SCOOP 2: SKÆGGETS EGEN TALE

ved fødselsdagsreceptionen for dets herre Jens Blendstrup, eller rettere: Skægget egen dialog med selvfølgelig en navngivet FISTELSTEMME:

Hvem har vi der? Jamen er det ikke Jens Blendstrup himself.

Det er det.

Jamen, hvad laver du her

Jeg har fødselsdag.

Gud, det vidste vi ikke. Du ser frisk ud

Tusind tak!

Har du været til kiropraktor?

Nej jeg befinder mig bare i et varmt meditativt leje. Men hvem er du?

Jeg er forlagets ånde, Bitten Børgesen.

Dig har jeg aldrig mødt

Det er, fordi jeg arbejder mellem linjerne. Det er mig der retter dine kommafejl og ind imellem skriver dine historier, så de hænger sammen.

Er det sandt?

Nej, hvad tror du. Der er ingen kvinder, der taler sådan i den her verden. Det er et udslag af din syge fantasi. Hvis jeg havde existeret, havde jeg desuden anklaget dig for overgreb på min stemme, og så var det blevet me too, Jens Blendstrup, me too. Men det slipper du for, fordi du er så forpulet afvæbnende og jysk på en utrolig mosefundsagtig rar måde hele tiden. Det er ulideligt.  

Jeg ved det. Undskyld, Bitten!

Hold kæft!

Til sagen. Kære venner, så blev jeg også 50. Det er en stor dag. Der er mange gaver. Jeg har fået 2 flasker vin af min bank. Det fik Malene ikke, da hun blev 50. Hun fik et brev om rentestigning. Og nu står vi her på jordens hyggeligste forlag. Mit forlag har lagt hus til, jeg er så glad. Og se, hvor mange der er kommet.

Det er sgu da, fordi der er for meget ozon i atmosfæren og 35 grader udenfor. Vi er nødt til at være inde.

Jaaah, jeg tror nu også i kommer, fordi i ville fejre mig.

Kunne du i det mindste ikke have ladet dig barbere, du ligner Jens Vejmand med giftige alger i hovedet.

Tusind tak. Jeg har også opholdt mig meget i Korsør nord.

 Hvordan er det at blive 50?

Utroligt afslappende. Jeg har sovet sindssygt godt. Jeg blev vækket i morges under min seng i 35 graders varme. Tillykke, elskede far. Nu skal du ned i køkkenet og have varm kakao

Ja, det er godt nok også varmt for tiden.

Tal ikke om det. Jeg har siddet hele sommerferien i min kummefryser og skrevet 4 linjer på min novellesamling, resten af tiden har jeg følt mig som en avanceret krabbesalat i solen. I forgårs måtte jeg slukke min nabo Ole ,der var selvantændt af et litteraturprogram med en standupper i fjernsynet.

Sådan er vi mange der har det. Det er klimakrisen, Jens Blendstrup. Der har været over 77 brande i Nordsverige. 4000 poeter er smeltet på pilgrimsruten Caminoen, da den frygtelige Jan Sonnergaard-vind drev ind fra Sahara. Vi lider, Jens!

Jeg husker også somre der var varme da jeg var barn. Sommeren 77 var det ikke bare varmt. Der klækkedes mariehøns i millionvis. Og ens forældre fik slæbende stemmer

Var det ikke bare, fordi din far var fuld?

Muligvis. Men nu står vi så her. Ældre end alle fædre. Visere, rundere, federe. Skål!

Ja og nu skal vi fejre dig. Træd frem, Jens Blendstrup. Nu får du din gave fra os

Hvad er det ..?

Det er din egen personlige makuleringsmaskine til dine usælgelige bøger, så kan du altid gå i gang inden du har afleveret bogen, hvorved vi slipper for at sætte den på udsalg. Eller hugge dem op på en strand i Indien, som vi lige har gjort med Slagterkoner og bagerenker. Trykker du på knappen bagpå samler bogen sig igen i form af en Gøl Pøl spegepølse med sønderjysk smag med godt med trikiner og konsonanter.

Tusind tak, det er kærlighed, der vil noget!!

Kom i vores arme, Jens!

Så gerne. Hardy, min egen yndlingsredakør! Venner! ØK! Familie! Bitten, jeg kommer!

