lørdag den 21. april 2018

Et par digte, hun, protagonisten, kunne have læst på det lille bibliotek

Vi ved desværre ikke, hvilket nummer af Hvedekorn Tove Dunk, i Helle Helles de, læste og skrev et digt af fra, men hovedpersonen "hun" kunne i nr. 3, 1976, fx og fremfor alt have læst dette digt af Vita Andersen (hendes første bidrag til Hvedekorn (men ikke hendes debut (ligesom Helle (ærgerligt nok!) havde haft tekster i Alt for Damerne og Information, før hun fik digte trykt i Hvedekorn)):

Mellem weekenderne

Hun var nået den alder
hvor hun formodedes
at kunne klare sig selv
hver morgen
vågnede hun op
ved vækkeurets chock
til den flygtige virkelighed
hendes krop
strittede imod
nægtede
at gennemgå
de samme ydmygelser og gentagelser
hver dag
i overmorgen
var det gudskelov weekend
hun kunne blive i sengen
hele dagen
skulle bare købe lidt mad
og sådan
men tit disse dage
vågnede hun tidligt af sig selv
fuld af angst
og kunne ikke falde i søvn igen
hun forstod det ikke

prøvede hun at læse i en bog
men ordene
kunne ikke forstå hende
de blev bare i bogen
og rummets ensomhed
blev stærkere rundt om hende
så var det nemmere
med et ugeblad
er var billeder
dem kunne hun forstå
som billeder

(jævnfør også min anmeldelse i fredagens WA Bøger af nye knækprosasamlinger af Anne-Louise Bosmans og Mikael Josephsen (med HH-omtale))

- eller dette af Louis Jensen:

Sølvet og guldet bestaar prøven med glands

Fuglen har forladt reden i utide
og æggenes skæbne er ikke længere uvis.
                Saadan staar det til i haven.
De drikker te og de fejler ikke noget.
De er sunde og raske i den troløse villa
og maden
indtil de kan spejle deres saar i sovsen.

Deres øjne er vidtaabne, grønne,
violette, opspilede betændte saar og
insekter med graa vinger
flyver ud fra dem
                     i sværme.
Og deres hænder er ormædte, stinkende, graa.

Og deres bryst er som tulipaner,
      røde, hvide, osrte, skrigende
som dødsdømte tulipaner
paa blomstermarkerne, usynlige
uhørlige
          raabende de sidste fjorten dage
før den frygtelige høst
naar markarbejderne
tumler ud fra skurene
med kurve og knive som stjerner der brænder.

- eller dette af Claus Senderovitz (HVAD ER DER BLEVET AF HAM? Kan han melde sig straks på redaktionskontoret!)

Tiden fylde / af Mørkhøjs Mysterier

Sat? sagde hun
vel er jeg ej
og hvis jeg er
er det fordi
jeg har sat mig
hvor jeg ville.

Flytte mig?
Hvorfor sku jeg flytte mig?
Hvem ku nænne det
med alle de dejlige træer
der vokser på én?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar