Forældet patronisering af Vagn og Birgitte

Min anmeldelse til WA af Vagn E. Olssons og Birgitte Krogbølls 2014-bøger kom aldrig i avisen, og pga. vel dårlig karma ved at anmelde favorit-skriblere lunkent har jeg ikke blog-publiceret indtil nu, men jeg vil for fanden heller ikke fortie disse alt andet lige og i forhold til alskens omgivende shit dybt læseværdige værker, so here:

-->

YIN YANG-RAMASJANG Birgitte Krogsbøll er lige så bandsat overstadig over jordelivet, som Vagn E. Olsson er nederdrægtigt forbandet på samme

Jernlunger og morgenfruer

Birgitte Krogsbøll: Perfekt uorden. 68 sider, 150 kr. Kronstork

Vagn E. Olsson: Mondo culo. 100 sider, 150 kr. Escho

Af Lars Bukdahl

Også titlerne på Birgitte Krogsbølls og Vagn E. Olssons nye bøger insisterer lige den grad for meget på hver deres humør, for ikke at sige livssyn, så lad os nøjes med at sige poetiske livssyn:

  Perfekt uorden overfor Mondo Culo (latin for røv-et verden sådan cirka).

  Krogsbølls bog er lidt for perfekt i sin uorden og Olssons bog er lidt for røvsyg i betydningen syg med at sige røv til og om verden. 

  Begge digtere fylder tres i år og begge kom sent på banen som poeter.: Olsson debuterede i 1990 med Poemer, der først fik en efterfølger i 2012 med Mysterier 1, en krasbørstig skrivebordsskuffe-eksplosion, som åbenbart har givet ham blod på tanden. Krogsbøll debuterede i 2002 med Wöldums pulsar syndrom, som hun har fulgt op med tre digtbøger, senest den forfærdeligt fine, Kunstfond-præmierede listesamling dyr med næb ordnet efter antal vinger: fra sidste år

   Lister er også et tekstspor i Perfekt uorden, men de lister er ikke som listerne i dyr med næb strenge og excentriske (”dyr med værdifulde stoffer i navnet, ordnet efter kilopris”), de er stik modsat rare og tilforladelige. Her er til eksempel begyndelsen på bogens første tekst:

  ”elsker ting, der er mange af, ophobninger bunker stakke stabler, hø for eksempel, eller kort, eller jord, eller bier; ikke hvis jeg skal holde på dem, naturligvis, ikke bier i hvert fald, men at se på, mange blomsterhoveder på én gang, for eksempel, latyrus som min mor laver hver sommer, eller morgenfruer eller når vi var i skoven da jeg var lille, og der var bukkar alle vegne, duftende og mange, ufatteligt mange”

   Det er velskrevet hvirvlende så absolut, og Krogsbølls ordglæde undgår ikke at smitte, men jeg føler mig tvunget ud i et bredere og fadere smil, end jeg bryder mig om. To andre spor er glade naturdigte og glade skysammenligninger, som er en overordentlig ordentlig måde at producere barokke billeder på.

  I sin bogs lange, løsagtigt skrumlede tekster (flere af dem med fodnoter) vrænger Olsson af alt og alle, herunder ham selv og poesien; han ynder slemme ordspil og endnu værre rim. Blandt yndlingsofrene optræder, gerne med navns nævnelse, litterære feminister og antiracister.

  Hovedvåbnet er i trættende monoman grad lokumspoesi; infantilisme og avantgardisme mødes og underlivsmæssigt plattenslageri opstår. Jeg bliver træt i øjnene, fordi jeg rigtig godt kan lide Olssons raseri og – nøjagtigt som hos Krogbøll - sprogglæde. Som heftigst opkørt er vi i nærheden af rapperne i Malk de Koijn; et lille klip:

  ”Jeg er en hørevejschiller/ Vi spiser snot med biller/ Jernlunge, møgunge/ Fedtmule – i en hule. Jeg er en kørelift/ Jeg er en højredrejet skarv,/ (commercial)/ Den har sur stråle som bliver behandler med Blå Biotex ®// Nu vil jeg muffe når jeg ser/ en gammel grinde gå til ro/ 1000 millioner kroner// de bor her i byen/ under paraplyen”.

  Til sidst i bogen nærmer Olsson sig, rygvendt i anden potens, en urolig poesi, der har mindre kvalme over sig selv - måske står den allerklarest frem i den distinkte poly-håndskrift i serien af håndskrevne stykker, sådan må der også kunne skrives på et tastatur.

   Morale: Julemænd og bussemænd er sådan cirkus lige smalsporede digtertyper.  

Konceptualisten HV Holst

Statens Kunstfonds nye legatudvalg for litteratur, Anne Lise Marstrand-Jørgensen (voksenbogsforfatter), Peter Adolphsen (voksensbogsforfatter), Hans Hauge (universitetslitterat), Camilla Hübbe (børnebogsforfatter) og Sara Koch (oversætter), har uddelt deres første uddeling: 5 efterårsbøger har de givet pengepræmier: Hanne-Vibeke Holsts Knud, den store, Birgitte Krogsbølls Dyr med næb ordnet efter antal vinger:, Ida Jessens Postkort til Annie, Lars Frosts Kongskilde NS 5100 og Ellen Wulfs oversættelse af 1001 nat. Vi er i vores højtlæsningsprojekt kun kommet til forordet til 1001 nat, men det lover godt, selvfølgelig! Ellers er jeg meget glad for præmien til Birgitte Krogsbøll, - hvis mikroskopisk smalle bog, jeg forestiller mig, Peter Adolphsen har i det mindste opdaget - med denne gode begrundelse:

