Hudløst fuldskæg
Min ven Jens bliver mærkeligt nok 50 denne 8.
august: Hans vældige fuldskæg er ikke helt så gammelt, men har, vil jeg påstå, altid
være på spring. Gennem hele Jens’ mytologiske Risskov-opvækst hvilede skæggets
fantomskygge over kinder, hage og hals. Fra jeg mødte ham første skoledag august
1984 på Aarhus Katedralskole, indtil skægget – hvornår`- vel engang i 90’erne
første gang begyndte at mørkne frem og oppe i 00’erne avancerede til at
blomstre vildt og monstrøst.
. Jens’ skæg er et Blendstrup-værk i egen ret, et stadigt
rekordforsøg – ingen anden dansk forfatter er nået tilnærmelsesvidt så langt,
ikke engang Frank Jæger i hans sene kriseår, ikke engang Sten Kaalø som
frimenighedspræst– et brand og en
brand, udtalt på henholdsvis dansk og engelsk, et mobilt skjulested og en stor
fed metafor på liv og værk.
. Jens’ tekster er som hans skæg. De er en fuldkommen
original uredelighed voksende direkte fra og i samme bevægelse skjulende en
håbløst renfærdig nøgenhed. Og pointen er jo så, at nøgenheden optimeres af
skægheden. I form af et kæmpeskægs totalt sammenfiltrede rotorblade får nøgenheden
mirakuløst vinger og bliver ikke bare skønnere og sjovere, men også sandere.
. Jens’ skæg er desuden en fælde. Læsere og tilskuere lokkes
til af den tilsyneladende godmodige julemandsstil og låses umærkeligt inde i det
ubændigt fabulerende krat; 100 år er ikke nok til at komme fri af en
Blendstrup-tekst, der er vokset helt ind under huden.
Mit yndlingseksempel
er og bliver fortællingen ”Fodboldfesten”, fast indslag i vores fællesshow
Litterær Hypnose og derfor klart den tekst, jeg har hørt læst op flest gange i
mit liv.
Fortællingen tager udgangspunkt i en autentisk
fodboldkamp mellem Irland og DK, hvor lyset gik nede på banen. Jens lader tiden
gå i stå i alle de små stuer, og derfra vokser fortællingen frit og rasende –
refræn: ”Der hentes flere øl” – indtil lyset vender tilbage til Dublin Stadion,
og fortællingen går ultimativt amok. Og publikum til deres fnisende gru
opdager, at de lige har slugt et stort, frygteligt skæg. Det er præcis, tænker
jeg, som at overvære en fast motion-optagelse
af Jens’ skæg i årelang vækst. Skæg er endda et meta-motiv nede i teksten, hør
bare:
”Der hentes flere
øl. Mændenes skæg vokser vildt gennem husenes sprækker og kroge. Små fugle har
bygget rede, Indimellem må fuglene flygte, når mændene løber frem og tilbage og
tager skægget med sig.”
Jens har kun skrevet
én komplet skægløs bog, og det er selvfølgelig Gud taler ud, den nyklassiske og gudhjælpemig filmatiserede roman
om hans utrolige far, Uffe Blendstrup, Uff mellem sønner, hvor reglen var nødt
til at være, at der ikke måtte findes på, ikke vokses skæg. Der er det, der gør
den bog så særligt intens, med et barberblad pløjer den sig gennem alt det
skæg, der ikke er der. Og ligesom Jens godt og grundigt har forløst sin fars
digterdrømme, er han også gået til de fulde yderligheder med Uffs ustadige,
beskedne skægtilnærmelser.
Efterfølgeren til Gud, soldaterromanen Bombaygryde, er allerede voldsomt
skægoverløbet. Jens meldte sig ikke til kamptropperne på Bornholm, fordi han
tabte i Matador til sin far. I know!
Jeg var til stede! Men nu om stunder tror Jens selv på, at det var sådan det
gik for sig. På den måde vokser skægget ind over grænsen mellem fiktion og
virkelighed., fra begge sider vel at mærke.
. Jens er nemlig selv
som sit skæg, han smykker alting mere skægt og skægget. Mellem 20 til 80 % af
ethvert interview er det rene opspind og/eller groft fortegnet og overdrevet.
Jeg holder hver gang regnskab, til Jens’ store irritation, bare for selv at
have et vist realitetsstyr. Dette citat fra et Politiken-interviewe vurderer
jeg til en høj grad af sanddruhed:
. ” Når jeg
har skæg, er det, som om jeg har min egen lille Thylejr indeni.
Jeg føler mig fri. Jeg prøver heller ikke at spille venlig eller høflig. Det er
rart at se lidt skræmmende ud. Måske fordi jeg altid har syntes, at det var
svært at være ung. Når jeg har skæg, er jeg mig selv. Og som regel også mere
vanvittig. Og jo større det bliver, jo vildere bliver jeg.”
. Jeg misunder Jens’ skæg, både reelt og metaforisk, det er
forfærdeligt sølle, hvad jeg selv formår, både reelt og metaforisk. Men sikke
en glæde og et privilegium at forblive venner med et ægte skægmonster og kunne
tale skægløst med ham, når det brænder på. Det dramadokumentariske dukketeater,
der altid afslutter vores litterære hypnose, afsluttes altid med udskrålingen
af et bestemt Tom Waits-refræn, som måske faktisk er nøglen til skæggets
hemmelighed. Skægget er ansigtet for fuldt blæs drømt fantastiskere, og du er
uskyldig, når du drømmer:
”You're innocent when you
dream/ When you dream/ You're innocent when you dream/
When you dream”
When you dream”
(Foto: Mariana Gil)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar