Viva Vivian!

Christina Hesselholdts blitz-intense Vivian præmieres med DR's Romanpris - det er GODT!

Og den mest/eneste ikke-traditionelle roman, der har vundet den pris siden Jens Smærup Sørensens Mærkedage i 2008 (Iben Mondrups Godhavn. 2015, og Ida Jessens En nyt tid, 2016, tæller ikke helt - men næsten!), og apropos smalhed den KORTESTE roman (208 sider, hvilket er nær-gigantisk for Hesselholdt) sammen med En ny tid (ligeledes 208 sider) siden Hans Otto Jørgensens 120 sider korte Helt og heltinde, 2002.

Romanprisen er nærved at kunne betragtes som fuldt litterært respektabel igen - den var så cool i starten (og Læserjury-princippet er jo totalt sympatisk, fordi det, modsat de andre læserpriser, læseforpligter), Bent Vinn: En skidt knægt, Svend Åge Madsen: Genspejlet, Kirsten Thorup: Bonsai, Helt og heltinde, Lundbye: Trefoldighedsbarn (4(-5) utraditionelle i streg!), men så degenerede prisen til Årets TYKKE, af alle andre også prisbelønnede Bestsellere, Christian Jungersen: Undtagelsen, Morten Ramsland: Hundehoved (GOD bestseller), Mærkedage (MEGAGOD bestseller), Sissel-Jo Gazan: Dinosaurusens fjer, og så lige en undtagelse: Birgitte Kosovic: Det dobbelte land, og så tilbage til bestsellerne: Erik Valeur: Det syvende barn, Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, og så omsider atter ren kvalitet, VIA Erling Jepsen: Den sønderjyske farm, med de sidste tre års stolte trio, Godhavn, En ny tid, VIVIAN!

                                (foto: Lise Vandborg)

Udvalgte nominerede, DR Romanprisen 2017

(delvis omtale og info)

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed

Christina Hesselholdt: Vivian

Kirsten Thorup: Erindring om kærligheden

- de tre unævnte nominerede (den ene også unævnt nomineret til Politikens Litteraturpris, se (ikke) nedenfor) har jeg ikke læst (den anden har jeg læst 100+ sider ind i, når nok ikke længere - måske får jeg engang læst den tredje)

Kool prisvinder af dermed af-clonket kcriseramt pris

Iben Mondrup er fortjent blevet tildelt DRs Romanpris 2015 for Godhavn

TILLYKKE til Iben og og til prisen,

der omsider genvinder sin status i mine priskritiske øjne. Den var så cool i sine første 6 år:

1999: Bent Vinn Nielsen for En skidt knægt
2000: Svend Åge Madsen for Genspejlet
2001: Kirsten Thorup for Bonsai
2002: Hans Otto Jørgensen for Helt og heltinde
2003: Vagn Lundbye for Trefoldighedsbarn
2004: Hanne Marie Svendsen for Unn fra Stjernestene

- de 2 sidste tildelinger (for 2 monstrøst skidegode bøger) markerer et skred mod Bindstærk Bestseller som sikker vinder - så skønne kandidater i 2005: Gud taler ud, Smukke biler efter krigen, Fra smørhullet, Drengen fra dengang, og alligevel blev det sørgelige resultat dette (efter så godt som dødt løb med Gud taler ud; jeg fulgte åndeløst med i radioen, for helvede en mavepumper!):

2005: Christian Jungersen for Undtagelsen- de næste år vandt så skiftevis værdige og og håbløse Bindstærke Bestsellere:

2006: Morten Ramsland for Hundehoved (værdig)
2007: Carsten Jensen for Vi, de druknede (vildt håbløs)
2008: Jens Smærup Sørensen for Mærkedage (vildt værdig)
2009: Sissel-Jo Gazan for Dinosaurens fjer (håbløs)
2010: Jakob Ejersby for Liberty (håbløs)

- 1 god ikke-bindstærk ikke( ligefrem)-bestseller:

2011: Birgithe Kosovic for Det dobbelte land

- og så tilbage til BB-sporet:

2012: Erik Valeur for Det syvende barn (håbløs - lavpunkts-årgang: 1 god roman (og jo ikke engang hendes bedes bedste) i opløbet, Sorg og camping (forfattere til de andre: Brun, Gejl, Andersen, Bengtsson)

2013: Kim Leine for Profeterne i Evighedsfjorden (ikke ligefrem håbløs, ikke ligefrem uværdig)
2014: Erling Jepsen for Den sønderjyske farm (ikke-bindstærk - ikke ligefrem værdig, ikke ligfefrem håbløs)

