"Kære Maskinfabrik
Jeg arbejder på en roman som skal have titlen Rynkekneppesygen. jeg copy-paster det fjerde kaptiel herunder:
Venligst fra Peter Adolphsen
KAPITEL 4
Som nævnt i forrige kapitel er Sim40 den jordiske betegnelse for den sol, hvorom det mikroskopiske rumvæsens hjemplanet havde svævet. Den forudgående bisætning er sat i førdatid, da planeten ikke længere findes. Den eksploderede. Men engang, dengang den fandtes, var denne klode beboet af én eneste sprogdannende kæmpe-organisme som kaldte sig selv for Ubu.
Morfologisk var Ubu en slags gigantisk grisefarvet plante: Stedsbunden til et et oprindeligt vækstpunkt med en rodstok, hvorfra enorme bladflader udgik. Disse blade voksede i forlængelse af hinanden og dækkede sammenlagt millioner af kvadratkilometer, men var som regel ikke mere end 1-2 centimeter tykke. Næringsoptaget skete gennem bladene; rodstokken tjente primært til forankring. (Materielt) var Ubu lavet af en art hud, som det kendes fra jordiske pattedyr: (kerationocyt-baseret bindevæv) med tilhørende muskelvæv, nervetråde og behåring. De enkelte blade, som i sig selv kunne blive flere kvadratkilometer store, hvilede fladt på planetens overflade, men kunne manipuleres af musklerne til at danne kanaler og reservoirer for de hyppige regnskyl af vand- og oliebaserede opløsninger, som var Ubus primære næringskilde. Behåringens funktioner omfattede termoregulering og andre sensoriske input. Nervetrådene samledes i en diffus hjernestruktur, der fortættedes ind mod rodstokken. Dens følesans og bevidsthed var tilstede overalt i dens enorme krop, mens dens selv eller kerne, tankernes sæde, var centreret i denne rodstok.
(....)"
Kapitlet fylder yderligere tre forunderlige sider (1 hel side oplister planetens vokabular (lutter ord på tre bogstaver))!). Den bog glæder jeg mig umådeligt til hverken at genkende Peter eller mig selv i!
- seneste forfatterportræt af Peter Adolphsen
Ak ja, det danske litterære landskab er stadigvæk oversvømmet af Højholt-epigoner. Hvordan ville det se ud, hvis han havde brugt lidt af hovedstolen?
SvarSletGrimasser, unge mand, intethedens. Og min metode.
SvarSletDer er til enhver tid FOR FÅ Højholt-epigoner bukkende og takkende i landskabet og alt alt for mange kæntrende hovedkørestole
SvarSletJeg husker engang en samtale i radion, hvor Højholt blev spurgt om hans digte blev huskede om hundrede år. Nej, sagde han beskedent, mine digte er for hurtige.
SvarSletMen om de ville blive læst i fremtiden, hvis han havde gjort brug af hovedstolen, det vil jeg ikke påstå. Dog er tanken sjov!
Arne Herluf
Højholt var alt andet end beskeden, han elskede at sole sig i rampelyset. Engang blev han dødeligt fornærmet, fordi jeg trådte ind i en gruppe journalister, der ville interviewe ham på Hald Hovedgård, med en halv banan i stedet for en mikrofon. Det var ellers ret sjovt.
SvarSletHan havde nok været mindre fornærmet om det var en sukkerroe og ikke en halv banan.
SletMT
Hans digte var også lidt for jyskfjollede og hans oplæsninger med irriterende UNDERSTREGNING af ordene. Han blir snart glemt, hvis han ikke allerede er det.
SvarSletHøjholt forever
SvarSletKH
En Højholt-epigon