Hvem har vi der? Jamen er det ikke Jens Blendstrup himself.
Det er det.
Jamen, hvad laver du her
Jeg har fødselsdag.
Gud, det vidste vi ikke. Du ser frisk ud
Tusind tak!
Har du været til kiropraktor?
Nej jeg befinder mig bare i et varmt meditativt leje. Men
hvem er du?
Jeg er forlagets ånde, Bitten Børgesen.
Dig har jeg aldrig mødt
Det er, fordi jeg arbejder mellem linjerne. Det er mig der
retter dine kommafejl og ind imellem skriver dine historier, så de hænger
sammen.
Er det sandt?
Nej, hvad tror du. Der er ingen kvinder, der taler sådan i den
her verden. Det er et udslag af din syge fantasi. Hvis jeg havde existeret,
havde jeg desuden anklaget dig for overgreb på min stemme, og så var det blevet
me too, Jens Blendstrup, me too. Men det slipper du for, fordi du er så forpulet
afvæbnende og jysk på en utrolig mosefundsagtig rar måde hele tiden. Det er
ulideligt.
Jeg ved det. Undskyld, Bitten!
Hold kæft!
Til sagen. Kære venner, så blev jeg også 50. Det er en stor
dag. Der er mange gaver. Jeg har fået 2 flasker vin af min bank. Det fik Malene
ikke, da hun blev 50. Hun fik et brev om rentestigning. Og nu står vi her på
jordens hyggeligste forlag. Mit forlag har lagt hus til, jeg er så glad. Og se,
hvor mange der er kommet.
Det er sgu da, fordi der er for meget ozon i atmosfæren og 35
grader udenfor. Vi er nødt til at være inde.
Jaaah, jeg tror nu også i kommer, fordi i ville fejre mig.
Kunne du i det
mindste ikke have ladet dig barbere, du ligner Jens Vejmand med giftige alger i hovedet.
Tusind tak. Jeg har også opholdt mig meget i Korsør nord.
Hvordan er det at
blive 50?
Utroligt afslappende. Jeg har sovet sindssygt godt. Jeg blev
vækket i morges under min seng i 35 graders varme. Tillykke, elskede far. Nu
skal du ned i køkkenet og have varm kakao
Ja, det er godt nok også varmt for tiden.
Tal ikke om det. Jeg har siddet hele sommerferien i min
kummefryser og skrevet 4 linjer på min novellesamling, resten af tiden har jeg følt
mig som en avanceret krabbesalat i solen. I forgårs måtte jeg slukke min nabo Ole ,der var selvantændt af et litteraturprogram med en standupper i
fjernsynet.
Sådan er vi mange der har det. Det er klimakrisen, Jens Blendstrup. Der har været over 77 brande i Nordsverige. 4000 poeter er smeltet
på pilgrimsruten Caminoen, da den frygtelige Jan Sonnergaard-vind drev ind
fra Sahara. Vi lider, Jens!
Jeg husker også somre der var varme da jeg var barn.
Sommeren 77 var det ikke bare varmt. Der klækkedes mariehøns i millionvis. Og
ens forældre fik slæbende stemmer
Var det ikke bare, fordi din far var fuld?
Muligvis. Men nu står vi så her. Ældre end alle fædre.
Visere, rundere, federe. Skål!
Ja og nu skal vi fejre dig. Træd frem, Jens Blendstrup. Nu
får du din gave fra os
Hvad er det ..?
Det er din egen personlige makuleringsmaskine til dine
usælgelige bøger, så kan du altid gå i gang inden du har afleveret bogen,
hvorved vi slipper for at sætte den på udsalg. Eller hugge dem op på en strand
i Indien, som vi lige har gjort med Slagterkoner og bagerenker. Trykker du på knappen bagpå samler bogen sig
igen i form af en Gøl Pøl spegepølse med sønderjysk smag med godt med trikiner
og konsonanter.
Tusind tak, det er kærlighed, der vil noget!!
Kom i vores arme, Jens!
Så gerne. Hardy, min egen yndlingsredakør! Venner! ØK! Familie! Bitten, jeg kommer!
(Nej, hold dig væk, væmmelige svedige mandsperson)
-->
- skægselfie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar