Mars i marts

Den norske titel på Lea Løppenthins fine
Marts er bedst
er
Mars er best -
så vil jeg gerne have genoversættelsen
tilbage til dansk
af den norske oversættelse af min
Mars er for tabere,
der på nynorsk hedder



bliver

Marts er for tabere,

please! 

Godt driv - I'll settle for that!

I Norge bliver de ved at være skeptiske overfor Mars er for tabere's letlæslighed - jeg tænker lidt sådan: hvis det er SJOVT at læse, så er det også LET(TERE) at læse!. Uddrag fra bunkeanmeldelse af Hilde Dybvikk på sitet barnebokkritikk.no:

"Mars er for taparar – en heltefortelling
Danske Lars Bukdahl og Morten Voigts Mars er for taparar er en science fiction-fortelling om Billy Bob, elev ved «NASAs hemmelege rakettskule». Dette er ikke en skole for pingler; her handler det om liv eller død. Vår helt påtar seg et oppdrag som enten kan innebære å «redde menneskeslekta eller å døy heltemodig i forsøket». Billy Bobs erkefiende kommer ham likevel i forkjøpet, og vi blir vitne til en dramatisk kamp i rommet mot et kosmisk kattedyr der liv og ære står på spill, og der Billy Bob må komme sin egen fiende til unnsetning.

 

Mars er for taparar er beregnet på eldre barn og ungdom som allerede er gode lesere. Den har enkelte oppslag uten illustrasjoner i det hele tatt, men andre steder krever illustrasjonene at leseren stopper opp, for eksempel der kartet over astronautskolen er viet en hel dobbeltside.
Bøkene er for barn som vil lese «korte historier med høg illustrasjonsgrad», og har «lettlesen» tekst. Imidlertid framstår ikke denne boka som lettlest. Det er få språklige tilpasninger å spore. Setninger som «Sånne doble sett av elektriske klør som tek kvelartak, er ikkje akkurat det mest oppmuntrande videoklippet å ha rullande for det indre blikket sitt ein måndag morgon klokka tjue minutt på åtte på trinn nummer femten hundre og eitt eller anna» er verken korte eller spesielt enkle å lese. Språket har godt driv og historien er spennende, for all del, men jeg forstår ikke hvorfor Mars er for taparar er plassert i Leseland-serien i det hele tatt. Det virker noe spekulativt: Leseland-serien påberoper seg å være allerede «kvalitetssikra» bøker, og dermed kan man stole på dem også når leseferdighetene skulle tilsi at man faktisk kan lese bøker utenfor dette konseptet."

Making Magnhild proud - knæ-prosa!

Jeg har fået en hel masse eks. af Mars er for taparar, som jeg af en eller anden grund skulle afhente i kiosken på Gentofte Station.

Det er første gang, at en af mine bøger er blevet oversat til et andet sprog.

Virkelig mærkeligt at læse mig selv på nynorsk.

Ikke som om jeg har skrevet med venstre hånd, som om jeg har skrevet med højre knæ.

Min fantastiske farmor, Magnhild Bukdahl, født Ødvin, 1899-1988, var OG FORBLEV nordmand. Hvilket vil sige, at jeg er kvart norsk, og jeg har altid opreholdt, at den norskhed sad i og OWNEDE mit højre ben, derfor! 

Sådan begynder min første, nynorsk KNÆSATTE bog:

KAPITTEL 1

Dersom Billy Bob Malone hadde vist kva for ein vanvittig planet han skulle komme til å vakne opp på nøyaktig 24 timar seinare, ville han nok ha kome seg raskare opop av senga denne måndagsmorgonen. Eller kanskje han heller ville ha krope lenger ned under dyna.

Min astronautelev kritiseres for sit lix-tal på nynorsk

- Guri Fjeldberg i Bergens Tidende:

Unge nynorskbrukarar kan like godt lære det først som sist: Du kan ikkje få alt.

«Leseland» frå Samlaget skal sikre ein ny generasjon nynors­kbrukarar retten til lese­trening på si eiga målform. Dessverre kan det aldri bli millionbutikk av å gi ut lettlestbøker for barn i ein liten marknad. Storsatsinga «Lese­land» er derfor berre det smålåtne svaret på dei enormt populære «Leseløvene» til Cappelen Damm. Dei ti titlane som kom i fjor, blir no utvida med 18 til. Forbausande mange av dei er omsett - frå svensk, engelsk og dansk. Det er både billigare og raskare enn å produsere sitt eige.
For at konseptet skal slå igjennom, må kvar lesar kunne finne ei bok av interesse på sitt eige lesenivå. Tanken er god. Men når resultatet i liten grad når opp mot bokmålskonkurrentane, stadfestar det nynorsk som eit alternativ med låg status. Da hjelper det fint lite at omsetjingane er gode og at «Leseland» òg finst som ein stilig app for dei som vil lese digitalt.
Fem av dei nye titlane er signert svenske Moni Nilsson og plassert på nivå tre. Historiene om desse seks-sjuåringane skal passe for barn som allereie har lese ei stund, men som ikkje held ut så lenge.
Kvifor vel Samlaget historier der hovudpersonane er yngre enn lesarane? Denne kvardagsdramatikken er rett nok svært engasjerande. Men der «Leseløvene» har som mål å signalisere at lesing er for tøffingar, satsar altså Samlaget på bøker som høver aller best som høgtlesing for førskulebarn. Også fablane frå England har framsider som appellerer sterkare nedover i alder enn oppover. Ikkje så rart sidan barna der lærer å lese tidlegare enn i Noreg.
Heldigvis veks ein ikkje så fort ifrå morosame historier om dyr, kongelege og sjø­røvarar. Likevel får eg ei kjensle av at konseptet passar langt betre for dei som knek­kjer lesekoden alt i førsteklasse.
Vil ein lese om den verkelege verda, må ein heilt opp på nivå fire. Svenske Jens Hansegård frir uhemma til lesarane med spektakulære fakta av den lettbeinte sorten: tøffe dyr, forsvunne skattar og mystiske stadar. Slike bøker er det i alle fall ikkje flaut å bli sett med, sjølv på mellomtrinnet. Men å påstå at dei to titlane frå Danmark skal nå lesarar heilt opp i tenåra, verkar optimistisk.
«Sprint» av Trine Andersen opnar med at Anna spring sekstimeteren på fantastiske 12 blank. Vi får aldri vite kor gammal ho er, men eg vil tru dette er ei imponerande tid for ein andreklassing. I illustrasjonane til Mads Themberg er ho likevel utstyrt med små bryst. Historia er både dramatisk og gripande, men ikkje særleg lettlese. Enda meir krev «Mars er for taparar» av Lars Bukdahl. Historia frå NASAs hemmelege astronautskule opnar like godt med ei setning som går over fem linjer.
Dei pedagogiske ambi­sjonane overgår tydeleg ønsket om å gi svake lesarar ei god oppleving. Igjen skapar satsinga helst leselyst blant dei flinkaste. 
Berre tre av dei nye titlane er produsert her heime. Problemet er at lesetreningsbøker sjeldan har høg nok kunstnarleg kvalitet til å bli godkjend av den nasjonale innkjøps­ordninga. Sjølv om desse bøkene har aldri så mykje å utrette i biblioteka - ikkje minst her på Vestlandet - hamnar dei altså ikkje automatisk i hyllene.
Forfattarar og illustratørar er følgjeleg ikkje garantert eit minstesal på 1550 eksemplar. Særleg illustratørar vel nok gjerne å bruke tida på meir lukra­tive prosjekt. Det var neppe førsteval å la ein nyutdanna kunststudent få oppgåva med å illustrere «Apropos forelska» av den røynde lettlestforfattaren Linn T. Sunne. Visuelt minner resultatet om ei evakueringsbrosjyre frå eit flyselskap. Rett nok er oppdraget å skulle hjelpe teksten fram, men meir stivt og stereotypt er ei pirrande forelsking sjeldan framstilt.
Slike økonomiske kompromiss er uheldige i ein lesekultur der bileta betyr stadig meir. Heldigvis er det gått langt betre med «Prompebroren» av lettlestekspert Bente Bratlund. Teksten er som ei novelle i små kapittel og handlar om Bea. Ho er ny i klassa og lysten på nye vennar. Kva hender når ho lyg på seg ein bror som er eineståande god til å prompe?
Odd Henning Skyllingstad har fått god plass til å karikere krumspringa. Med verkemiddel frå teikneseriar tilfører han boka både lyd og lukt.
I «Krabbekrise» av biletbokskapar Anna R. Folkestad er det nettopp bileta som syter for at historia blir rik sjølv om orda er få. Når Besta forvekslar rekeosten og solkremen, blir det fart i krabbe­fisket - til stor glede for dei ferskaste lesarane. At ei slik bok ikkje har ein sjølvskriven plass i norske bibliotek, er ei skam for innkjøpsordninga. Sjølv barn i opplæring treng å lese nynorsk for å kose seg meir enn for å strekkje seg.

Den kriminelle begyndelsessætning på dansk (som faktisk er to, rent punktummæssigt ...):

-->

Hvis Billy Bob Malone havde vidst, hvilken umulig planet han ville vågne op på ret præcis 24 timer senere, ville han nok være kommet hurtigere ud af sengen denne mandag morgen. Eller måske helt have holdt sig under dynen. 

Min astronautelev taler nynorsk!

ISBN: 9788252188905

Utgåve: 1

Opplag: 1

Utgitt: 2016

Format: Innbunden

Lars Bukdahl ,  Morten Voigt

Leseland: Mars er for taparar

Morosamt om heltemot

Innbunden  kr 169,-

Bla-i-boka

Legg i korga

Billy Bob Malone er elev ved NASA sin hemmelege Astronaut-skule i New York. Ein dag får elevane ein topphemmeleg beskjed frå president Crat om at nasjonen – ja, heile forbaska verda – er i fare. Det trengst ein frivillig. Kven melder seg frivillig til å redde menneska? Eller døy heltemodig i forsøket på det? Og kva vil president Crat på Mars?

Mars er for taparar er ein del av Samlagets Leseland for eldre barn og ungdom. Bøkene er rikt illustrerte med inspirerande og tankevekkjande lesestoff. Dei kombinerer gode og engasjerande historier med lettlesen og innhaldsrik tekst.

Frå dansk ved Ole Jan Borgund.

Leseland for eldre barn og ungdom.

Ny kasket: I dag er jeg en åndssvagt glad norsk børnebogsforfatter!

Kære Lars Bukdahl

Tilbage i 2004 udgav du billedromanen Mars er for tabere illustreret af Morten Voigt, her på Dansklærerforeningens Forlag. Her i 20015 kan vi med glæde fortælle, at værket har vagt opsigt i udlandet, og at det norske forlag Samlaget ønsker at oversætte og udgive værket i foråret 2016.

Jeg skriver derfor til dig for at høre, om du kan give din tilladelse til at Mars er for tabere oversættes og udkommer på norsk?

KJEMPEFINT! svarede jeg.

Og min børnebogsambition blev straks genvakt, fordi min børnebogsskriveglæde straks blev generindret. Jeg skrev i en gammel artikel om børnelitteratur, da jeg lige var blevet færdig med mine hele 2 børnebøger, Mars og (med og genereret af Lars Nørgård) Larslars:

-->

"I efteråret 2004 udkom min første børnebog, Mars er for tabere, med fantastiske illustrationer af Morten Voigt, som et af de første tre bind i Dansklærerforeningens serie Billedromaner. Anmelderne var meget søde og positive, der var lidt klager over det svære sprog (spørgsmål til eleverne i forlagets på hjemmesiden publicerede ”inspiration til litteratursamtale i klassen om Mars er for tabere: ”Man kan blive helt forpustet af at læse bogens 1. sætning højt. Hvorfor tror I forfatteren har valgt det?” Fordi forpustende sætninger er for fede! Basta!) og den åndssvage historie (har nogen set Star Wars III? Hvor er det da meget mere rimeligt at tage ud i rummet og fange et gigantisk grønt lysende kattedyr!). Lektørudtalelsen var også god og understregede artigt bogens appel til læsedroppende drenge, hvilket straks betød, at rigtig mange biblioteker købte bogen. Men først og fremmest kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så sjovt med at skrive skønlitteratur. At folk så også kan lide og køber skidtet, det er jo bare glasur på lagkagen. Og jeg kan godt lide lagkage, og jeg kan godt lidt glasur på min lagkage, så selvsfølgelig kan jeg blive nødt til at fråse videre"

Og det gjorde jeg bare forbandet ikke, pludselig skete både blog og Hvedekorn, men det er jo ikke for sent, det er ikke for sent for nogen skrift! - senere i artiklen klager jeg mig jeg trekvartbittert, men fuck bitterhed, skriv de fortsætteler nu og alle de de andre børnebøger, du lige nu kryslaklart husker, at du har LYST til at skrive, Lars:

-->Dansklærerforeningen nægter stadig at bestille en fortsættelse til Mars er for tabere og en fortsættelse til fortsættelsen, titlerne er ellers parat: Månen er for syg og Solen er for spøgelser.
 

Bonushistorie om den hemmelige astronautagent Billy Bob Malone

(hovedpersonen i min UDSOLGTE billedroman Mars er for tabere; skrevet til Børnenes Ænsyklopædi, men valgt fra af redaktionen (sikkert fordi teksten var en slet skjult reklame for min dengang ikke udsolgte bog, det foreslåede opslagsord var ASTRONAUT):

Da Billy Bob Malone var 14 år, havde han allerede i 2 år været hemmelig astronaut-agent. Hemmelige astronaut-agenter er ikke sådan nogen, der tager op på månen eller Mars og planter et flag og bliver filmet til fjernsynet. Hemmelige astronaut-agenter går i aktion, hvis der ude i verdensrummet foregår ting og sager, som simpelthen er for mærkelige at forstå for os almindelige mennesker. 

  En morgen vågnede Billy Bob op med en frygtelig hovedpine. Som altid var det første, han gjorde, at kigge ud af vinduet for at se, om der skete noget mærkeligt oppe på himlen. Men himlen var der slet ikke! Der var ingen sol eller skyer på ingen grå eller blå himmel! Der var ingenting! Ingenting på ingenting!