(Nej, hold dig væk, væmmelige svedige mandsperson)

 
-->

- skægselfie

Den Tårevædede Skægtale

- i WA Bøger i dag står som kommentar Den Vindtørre Skægtale, der er identisk med denne Den Tårevædede Skægtale bortset lige fra slutafsnittet, fra og med skæg-interview-citatet. Ved fødselsdagsreceptionen i forgårs læste jeg begge slutninger op:

Hudløst fuldskæg

Min ven Jens bliver mærkeligt nok 50 denne 8. august: Hans vældige fuldskæg er ikke helt så gammelt, men har, vil jeg påstå, altid være på spring. Gennem hele Jens’ mytologiske Risskov-opvækst hvilede skæggets fantomskygge over kinder, hage og hals. Fra jeg mødte ham første skoledag august 1984 på Aarhus Katedralskole, indtil skægget – hvornår`- vel engang i 90’erne første gang begyndte at mørkne frem og oppe i 00’erne avancerede til at blomstre vildt og monstrøst.

. Jens’ skæg er et Blendstrup-værk i egen ret, et stadigt rekordforsøg – ingen anden dansk forfatter er nået tilnærmelsesvidt så langt, ikke engang Frank Jæger i hans sene kriseår, ikke engang Sten Kaalø som frimenighedspræst– et brand og en brand, udtalt på henholdsvis dansk og engelsk, et mobilt skjulested og en stor fed metafor på liv og værk.

. Jens’ tekster er som hans skæg. De er en fuldkommen original uredelighed voksende direkte fra og i samme bevægelse skjulende en håbløst renfærdig nøgenhed. Og pointen er jo så, at nøgenheden optimeres af skægheden. I form af et kæmpeskægs totalt sammenfiltrede rotorblade får nøgenheden mirakuløst vinger og bliver ikke bare skønnere og sjovere, men også sandere.

. Jens’ skæg er desuden en fælde. Læsere og tilskuere lokkes til af den tilsyneladende godmodige julemandsstil og låses umærkeligt inde i det ubændigt fabulerende krat; 100 år er ikke nok til at komme fri af en Blendstrup-tekst, der er vokset helt ind under huden.

  Mit yndlingseksempel er og bliver fortællingen ”Fodboldfesten”, fast indslag i vores fællesshow Litterær Hypnose og derfor klart den tekst, jeg har hørt læst op flest gange i mit liv.

   Fortællingen tager udgangspunkt i en autentisk fodboldkamp mellem Irland og DK, hvor lyset gik nede på banen. Jens lader tiden gå i stå i alle de små stuer, og derfra vokser fortællingen frit og rasende – refræn: ”Der hentes flere øl” – indtil lyset vender tilbage til Dublin Stadion, og fortællingen går ultimativt amok. Og publikum til deres fnisende gru opdager, at de lige har slugt et stort, frygteligt skæg. Det er præcis, tænker jeg, som at overvære en fast motion-optagelse af Jens’ skæg i årelang vækst. Skæg er endda et meta-motiv nede i teksten, hør bare:  

  ”Der hentes flere øl. Mændenes skæg vokser vildt gennem husenes sprækker og kroge. Små fugle har bygget rede, Indimellem må fuglene flygte, når mændene løber frem og tilbage og tager skægget med sig.”

  Jens har kun skrevet én komplet skægløs bog, og det er selvfølgelig Gud taler ud, den nyklassiske og gudhjælpemig filmatiserede roman om hans utrolige far, Uffe Blendstrup, Uff mellem sønner, hvor reglen var nødt til at være, at der ikke måtte findes på, ikke vokses skæg. Der er det, der gør den bog så særligt intens, med et barberblad pløjer den sig gennem alt det skæg, der ikke er der. Og ligesom Jens godt og grundigt har forløst sin fars digterdrømme, er han også gået til de fulde yderligheder med Uffs ustadige, beskedne skægtilnærmelser.

  Efterfølgeren til Gud, soldaterromanen Bombaygryde, er allerede voldsomt skægoverløbet. Jens meldte sig ikke til kamptropperne på Bornholm, fordi han tabte i Matador til sin far. I know! Jeg var til stede! Men nu om stunder tror Jens selv på, at det var sådan det gik for sig. På den måde vokser skægget ind over grænsen mellem fiktion og virkelighed., fra begge sider vel at mærke.

.  Jens er nemlig selv som sit skæg, han smykker alting mere skægt og skægget. Mellem 20 til 80 % af ethvert interview er det rene opspind og/eller groft fortegnet og overdrevet. Jeg holder hver gang regnskab, til Jens’ store irritation, bare for selv at have et vist realitetsstyr. Dette citat fra et Politiken-interviewe vurderer jeg til en høj grad af sanddruhed:

. ” Når jeg har skæg, er det, som om jeg har min egen lille Thylejr indeni. Jeg føler mig fri. Jeg prøver heller ikke at spille venlig eller høflig. Det er rart at se lidt skræmmende ud. Måske fordi jeg altid har syntes, at det var svært at være ung. Når jeg har skæg, er jeg mig selv. Og som regel også mere vanvittig. Og jo større det bliver, jo vildere bliver jeg.”

. Jeg misunder Jens’ skæg, både reelt og metaforisk, det er forfærdeligt sølle, hvad jeg selv formår, både reelt og metaforisk. Men sikke en glæde og et privilegium at forblive venner med et ægte skægmonster og kunne tale skægløst med ham, når det brænder på. Det dramadokumentariske dukketeater, der altid afslutter vores litterære hypnose, afsluttes altid med udskrålingen af et bestemt Tom Waits-refræn, som måske faktisk er nøglen til skæggets hemmelighed. Skægget er ansigtet for fuldt blæs drømt fantastiskere, og du er uskyldig, når du drømmer:

  ”You're innocent when you dream/ When you dream/ You're innocent when you dream/
When you dream”

 

(Foto: Mariana Gil)

Scoop: Redaktørtalen - til Ventegodt Godhavns lille øgle

- Forlagsredaktør og -direktør Jakob Malling Lamberts tale ved fødselsdagsreceptionen i går på forlaget:

Tale ved Jens Blendstrups 50 års fødselsdag.

Jeg mødte tilfældigt Jens Blendstrup for 12 år siden. Han var ved at køre mig ned på sin cykel da jeg fuldstændig sagesløs var på vej ud ad Ørstedsparken. På det tidspunkt havde Jens’ redaktør gennem godt 13 år besluttet sig for at forlade Samlerens Forlag.  Så jeg tænkte jeg ville gribe chancen og invitere på en kop kaffe med den skumle hensigt at byde mig til som den nye redaktør. Joh, sagde Jens over kaffen, vi kunne da forsøge. Og han havde -nu vi talte om det - faktisk en novellesamling på tegnebrættet. Et par dage senere modtog jeg en email med en håndfuld tekster:

”Hej Jakob,

jeg er fanget af en frygtelig smertefuld modus. Jeg bliver ved og ved med at skrive disse tekster. Det er en frygtelig, frygtelig lidelse. Nedgroede ord! Vankelmodige malteserdrops, men hvad kan jeg dog gøre?

Deres, Tuttemand Ibsen”

Hvis man kan se et menneske for sig som et levende spørgsmålstegn, så var det hvad jeg lignede nu. Men jeg kastede mig ud i det og læste teksterne og noterede mig omgående forfatterens særlige kommatering som et sted hvor jeg kunne sætte ind med synlig effekt. Her havde jeg en tydelig mission og berettigelse. Han skulle ikke skuffes. Men knap havde jeg læst teksterne færdig og formet en plan for en gennemgribende omkommatering før nye noveller landede i indbakken, som salver fra et stalinorgel.

”Hej du,

jeg synes vi mangler en hårdt tilskåret sag med rytme og bløde og blødende kanter. Hvis nu den i går ikke duede, så gør den her helt sikkert. Den er da rørende og poetisk, er den ikk?! Ja, jeg ved godt det er nærmest umenneskeligt med alle disse pytter jeg sender dig, men den her tager jo ikke mere end 5 minutter før du skal sove, og så slipper du og din kone MED GARANTI for at skulle se udsendelser om Ausschwitz og Entlösung og 11. september – for denne gang.

Venligst , Cykelhandler Mørke”

Jeg padlede for fuld kraft og det bedste jeg havde lært op mod den rivende strøm af emails og tekster. En brevveksling der mere og mere mindede om en tenniskamp med Jens i angreb ved nettet:

”Hej Hardy,

er du snart tilbage fra samba i Korinth?! Skal vi snart mødes? Er verden gul eller er den blå? Hvem var damen med de mystiske blomster? Har Jorden en farvekode? Er digtere kolosser på versefødder? Har biblen en studs?

Deres, Thumlinge-Lazarus (født Lundme).”

Parti, sæt og match: Jens Blendstrup. Og mens I for jer ser mig besejret, skakmat, foran computeren, bedes I bemærke tiltalen af redaktøren som tog form under vores mailudveksling. Spørg mig ikke hvordan det gik for sig, men på et tidspunkt er mit fornavn i Blendstrups semantiske smeltedigel blevet forvandlet til Hardy. Siden har jeg stort set ikke heddet andet. Med en enkelt undtagelse, dog, i en mail da vi nærmede os afslutningen på vores udmattende første samarbejde:

”Kære Isenkræmmer Habasut Henriksen, åååååååååååååååååååååååårr. Hold kæft hvor jeg er træt! Søvnens æter der ikke siver. Men ­ som sjovt nok ­altid ­får det syge til at pible ud, ­ pipette pipette, ­ åårh næ nej, må jeg så be om Ninette? Og så skal jeg gudhjælpe mig til Asnæs i aften. Og læse op for russere. Jeg vil smile, vil jeg, ­ massemorderens smil.

Deres, Pegasus Knivsæg

Men mens jeg altid er den samme Hardy, er Jens – bemærker man - altid en anden. Jeg har sat mig for en gang ad åre at udgive en bog med portrætter over alle de personager som har sendt mails til mig fra Jens’ emailkonto. Her er blot et lille kig ind i min kostbare samling af Blendstrup-aliasser, alle de mennesker som gennem det seneste årti har skrevet til mig.

1.    Rodolphus Tempelløve

2.    Umtata Eriksen

3.    Krøsus Thomsen

4.    Osama bin Erik

5.    Swinitze Charles

6.    Ventegodt Godhavs Lille Øgle

7.    Opklaringseskadronens Konge a.k.a. Wingbritt Kaale

8.    Leifs Ven Prikke-Palle

9.    Vinkelmand Carstensen

10.Hultafors Redebom

11.Sixten Mannikin Pist

12.Tyttebær Fåreklæde

13.Tempelform Ole

14.Ingmar Glans

Man siger at kært barn har mange navne. Og hvis det er rigtigt, så må Jens Blendstrup have gjort sig til det kæreste af dem alle.

Og det var det første jeg lærte af vores første samarbejde: At Jens er det kæreste barn med de fleste navne. 

Det andet jeg lærte var at Blendstrup er en ordblender. Eller en drøm. Drømmen er spontant skabende, den bliver bare ved og ved med at skabe sine forunderlige billeder indtil man vågner. Ligesom en drøm er Jens et spontant skabende evighedshjul, som uophørligt skaber fiktioner, ned i det mindste ordspil, den mindste email og sms. Og jeg tilføjer: utroligt præcise fiktioner. Det ligner ikke noget. Men selvom det ikke ligner noget, er det alligevel så præcist. Nogle gange forestiller jeg mig Jens’ hjerne som et raflebæger fuldt af ord, der hele tiden rafler. Rafle-rafle-rafle. Og ud på raflemåtten kommer en yatzy: de mest originale og forunderlige ord og sætninger.

Kære fødselar! Du er den sjoveste og mest ord-originale forfatter jeg kender. En ordginal. Det er en sjælden ære og fornøjelse at være din redaktør og forlægger. Og det er en ære og fornøjelse at fejre din 50 års fødselsdag. Hvor du i parentes bemærket ved denne festlige lejlighed går i dit 25. år som udgivet forfatter. Det skal vi også huske at råbe et hurra for.

Jeg håber at jeg undervejs har kunnet bidrage med lidt. Om ikke andet med et komma hist og her. I en nytårs hilsen skrev Jens i al fald til mig:

Kære Hardy,

vær vel komma herrens år! PS JEG HAR DINE BUKSER!!  ... jeg har også dine kondisokker ...

Deres Tumling Kalibali-Kaj.

Det vil føre for vidt at komme ind på hvordan Jens kom i besiddelse af mine bukser og mine kondisokker. Men man bemærker en vis, næsten religiøs åbning for kommaets gåde -som jeg gerne vil have æren for.

Til lykke Jens, det kæreste fødselsdagsbarn med de fleste navne.

-->