Viser opslag med etiketten smagsdom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten smagsdom. Vis alle opslag

onsdag den 2. oktober 2013

Selv min hikke er en smagsdom

Fra dr.dk
 
Skriver du lyrik? Eller kunne du tænke dig at prøve? Og kunne du tænke dig at få din tekst vurderet af to af Danmarks førende lyrik-eksperter?
Så har du chancen på DR Scenen på BogForum lørdag den 9. november. 

Bukdahl og Søndergaard spotter talenter

Her vil Lars Bukdahl, redaktør af lyriktidsskriftet Hvedekorn, sammen med forlagsredaktør Jacob Søndergaard fra Rosinante præsentere udvalgte tekster fra helt nye lyrik-talenter. Og det kunne blive dig.
Hvis du kunne tænke dig at være med, skal du sende din tekst til bogklub@dr.dk. Den må maksimalt være en A4-side lang - og gerne kortere.
Send os også et par ord om dig selv og hvem du er.
Da det er en talentsession for helt nye lyrik-stemmer, er det vigtigt, at du ikke tidligere har fået udgivet lyrik.

Du og din tekst er med

Lars Bukdahl og Jacob Søndergaard udvælger deres favoritter blandt de indsendte tekster, og er du iblandt, bliver du inviteret med på BogForum og får din tekst præsenteret på scenen.
Du skal altså være parat til at blive skamrost - men også til at få kærlig kritik og kontante forbedringsforslag foran et live publikum.
Teksten vil samtidig blive delt ud til de publikummer, der overværer sessionen på DR Scenen.
Vi skal have din tekst senest mandag den 28. oktober kl. 9. De udvalgte vil få besked fredag den 1. november.
Det skal du tænke over, når du skriver lyrik - gode råd fra Bukdahl og Søndergaard
Bemærk at der er begrænset antal deltagere, og at det derfor ikke er alle indsendte tekster, der vil modtage feedback.

lørdag den 11. februar 2012

At være Guldageranmeldelseslæser

når jeg plejer at være Guldagerlæser og Guldageranmelder, er underligt.

Katrine Marie Guldagers nye roman får 4 hjerter i Politiken af skjult lunkne Bjørn Bredal og 4 stjerner i Berlingske af skjult lunkne Eva Pohl og 3 stjerner i Jyllands-Posten af eksplicit lunkne Erik Svendsen og en så godt som eksplicit lunken anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Lars Handesten og en på-den-ene-side-på-den-anden-side-anmeldelse, der ender på den positive side, i Information af Lilian Munk Rösing (men lader man negativiteten fylde lige så meget som positiviteten i sin anmeldelse, kan der vel til syvende og sidst ikke være tale om en god bog, når der NB ikke er tale om en debutant, men om en anerkendt forfatter med et langt forfatterskab bag sig) og en totalt uargumenteret positiv anmeldelse i Weekendavisen af Poul Behrendt (der synes at mene, at Guldager er den første forfatter siden Thomas Hardy, der har fundet på at benytte sig af alvidende fortæller, med licens til forudskikkelse af handling etc, hvilket jo er eklatant og komisk forkert, hvad angår bare de sidste 10 års danske litteratur, fra Peter Adolphsen til (det er lang, lang vej) med neo-Guldager nært beslægtede Jette A. Kaarsbøl). Hvilket smart nok giver forlaget ret til at kalde bogen kritikerrost, selvom rosen ved nærmere eftersyn er dybt ormstukken.

I stedet for omstændeligt at stikke til anmeldelserne, vil jeg bare citere de tekststykker, hvoraf de fleste er billedsproglige nemlig, som anmelderne (tilsyneladende) citerer for det (kunstnerisk og livsvisdomsmæssigt) gode:

(Pohl)
(Datteren Leonoras følelser er kraftfuldt beskrevet:) »Så intens var Lillys interesse, at Leonora frygtede at være alene sammen med hende. Den mor, hun havde længtes sådan efter i det seneste års tid, var et mareridt tæt på.«

(Bredal)
"Leonora knugede sig ind til sin mor, som var det sin egen overlevelse og ikke bare en falsk pels, hun knugede sig ind til«

(Rösing)
»Hans hår var vandkæmmet på en måde, der fik én til at tænke på afskårne lemmer og pludselig homoseksualitet.« (næsten punket ordknapt, men også problematisk: pludselig homoseksualitet (hvad det så end er?)  som ligestillet med afskårne lemmer?)
(Som kunstnerinde sidder Lilly og tegner små mønstre. Et sted forekommer disse mønstre hende at være) »små glimt af sandhed«. (Et andet sted forekommer de hende at være) »små blyblomster, vokset frem på papiret netop dér, hvor kærlighedsevnen var blevet brændt«. (Her tager fortælleren ikke stilling, men enden på det hele bliver, at Lilly må forfølge sine små mønstre, hvad enten de er sandhedsglimt eller sår. Og det er en smuk morale.)

(Behrendt)
»At Leonora i dette øjeblik blev målt og vejet og udvalgt til at være Ellas hadeobjekt nummer et, havde hun ingen anelse om,«

Dette er ikke gode, dynamiske sætninger (og sprogbilleder), smagsdømmer jeg umiddelbart som menig Guldageranmeldelseslæser, det er bastant og klodset (syntaktisk og i konkret-abstrakt-balancen) banale sætninger (og sprogbilleder) - og ergo tro jeg ikke en snus på de positive smagsdomme.