Ordstorspiller: Kramkisteglad
Selv når det regner i Paris, regner det ikke i Benny Andersens hjerte, der stædigt rimer på fødselsdagstærte.
Benny Andersen: Kram. 41 sider. 150 kr. Borgen.
Dobbeltbetydningen af titlen på Benny
Andersens nye, åleslanke digt- og kortprosa- og landsmødetalesamling
Kram er let nok at afkode, men derfor, som så mange af hans gode digte,
ikke mindre elegant og underfundig: Bennys digte er nemlig både kram,
forstået som slidstærke eksempler på, hvor meget liv en poetisk
forholden sig kan puste i nok så selvdødt et sprog - når håbløst
håbefulde indsendere af digte til Hvedekorn
skal anvises en vej til poesien, foreslår jeg tit og ofte Bennylæsning -
og kram, forstået som kærlige knus givet dels ovennævnte modersmål,
dels hans højt og flot elskede hustru, i omvendt kompositionel
rækkefølge.
Og i form af en for en gangs skyld salgbar
digtbog givet forlaget gennem 49 år, Borgen, der af tidernes økonomiske
ugunst har følt sig tvunget ud i en ret så radikal afpoetisering, der
bl.a. har betydet et farvel, efter 45 år, til ovennævnte Hvedekorn,
hvori to af bogens i alt 20 tekster første gang blev offentliggjort,
hvilket vil sige, at jeg, redaktøren, har læst dem virkelig mange gange
og kan bevidne, at de vitterlig er både kram og kram, her er det ene,
»Hyldest til [akkurat LB] holdbarheden«:
»Hun holder hus
og have og mig/ hun holder ikke høns men ord/ hun har helstøbte
håndfaste holdninger/ holder masken når det gælder/ men holder sig
sjældent i baggrunden// Havde vi haft en fane/ ville hun holde den højt/
hun er mit faste holdepunkt/ hun holder mig aldrig hen/ tværtimod// Hun
holder mig oppe/ holder mig i gang/ holder mig flydende/ så jeg aldrig
holder inde før/ vi holder tæt om hinanden.«
Det var på
kun 15 linjer mindst 16 turneringer af faste vendinger med det jo ikke i
sig selv spektakulære ord »holde«, som dermed omsider får lov til at
være en stjerne i sin egen ret. I et andet digt falder rampelyset på det
endnu mere upåagtede lilleord »til«: »Jeg er især til kvinder/ men
koncentrerer mig kun om hende/ som nu på mine gamle dage/ gør mig mere
og mere opsat på at være til/ bare til/ til/ og atter til.« Dér i
næstsidste linje står »til« helt alene og kan lysende bære det.
Benny
Andersen fylder utroligt nok 80 på lørdag, og ligesom det er tilfældet
med ugens anden fødselar, urimeligt nok 70-årige Svend Åge Madsen, har
den litterære institution døvet hans eksempels magt - tænk hvis
normalromaner blev dømt med Madsens interplanetariske alen!? - med
rørstrømske og intimiderende hyldesttaler til hans kære umiskendelighed.
Tænk hvis faktisk ordspillet var konstituerende for poesien i
almindelighed og dansk poesi - naturnødvendigt forstået som også
revyviser og raptekster så nemlig - i særdeleshed, for det er i hvert
fald the constitution for konstitutionen hos nulevende nationaldigter
Andersen:
»At blive gammel/ Hvad vil det egentlig sige?/
At blive gammeldags/ eller gammelnats?/ Gammelklog// eller gammeldum?/
Gammelmodig/ eller gammelfej?/ At have mange år på bagen/ men hvor
sidder da resten af årene -/ måske på hagen?«
Der er som
sagt to små afsnit (delt af et causerende mellemspil om »Kærlighed &
jura«) i den kolibri-lette bog, »Til og om E.E.«, digte til og om den
elskede, og »Af og om B.A«, digte og tekster til og om sproget og
digterens ualmindeligt gode humør (»Blød om boulevarderne« hedder et
digt fra Paris, hvor det regner og regner, bare ikke i digterens hjerte)
+ altså en tale til det radikale landsmøde denne september, som ret
hurtigt bliver et fortumlet prosadigt om fænomenet »samvittighed«.
Et
meget smukt og sigende prosastykke er »Stendragten«, der følger og
udfolder den unge Bennys undren over, at hans murerfar indtil flere
gange om dagen iklæder sig en »dragt sten«: en dragt fra Daells Varehus,
en dragt prygl, så man bliver gul og blå ...? En dag møder Benny
op på byggepladsen, »(...) jeg husker min forundring over, at han ikke
havde det kolossale, polygone skrud på, som jeg havde ventet.« En dragt
sten afslører sig prosaisk som en stilladshylde med 32, opstablede
mursten, der tungt hviler på skuldrene. Benny
valgte stendragtens realitet fra, den »passede dårligt til mig«, og
forundringen over ordet for samme til, blev moremester i stedet for
muremester, til ingens murren undtagen mørkemændene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar