Anmeldelsen som kram

Ordstorspiller: Kramkisteglad

6. november 2009 Weekendavisen  

Selv når det regner i Paris, regner det ikke i Benny Andersens hjerte, der stædigt rimer på fødselsdagstærte.

Benny Andersen: Kram. 41 sider. 150 kr. Borgen.

Dobbeltbetydningen af titlen på Benny Andersens nye, åleslanke digt- og kortprosa- og landsmødetalesamling Kram er let nok at afkode, men derfor, som så mange af hans gode digte, ikke mindre elegant og underfundig: Bennys digte er nemlig både kram, forstået som slidstærke eksempler på, hvor meget liv en poetisk forholden sig kan puste i nok så selvdødt et sprog - når håbløst håbefulde indsendere af digte til Hvedekorn skal anvises en vej til poesien, foreslår jeg tit og ofte Bennylæsning - og kram, forstået som kærlige knus givet dels ovennævnte modersmål, dels hans højt og flot elskede hustru, i omvendt kompositionel rækkefølge.

Og i form af en for en gangs skyld salgbar digtbog givet forlaget gennem 49 år, Borgen, der af tidernes økonomiske ugunst har følt sig tvunget ud i en ret så radikal afpoetisering, der bl.a. har betydet et farvel, efter 45 år, til ovennævnte Hvedekorn, hvori to af bogens i alt 20 tekster første gang blev offentliggjort, hvilket vil sige, at jeg, redaktøren, har læst dem virkelig mange gange og kan bevidne, at de vitterlig er både kram og kram, her er det ene, »Hyldest til [akkurat LB] holdbarheden«:

»Hun holder hus og have og mig/ hun holder ikke høns men ord/ hun har helstøbte håndfaste holdninger/ holder masken når det gælder/ men holder sig sjældent i baggrunden// Havde vi haft en fane/ ville hun holde den højt/ hun er mit faste holdepunkt/ hun holder mig aldrig hen/ tværtimod// Hun holder mig oppe/ holder mig i gang/ holder mig flydende/ så jeg aldrig holder inde før/ vi holder tæt om hinanden.«

Det var på kun 15 linjer mindst 16 turneringer af faste vendinger med det jo ikke i sig selv spektakulære ord »holde«, som dermed omsider får lov til at være en stjerne i sin egen ret. I et andet digt falder rampelyset på det endnu mere upåagtede lilleord »til«: »Jeg er især til kvinder/ men koncentrerer mig kun om hende/ som nu på mine gamle dage/ gør mig mere og mere opsat på at være til/ bare til/ til/ og atter til.« Dér i næstsidste linje står »til« helt alene og kan lysende bære det.

Benny Andersen fylder utroligt nok 80 på lørdag, og ligesom det er tilfældet med ugens anden fødselar, urimeligt nok 70-årige Svend Åge Madsen, har den litterære institution døvet hans eksempels magt - tænk hvis normalromaner blev dømt med Madsens interplanetariske alen!? - med rørstrømske og intimiderende hyldesttaler til hans kære umiskendelighed. Tænk hvis faktisk ordspillet var konstituerende for poesien i almindelighed og dansk poesi - naturnødvendigt forstået som også revyviser og raptekster så nemlig - i særdeleshed, for det er i hvert fald the constitution for konstitutionen hos nulevende nationaldigter Andersen:

»At blive gammel/ Hvad vil det egentlig sige?/ At blive gammeldags/ eller gammelnats?/ Gammelklog// eller gammeldum?/ Gammelmodig/ eller gammelfej?/ At have mange år på bagen/ men hvor sidder da resten af årene -/ måske på hagen?«

Der er som sagt to små afsnit (delt af et causerende mellemspil om »Kærlighed & jura«) i den kolibri-lette bog, »Til og om E.E.«, digte til og om den elskede, og »Af og om B.A«, digte og tekster til og om sproget og digterens ualmindeligt gode humør (»Blød om boulevarderne« hedder et digt fra Paris, hvor det regner og regner, bare ikke i digterens hjerte) + altså en tale til det radikale landsmøde denne september, som ret hurtigt bliver et fortumlet prosadigt om fænomenet »samvittighed«.

Et meget smukt og sigende prosastykke er »Stendragten«, der følger og udfolder den unge Bennys undren over, at hans murerfar indtil flere gange om dagen iklæder sig en »dragt sten«: en dragt fra Daells Varehus, en dragt prygl, så man bliver gul og blå ...? En dag møder Benny op på byggepladsen, »(...) jeg husker min forundring over, at han ikke havde det kolossale, polygone skrud på, som jeg havde ventet.« En dragt sten afslører sig prosaisk som en stilladshylde med 32, opstablede mursten, der tungt hviler på skuldrene. Benny valgte stendragtens realitet fra, den »passede dårligt til mig«, og forundringen over ordet for samme til, blev moremester i stedet for muremester, til ingens murren undtagen mørkemændene.