  Hvis dette ikke er en opgave for en hemmelig astronaut-agent, sagde Billy Bob til sig selv, så hedder jeg ikke Billy Bob, og det gjorde han jo. Men først ville han gøre noget ved sin hovedpine. Den blev værre og værre for hvert minut, det var, som om noget stak hårdt imod hans hoved derinde. Han gik ind i sit lille hjemme-rumskib og fløj direkte fra sit vindue oppe på 411. etage og over til den hemmelige astronaut--klinik, der hang og svævede i luften lige overfor. Han fortsatte ind gennem døren, sprang ud, pegede på sit hoved og råbte: Der er noget galt! Hvad?

  Den hemmelige astronaut-læge lyste ind i Billy Bobs øre med sit laser-hovedundersøgelses-apparat og sagde så ingenting, han bare stirrede og måbede. Hvad, råbte Billy Bob desperat, hvad, hvad, hvad!? Langsomt og stille, som om han ikke selv troede på det, sagde den hemmelige astronaut-læge, at himlen, ja hele verdensrummet var inde i Billy Bobs hoved. Hele molevitten, solen og månen, planeterne og stjernerne, den lange, lange mælkevej, alt var derinde.

  Billy Bob blev slet ikke forskrækket, han blev glad, fordi han nu kunne slå to fluer med ét smæk: Den forsvundne himmel plus hovedpinen (og det var selvfølgelig stjernerne, der sad og stak derinde). Nu skulle han bare finde ud af, hvordan verdensrummet var kommet ind i hans hoved, og hvordan han fik det ud igen.

  Han kom i tanke om, at han om natten altid drømte om verdensrummet, og at det fuldstændig var som at være der i virkeligheden. Måske havde han drømt så godt og grundigt om verdensrummet, at det var kommet til at sidde fast inde i hans hoved. Hvis han skulle gøre noget ved problemet, blev han altså nødt til at falde i søvn med det samme.

  Heldigvis var Billy Bob en ordentlig syvsover, så da han havde lukket døren til rumskibet og sat sig til rette på forsædet, var han væk på et øjeblik. Og tilbage i verdensrummet inde i sit hoved. Stjernerne blinkede venligt til ham, og langt borte kunne han se jordkloden som et lille, grønt æble. Men hvad skulle han nu gøre? Jo, han skulle da bare falde i søvn inde i drømmen og drømme om at sidde i rumskibet inde i den hemmelige astronaut-klinik.

  Heldigvis var Billy Bob en ordentlig syvsover, så da han havde sat sig til rette på forsædet, var han væk på et øjeblik. Og tilbage på den hemmelige astronaut-klinik. Det svære var nu, at han skulle vågne to steder på én gang: I verdensrummet fra drømmen om den hemmelige astronaut-klinik, og i den hemmelige astronaut-klinik fra drømmen om verdensrummet. Hvordan gør man det, når man selv ligger og drømmer og oven i købet drømmer dobbelt? Jo, han skulle i drømmen om den hemmelige astronaut-klinik drømme om verdensrummet og, for en sikkerheds skyld, i den nye drøm om verdensrummet drømme en ny drøm om den hemmelige astronaut-klinik. 1,2,3, snork, og 1,2, 3, snork igen.

   Fire drømme oven i hinanden var mere end nok: Zap, zap, zap, zap, sagde det, og Billy Bob vågnede op i verdensrummet og i den hemmelige astronaut-klinik og i verdensrummet igen og i den hemmelige astronaut-klinik igen, hvilket jo var virkeligheden, hvor, kunne han se ud af vinduet, solen strålede fra en skyfri himmel, som sad akkurat, hvor den skulle.

  Sig det ikke til nogen, for det er hemmeligt, men endnu en gang var den hemmelige astronaut-agent Billy Bob Malone dagens helt.

Jeg er for en gangs skyld udsolgt!

Sikke dog en trist og træls måde at fortælle mig en god nyhed på: En bog, jeg har skrevet, er - efter 7 år, men uden at have været på udsalg - udsolgt! Må jeg for fanden og Dansklærerforeningen da have lov til at være glade for det!?

Kære Lars Bukdahl

Jeg skriver til dig for at fortælle dig at Dansklærerforeningens Forlag ikke agter at genoptrykke din billedroman Mars er for tabere, der udkom i 2004. Bogen er p.t. udsolgt.

Såfremt forlaget på et tidspunkt beslutter sig for at lave i-bøger (til brug i undervisningen) eller e-bøger (til det private marked) ud af serien, vil jeg henvende mig til dig igen [men aldrig, aldrig for at genoptrykke bogen, selvom horder af børn vandrer i fakkeltog til Rathsacksvej].

Med venlig hilsen

Xxxxx Xxxxxxx

Dansklærerforeningens Forlag