Det er jo en (ny) læserjury, der hvert diskuterer (og stemmer) sig frem til en vinder - men det er formummede DR-folk, der udvælger kandidaterne, og de var altså de første år dristigere; ud over de ovenfor opremsede fra det til slut formørkede guldår 2006 (og de første vindere) kan nævnes eksperimentelt cool titler som Horne Land, A.P.OL.L.O.N., Solsiden, Du, mit du. Men i de senere år har traditionaliteten - i uhellig alliance med (fimse)genreheden - hersket rimelig massivt. Ingen romaner af Harald Voetmman eller Lone Aburas har kandideret, og som en ond selvfølgelighed kom Nellies bog og År 9 efter Loopet heller ikke i betragtning, eller Iben Mondrups to første romaner for den sags skyld. I det mindste var Brun mands byrde, som den første hybriditet i mange år, på listen i 2014, og i år en grafisk roman, Henrik Rehrs Gavrilo Princip, plus (ved skulder ved skulder med Peter Høegs super-håbløse Effekten af Susan) Helle Helles Hvis det er, der jo, hvis Helle ikke var så mirakuløst populær, ville kunne læses som den avantgarde-kortroman, den er - og så Mondrups VINDER af en så sej-som-overhovedet-muligt traditionel synsvinkel-psykologisk roman. Min respekt er tilbage på prøve, og prøven vil være, om mindst 2 af disse 5 2015-titler kandiderer til næste år: Celestine, Nielsine, Frøken Klokken, Kvinden i korshæren, Syner og fristelser. Rom jer yderligere an, DR-formumlinger!

What's in a title - and a novel prize? - If it is!

De seks nominerede til DR Romanprisen (grimt besværligt uhuskeligt officielt navn) er (med utjekkede links til dr.dk)

Peter Høeg: Effekten af Susan
Jens Vilstrup: Opland
Helle Helle: Hvis det er
 Henrik Rehr: Gavrilo Princip
Iben Mondrup: Godhavn
Peter Asmussen: Og tilsidst går verden under

Peter Høegs roman har jeg læst, og den brød jeg mig absolut ikke om, Jens Vilstrups roman har jeg ikke læst, og det får jeg nok helle ikke gjort, Helle Helles roman synes jeg var den bedste roman og for den sags skyld bog sidste år, så den bør selvfølgelig vinde, og gør det måske faktisk også. Henrik Rehrs roman har jeg slet ikke hørt om, men den har foruroligende Davici-kode-agtigt titel (jeg har så heller ikke læst Da Vinci-koden, men jeg har vistnok set filmen - HOV! NU HAR JEG UNDERSØGT SAGEN, DET ER EN TEGNESERIE / GRAPHIC NOVEL, SOM JEG DA FAKTISK HAR HØRT (GODT) OM, FRISK NOK NOMINERING! Iben Mondrup sroman har jeg læst, og den brød jeg mig absolut meget om og med-nominerede til Weekendavisens Litteraturpris, den må gerne i mangel af Helle vinde. Peter Asmussens roman har jeg ikke læst, men den har jeg stående og bør og vil jeg læse, måske faktisk i dag, den tror jeg på. Men sikke dog Island og Alt under månen og Den svævende tankbestyrer susende mangler!

Jeg nåede frem til nomineringerne via et (vistnok (og helt uforståeligt for mig) forarget) opdaterings-link til et dr.dk-interview(klip) med Helle Helle om hendes roman titel, der bliver til et helt lille og meget vidunderligt stykke kortprosa - måske faktisk et miniESSAY (den eneste genre, jeg er mere allergisk overfor end novellen) - om sprog- og titelarbejde hos en rigtig romanforfatter:

Det kom sig egentlig af, at forfatter Helle Helle stod ved køledisken i SuperBrugsen i Sorø og hørte et kald over højttaleren:
"Susanne må godt komme til kassen, hvis det er".
- Og det blev jeg ved med at tænke over, for det var virkelig et meget malplaceret sted at bruge det udtryk, fortæller hun i P1-programmet DR Romanprisen 2015.
Siden dengang for mange år siden har hun ofte tænkt, at hun skulle bruge vendingen 'hvis det er' i en bog.
- Jeg har bare ikke helt vidst til hvad eller hvordan.
Nu har vendingen så fået den fornemste plads på hendes seneste roman - nemlig på forsiden.
Egentlig havde hun tænkt, at den kvindelige hovedperson skulle bruge udtrykket hele tiden, og at den mandlige hovedperson, Roar, skulle blive irriteret over det.
- Indtil han til sidst selv kom til at tage ordene i sin mund, og derfra skulle romanen så skride i en bestemt retning, fortæller hun.
Det endte dog med, at vendingen kun bliver brugt et enkelt sted i bogen. Roar har en blodig vabel på sin ene fod, og han mangler noget at forbinde såret med, så de kan komme videre. Da siger den kvindelige hovedperson: "Du må gerne låne mit pandebånd, hvis det er"
- For mig er det faktisk et meget afgørende sted i bogen. Det pandebånd har hun fra en, som hun ikke længere har, og derfor betyder det meget for hende, siger Helle Helle.
Forfatteren er tit blevet spurgt, om hun går og tager noter af, hvordan folk taler, så hun kan bruge det i sine bøger. - Og det gør jeg ikke. Men jeg kan huske det. Jeg bliver ved med at huske de der udtryk, jeg skal bruge.
Så titlen på Helle Helles seneste roman 'Hvis det er' opstod altså for mange år siden ved en køleboks i et supermarked.
- Det er jo sådan en lille sproglig konstruktion, vi lægger ind til sidst – eller først – i en sætning. Og den kan betyde anything. Der er noget tilfældigt over den, der kan være noget forsigtigt over den, der kan også være noget lidt manipulerende over den. Og det synes jeg egnede sig rigtig godt til den her bog.