Og så af sted til Sicilien

med Cecilien

og derfor

(poesien til magten

i det mindste i ferien)

Ferien bliver barok, se billetterne:

Sommeren er forfalsket tysk

årets sidste tur på
den falske tyskervej
med den falske tyskerhjelm
og den falske sturm und drang
hærgende igennem den falske heimat

Rosenrød sommer

Denne sommer har udviklet sig til en meget triviel solstrålehistorie, der virkelig ikke kan håbe på gode anmeldelser fra en bandsat lyssky kritiker som yours truly, jeres sanddru sandkassedruide.

Men myrene - og haren - og nu

Men myrerne fyldte faktisk det hele -

og haren holdt op med at komme forbi, da jeg ville skrive om den.

Og nu er vi hjemme igen.

Selve køerne

Til venstre (og derpå til højre)
står køerne og gumler koncentreret

som læste de allesammen den samme roman
af Hans Otto Jørgensen

- skrift skal være saftigt græs

Moratorium for tværgående dyr

Dig gider jeg så ikke skrive et digt om,
tænker jeg,
da jeg denne morgen ser et egern
pile hen over vejen.

Færre får firer sig ned forede

(hele vejen frem og tilbage
til Camping-kiosken efter
morgenbrød filede jeg i mit
hoved på får og fæ (fordi jeg så
en flok får selvfølgelig), og
først mente jeg, at fæ i flertal
måtte være fæer, men ud-
trykket 'folk og fæ' tyder på,
at det er fæ ligesom flere
får er får)


1
får får ikke får,
får får lam,
fæ får ikke fæ,
fæ får en lang næse

2
færinger er får,
feer er fæ

Anfægtelse af anfægtelse af lille almen semiotik

Glimt af to dådyr i løb mellem træerne

den ene er mig og den anden er Helle Thorning

læser jeg i avisen, da jeg er kommet hjem

Anfægtelse af lille almen semiotik

i og med chokket i dag
over skorstensfejeren,
der i næsten obskøn grad
ligner en skorstensfejer
og taler (sort nordjysk)
som en skorstensfejer,
hans høje hat er et skilt
med en skorsten på
- skrevet i mørke på
hemsen samme midnat.

Rygvendt oldtime-krimi-cut-up-camouflage

Sort er nobelt til mord
Døden med maske
Tre små koner
Brahms' fjerde mand
Silke fløjl
The Dark Tunnel
Ligene er kisteglade
Sort sommer
Den farlige handske
Dobbeltseng i Danmark
Den grønne dame
Kriminalkommisæren får bid
Ferie blandt forbrydere
Ondskabens maske
Dræberkupeen
Op i den blå luft
Byen sover
Krigsspil
Valparaiso
Hjerne til en milliard
Hvem venter på kroen?
Intrigernes hus
Ikke flere mord
Mordet på landsbykirkegården
(ulæseligt (afblegede gule bogstaver))
Hammett i aktion
Testamentet der dræbte
Etruskermordene
Den forsvundne brud
Ingen returbillet
En fremmed mand
Mord på teatret
Morderen lyver
Mord og mistanke
Død i Ulden (?)
Mysteriet på White Cottage
Gideons sport
Gideon fra Scotland Yard
De magiske sommerfugle
Blodet på tangenterne
Sidste forhindring
Spor i sneen
Premiere
Alleyn i Rom
Opening Night
Heskejagt i hollywood

(afklippede og og på pap opklæbede krimi-bogrygge der tilsammen skjuler sommerhusets stereoanlæg, så ved I det, tyvagtige læsere)

Lille almen semiotik

Der er en ko på skiltet,
men det er heste, 2. stk., der går over vejen,

og sådan er det hele Kandestedvejen,

hvis betonplader, siger visse,
er lagt af/til tyskerne,

men det passer ikke,

det er kommunalt hele vejen -

klokkensyttenidyl

jeg blogger på hemsen, hvor forbindelsen er stabil og så godt som hurtig

under mig på terrassen læser min hustru den gode, uudkomne krimi

og i sofaen læser min søn onkel Gustavs Bombaygryde

Elvis synger "Early Morning Rain" på min mors gamle anlæg,

for det er sen eftermiddag og solen skinner

stik imod vejrudsigten

Blind passager lyner

Jeg er hjemme igen; og undskyld -
tordenvejret havde gemt sig inde
i det mørnede sommerhuseksem-
plar af Aage Dons' De uønskede,
som jeg selvfølgelig aldrig fik åbnet,
hvad regnede jeg med, og nu styr-
ter det ned på Frederiksberg, idiot,
det er mig, der er uønsket, dér som
her.

Momentan jysk formørkelse

Jeg forsvinder om et øjeblik til isoleret knaldhytte i Jylland, hvilket betyder at bloggen ligger stille indtil søndag, hvor jeg lover The Daily Avantguardian vil gå i overdrive frem mod Bet-reportagen og -rapporten i WA fredag den sekstende (jeg skal også have oplistet anden- og tredjepladser jo - jeg ER en liste). Kærlig hilsen.

Mens jeg venter på Radioteateret,

som jeg sandelig håber (for mig selv!) ankommer med posten i dag, har jeg læst 1968-fødte Katrine Grünfelds roman Sommerferie - hvis titel og anmeldelsescitater (altså citater fra den i anmeldelser) jeg har anmeldt i blogposter nedenfor - og genlæst Pia Juuls første og netop genudgivne roman Skaden (i originaludgaven) fra 1990, da digteren var 28 år.

Og Skaden er lige så meget en i henrevet/henrivende forstand ung roman, som Sommerferie er en i deprimeret/deprimerende forstand en midaldrende roman.

Den sidste først: Det er svært at finde ud hvor meget af den vissent velformulerede vrængen af alt og alle, der er jegfortællerens vrængen af hendes håbløst forudsigelige midaldrende familieliv, med træsk husbond og petit affære på en sommerferie på Fanø, og hvor meget der er forfatterens vrængen af hendes håbløst forudsigelige roman om en jegfortællers håbløst forudsigelige midaldrende familieliv, med træsk husbond og petit affære, på en sommerferie på Fanø. Og principielt har jeg intet imod vrængen som litterær modus, men det skal for syv søren være en energisk vrængen, som i x antal digte af Peter Laugesen og i Pablo Llambás' vandalisering af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje og i de anti-nationale svar i Niels Franks Spørgespil (og i hans svar til Skyum i Inf. i dag); dette er en træt, sur vrængen, og sådan en bliver læseren bare træt og sur af.

Og sådan som Pia Juuls unge roman paradoksalt nok er en energisk fordrømt roman, en viljestærk besvimelse: Frem(over!) hvirvler digteren sammen med sin jegfortæller, en ung soldat lost mellem kvinde(skæbne)r i en ubestemt krig, med sin og hans på samme tid frimodige og betændte følsomhed - og der er sørme også et plot, eller et plottwist i det mindste, det havde jeg helt glemt, explicit knipsende i hovedet på læseren modsat den implosive mordgåde i sidste år Mordet på Halland, der nemlig er en energisk forfjamsket midaldrende roman - med fordrømte støjsignaler fra ungdommen(s roman) (til gengæld imploderer jo så den nedtællende apokalyptik i Skaden, og det har den rigtig godt af).

Nå, nu kan jeg ikke vente længere. Jeg går ned og kigger efter i postkassen.

Citatanmeldelse

Citater fra Katrine Grünfelds roman Sommerferie i positive anmeldelser af samme i Weekendavisen, Politiken (fire hjerter) og Information:

Den smasken, en lille kæde af trygge, varme smask, du laver med munden, når noget stemmer overens med din opfattelse af verden, fylder køkkenet.

(anmelderen: en sproglig ømhed og en psykologisk begavelse, der imponerer med sine skarpe iagttagelser af især detaljen)

Vi har ingen grund til at være andet end lykkelige. Her er varmt og smukt. Så dansk. Man skal bare have ryggen til klitterne, for lyngen ser trist ud, når den ikke er i blomst. Den ligner noget, der står tilbage efter en markbrænding.

(anmelderen: Katrine Grünfelds foruroligende sprogtone, der får lov at slutte som en anbefaling i sig selv)

Jeg har fået dig med ned til vandet. Selvom du hellere ville være blevet i sommerhuset.

[de taler om fortiden for] for noget skal vi jo taler om, det er så længe siden, vi har haft tid sammen.

Jeg går ud på terrassen, I er gået, lad det vare længe.

Det er altid rart at vise de gamle venner, at man har et liv, hvor man møder mennesker, spændende mennesker, som de ikke nødvendigvis har hørt om, at der kommer nyt vand i pølen ...

(anmelderen: Grünfeld er en eminent iagttager af ægteskabet og menneskers spil med hinanden.)

Og jeg siger, at jeg godt kan lide den sang, og du siger, at den er en overfladisk popsang. Jeg ved, at du har ret. Men jeg er irriteret, du irriterer mig, så derfor siger jeg, at det er alt for nemt at indtage den holdning.

(anmelderen: Samtidig har Grünfelds hyperrefleksive Jophanne en hørslevsk tendens til at rable eller pludre ren sprogligt:/ Så er parforholdsdissektionen slået an)

Jeg kan høre, han taler om lyset, om hvordan han har udviklet nogle helt nye og anderledes ideer, siden han slog sig ned her. Nogle ideer, han aldrig ville have udviklet i København, hvor han hang fast i den middelmådige kunstscene. Selv New York kan ikke måle sig med Fanø.

... hvordan blandingen af dårlige kloakforhold, duftranker, hvidløg fra den mad, folk i byen nød at tilberede, tilsammen lugtede af rigtige menneskers liv.

(anmelderen: Grünfelds kombination af kølige betragtninger, selvrefleksioner og indfølingsevne er utroligt rammende. Al sårbarheden, som heldigvis også gemmer sig i Johanne, skinner igennem i den intime henvendelsesform 'du' og i de konkrete sansninger, for eksempel i:)

- det er bemærkelsesværdigt mange citater for en romananmeldelse nu om dage, ligesom det er sjældent, at en prosaforfatter eksplicit roses for sin stil(ighed); mens jeg synes akkurat, problemet ved de citerede citater er, at de så kælent kvikt insisterer på at blive beundret for deres lydhøre, altgennemskuende (men ah så sørgmuntre) ironi, at det fuldstændig overdøver nogen genuin klang af virkelighed, i og udenfor fortællerstemmen. De er "citater" i bogen, allerede før de er citater i anmeldserne.

I næste uge vil jeg forsøge omsider at faktisk LÆSE Katrine Grünfelds roman ...