knudsen og andre. De Nerval og Lautréamont.
En engel forløber sig. Hun skulle tage sig af et barn, som skytsengel, men forelsker sig i barnet. Hun bliver lidenskabelig og vil kysse, og det kan vi ikke have. Det holder samfundets moral ikke til – og englen stilles for retten. Det ser sort ud, indtil Gud træder til:

Jeg er en gud. Jeg er svag, men jeg er mægtig, men jeg trænger til et kælent hjerte, en engels tålmodighed – Og sandelig siger jeg jer: Jeg er en herre, en pige, en hykler, liderlig efter Satan og Englen, begærer: selskab og flammer og lyshav og ondskab og hellighed og tilgivelse – åh tilgivelse. Hvilket lifligt fænomen. At kunne befris for sig selv og sin almagt, og sin altoverskyggende angst, og sin altopslugende kærlighed. Jeg elsker alt itu, og jeg græder mine guddommelige tårer hver eneste aften, og min gråd er regnen der falder og befrier ørkenen for sin tørst i den kolde kolde stjernenat."

 

(engel: Gustave Dorè (ikke cover))

Min søster får 5 millioner til at undersøge noget vigtigt!

Dorte Bukdahl, kontorchef, Kontoret for Resultater, Socialforvaltningen, Københavns Kommune, har modtaget 5.151.990 kr. fra TrygFonden. Donationen går til et projekt, der skal undersøge effekten af at indføre et feedbacksystem mellem kommune og borgere i sociale bostøtteindsatser.
Ca. 100.000 mennesker i Danmark får hjælp fra bostøtteindsatsen, der dækker over tre typer indsatser, som udgør kommunernes socialpædagogiske og praktiske støtte til de mest marginaliserede menensker blandt misbrugere, sindslidende og hjemløse.
 

C!

Du, Cecilie, har en kronik i Politiken i dag, link HER - den er vigtig af 10.000 grunde, jeg bliver vred, hvis I andre ikke læser den - sidste del:

Min lindring blev min computer, mit worddokument. Jeg fandt ro i at skrive digte, jeg oplevede, at ord og det at arrangere disse ord var en strunk gerning, jeg tænkte ikke på, at disse tekster skulle forestille at have nogen synlighed i verden, at tænke dem til andre øjne end mine egne. I lang tid var det blot en overlevelsesstrategi, en måde at trække vejret på.
Senere blev jeg antaget i Hvedekorn, senere blev jeg optaget på Forfatterskolen, senere fik jeg udgivet en bog. Senere tillod jeg mig at bilde mig ind, at det var værd at satse på at vedblive at skrive. At tillade mig selv at tænke om mig: at: jeg er digter.
Jeg ved ikke om det hele kommer til at ramle. Jeg ved ikke, om jeg har et talent for at skrive. Jeg ved ikke, om den ros, jeg får, om den er løgn. Jeg frygter at være til grin.
Jeg ved ikke, om jeg er til grin. Min navle er piercet, min piercing fuckede min knoglemarvsskanning op, jeg fik den foretaget to gange. Begyndende knogleskørhed i lårbensknoglerne.
Jeg gider ikke føle, at det ikke er okay at blotte sig, at føle følelser, at tale om ting, der er væsentlige for mig, og hvem og hvad man må være i verden, og hvad man ikke må, hvad man må sige, uden at det bliver for pinligt.
Jeg ved ikke, hvorfor at det er en særlig forbrydelse at tale med og om og i sine ’erfaringer’, når man er kvinde? Dette gad jeg godt forklares. Jeg ved ikke, om mænd, der gør det samme, i Mette Høegs optik, er mindre navlepillende, mindre manipulerende, om det er interessant, hvem de har sex med, hvor gamle disse sexpartnere er.
Jeg ved ikke, hvorfor det er et problem, at jeg er ambitiøs med mine tekster, jeg ved ikke, hvorfor jeg skal skoses for at have trang til at få udgivet bøger, have behov for at blive læst og set som forfatter.
Jeg ved, at det her, at denne tekst er et raserianfald, og sandsynligvis irriterende, pinagtig og tåkrummende at læse.

Jeg er ikke ligeglad. Jeg er ikke ligeglad med blikke på mig, på ingen måde, men jeg vil vælge at være ligeglad – fordi at det her udbrud har været undervejs længe, og jeg må godt være vred.