Tåspidsforglemmelse

    0 0 0 0 0                  0 0 0 0 0  
K                   LD     K                LD

Fingerspidsforglemmelse

   o o o o o           o o o o o  
k                ld   k                 ld

Et ikke-husråd

Wasabinødder hjælper IKKE mod frossen næse

(næsen forbliver frysende udenpå, men brænder ad helvede til indeni - bloglæsende romanforfattere er velkomne til at bruge denne paradoksale sansning som rammende metafor på et eller andet graverende metafysisk/inderligt).

Frys ud

Når jeg går uden for en dør, fryser mit ansigt i sekvens, først næsen, derefter munden, så øjnene, til sidst ørerne, og er det, som her til morgen, nederdrægtigt koldt, fryser ikke bare sanseorganerne, men også sansningerne, lugtene - og duftene - fryser, synet - og synerne - fryser, talen - og tavsheden - fryser (hvis at tale og tie er at sanse? det er det!)!), lyden og - stilheden - fryser, i den rækkefølge.

Det er koldt som en brøndgravers røvetc.

Det er koldt som en brøndgravers røvsyge frokost, der er en dåse dybfrossent babymos, pære og gulerod, købt for hans sidste røde øre i Lidls tilbudsfrysedisk med garanti for, at mosen har været nedfrosset mindst ti år og har vandret som en anden Ahasverus fra frysedisk til frysedisk i det nordlige Europa, fra Hamborg til Helsinki til Lillehammer til Vesterbro, hvor brøndgraveren faldt i staver over det umulige valg mellem pære og gulerod og fersken og avocado, indtil en indre stemme, som han altid havde kaldt Stauning pga. dens autoritative, socialdemokratiske klang, sagde: pære og gulerod eller kaos, og selvom brøndgraveren altid havde længtes efter den totale opløsning og det absolutte anarki, orkede han det ikke den onsdag eftermiddag klokken 16:43, så pære og gulerod blev det, frossent som et dyb.