På vej til teatret Sort/Hvids godt skjulte nye lokaler i kødbyen stødte vi ind i digteren Ursula Andkjær Olsen og hendes cykel, der skulle samme sted hen, men var på nippet til at fare vild. Vi slog følge og talte om nô-readingen samme sted, som hun havde misset, og så kom jeg i tanke om, at UAO's bidrag til Forfatterskolens afgangsantologi 1999 for søren da (og yderst excentrisk) rent faktisk var et (urimet, men rimeligt struktur- og stavelses-strengt) nô-spil - om Leibniz's monade-lære - der begynder sådan her:
Nô-spil for en afdød udødelig
Biperson:
Dette skal blot være smukt
Det er underligt
men det skal blot være smukt
(underligt underligt)
Kor:
Dette er ej blot til lyst
Biperson:
På dette punkt helt præcis
har jeg rejst så vældigt rundt
omkring i buer
I det sprøde træ
hvis grene jeg hviler i
hersker udtalt fred
Kor:
Præcis dette punkt
det var ikke ret meget
har han nu berejst
Biperson:
Jeg sender et brev
med snefnug ud i verden
så kommer hun nok
når det bliver tø
Jeg har lagt mig i træet
som sneen i februar
ved S-togsstationen
men jeg er på vej
mod Friheden Station
og toget er lig ved
Monaden:
Hvad laver du mon?
Når du bare sidder der
og venter som sne på at
glide ad grenen
kan du forestille dig
hvad jeg er for en
og hvad jeg siger?
Det skramlet glimrende stykke, vi og Ursula så, hed Opvisning af lavt selvværd og var meget u-nô'sk 4 skuespilleres katalogagtige, delvist improviserede og interaktive fremlæggelse af deres mindreværdsfølelser i forhold til deres krop og identitet og hverdag og livsløb og c.v. - et højdepunkt var lidt nô'sk, fordi det var MASKERET: Efter skuespilleren Kitt Maiken Mortensen i sin minutiøse kropsgennemgang havde klædt sig helt af, tog hun et kæmpe stof-løvehoved ned over hovedet og kastede sig med åndssvag accent ud i en monolog om hendes pinlige fortid som maskot i blandt andet Bon-bon-land (som Åge Mågeklat?) - man må ikke FARE HEN mod børnene! - som var noget af det smertefuldt sjoveste, jeg nogensinde har oplevet på en teaterscene, syv-otte minutters komisk BRAVUR!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
De er bindegale med æstetik, de japanere. Jeg har altid elsket det, og skrevet utallige noveller og digte inspireret af, bl. a disse no - spil og en amerikansk forfatter, Lafcadio Hean, der boede i the weird country for hundred år siden (ca.) . Det hele er så skævt og smukt. Jeg købte en antik kimono på auktion bare for at glo på den.
SvarSletSnefnuggene smager af soja, ligesom livet når det smager af forårsrulle, og digtet, når det smager af papir, som er den ro og hvile vi har brug for, inden vi sætter de første tegn, ligesom Inger med smøgen og glasset med hvidvin og det godes smil.
Slet