Ikke kun videnskaben har sine klassifikationssystemer, der ordner virkeligheden, så man kan tale om den, også sproget har sine, ja, hele vores måde at tænke på forudsætter at vi konstant klassificerer alting. Med Birgitte Krogsbølls fine, lille bog "dyr med næb ordnet efter antal vinger:" (kolonet er en del af titlen) har poesien i listeformat nu givet os sine egne klassifikationssystemer; systemer, der bringer uorden i virkeligheden, så vi måske netop kan tie om den. Og bare læse. Og fnise – for overalt er bogen gennemsyret af en diskret og elegant humor. Og inderst inde finder vi et endnu mere diskret jeg; digteren, denne Birgitte Krogsbøll, som titter frem i en tekst som denne:

 liste over ting, man med lidt varsomhed kan gøre samtidig:

a)     drikke te

b)     belure kat

c)     poppe majs

d)     nynne sange

dyr med næb ordnet efter antal vinger: er en smuk, besynderlig, sjov, klog og dybt poetisk bog, men samtidig får den sagt noget om selve indretningen af menneskers måde at tænke på. Det fortjener en præmiering.

Jeg er helt okay med Ida Jessen, og jeg kan aldrig være imod en præmie til Lars Frost, selv ikke for hans svageste bog, thi i sammenligning med hvad som helst er den jo bomstærk. Men hvad sker der for præmien til Hanne-Vibeke Holst eklatant klodsede roman; det er den, der afslører uddelingen som en studehandel: Hvordan er Adolphsen rent fysisk nået frelst igennem denne oppumpede omgang kokset normalprosa (Marstrand-Jørgensen har måttet optræne sig selv til at skrive forholdsvis rugbrødsagtigt i sine laaaange romaner, og det kan vel ikke undgå at påvirke blik-kræsenheden)? Første del af begrundelsen lyder umiskendeligt Haugesk, fordi den post-kvalitativt kun taler om romanen som autofiktivt og litteraturteoretisk interessant.

Hanne-Vibeke Holsts roman med den tvetydige titel "Knud, den store" er en enestående tekst. Det forbliver ubestemmeligt om Knud Holst opførte sig som en stor mand, eller om han måske alligevel var det? Datteren dømmer ikke. Hun er forbavsende neutral. Dernæst kalder hun teksten en roman og ikke en biografi. Romanformen giver hende også større frihed til at leve sig ind i farens liv. Der findes andre romaner, hvor forfattere skriver om andre forfattere, men her er det helt specielle, at en forfatter skriver om sin far, der var forfatter, og hvis mor også var forfatter. Romanen er både biografisk og selvbiografisk; Hanne-Vibeke Holst er med i den, men holder sig tilbage, så hun ikke skygger for Knud Holst. Hun skriver på en måde den (selv)biografi, som faren drømte om at skrive. Hun fuldender hans værk. Er det en tragisk historie, hun fortæller? Om en miskendt forfatter? Om et liv der ikke lykkedes? Både og. Den er i al fald også en rehabilitering af en efterhånden overset forfatter. 

Romanen er både biografisk og selvbiografisk; Hanne-Vibeke Holst er med i den, men holder sig tilbage, så hun ikke skygger for Knud Holst. Hun skriver på en måde den (selv)biografi, som faren drømte om at skrive. Hun fuldender hans værk. Romanen er enestående, fordi den er en klassisk, folkelig, realistisk roman, der handler om en modernist, der ikke skrev realistiske romaner. To litteratursyn mødes. 

Den konceptuelle listesamling præmieres for sin realisme, den realistiske roman for sin konceptualisme. Spøjst!

Titelkamp og -krampe

Bedste annoncerede efterårstitler (ud over Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme, som jeg har rost - nu gør jeg det igen):

Jacob Ludvigsen: Hobbit i habit 

Bjørn Rasmussen: Pynt

Lone Aburas: Politisk roman
(jeg terrorforventer på den bog, den har at være SÅ god og endnu mere sjov)

Birgitte Krogsbøll: dyr med næb ordnet efter antal vinger

Og den værste:

Sissel-Jo Gazan: Svalens graf

- og hey, se Aburas-forsiden! Den er næsten lige så god som titlen:

 

Liste som gave

fra listemestermageren Birgitte Krogsbøll:

dejlige ting med Bue i, ordnet efter
poesien, de bringer, faldende orden:

1) bet
2) regn
3) violin

Jeg stjæler Peiter Peitersens blogpost om Birgitte Krogsbøll + 1 om skovsnegle

Bue P. Peitersens hyper-hypre blog peiter peitersen er stadig en myreflittig yndlingsblog, og hvis WA Bøger ikke snart trykker min håbløst gamle anmeldelse af bloggen og Peitersens neo-nyssselige, selvtrykte hæfter, trykker jeg den på Blogdahl, anmeldelsen, det er en trussel!

To Birgitte Krogsbøll-lister

Birgitte Krogsbølls minilister er godt nok fine, når de sorterer deres små insekter og alt muligt andet ud fra diverse principper. Se her: 

dyr der stikker, ordnet efter grad af rundhed + ordbredde, stigende orden:

1) myg
2) hveps
3) fjæsing
4) pindsvin
5) søpindsvin

Dette miniaturesyn plus en håndfuld andre sniger sig pt. rundt på Birgitte Krogsbølls Facebookvæg, og hvis linket ikke virker, så kommer der lige et til her: 

ting der er kolde, ordnet efter grad af sødme, faldende orden: 

1) ispind
2) september
3) bankvæsner 

Labaner

Jeg har altid syntes
godt om 
skovsneglene: 
De er nogle o.k. labaner
der bare er der.