tirsdag den 26. april 2016

3 Sonnenoter

1.
Det er da Sonne, der står og læser op eller bare taler tæt, på det foto fra en "Poesiens dag" på side 25 i bogen Louisiana. Samling og bygninger (3. reviderede udgave, 1988), ikke sandt!?

2.
Jeg fandt mit hyldestdigt til Sonne på hans 70-års-dag, trykt i Spring nr 9, 1995, som jeg ville have læst op ved ferniseringen af hans posthume udstilling. Jeg skriver det af her, så det ikke bliver væk igen:

AT SONNE

At ære Sonne,
at ære sære Sonne, selvfølgelig,
at tære på umådelige Sonne,
at lade sig besnære af Sonne,
at lade sig besvære af Sonne,
at lade sig belære af Sonne,
at lade Sonne blære sig,
at erklære sig som Sonnist,
at bære Sonnes eksempel
som stjerneskudshak
i din flade pande,
at høre stære citere Sonne,
de kære og hidsige hyper-fans,
at splintres af lyn
fra elektrisk Sonne-pære,
at skære sig på Sonne,
at lade allehånde Sonne
gære i mit sode-hovede,
at være Sonne,
at være den i vide verdensrum
springende, alt-som-splintrende,
biblioteksgennembidende
højt tævende soloskikkelse,
at spadsere to til tre elastiske
syvmileskridt i Sonne-ham,
at lære af Sonnes væren Sonne
at være sig selv.

3.
Mikkel Thykier i sin tekst om Rimbaud-læsninger, "Den vilde parade", i sin nye, sorte mursten Dias:

"Ib Michaels notater er meget besindige, men Jørgen Sonnes udlægning i De første moderne er nok den mest koldblodige på dansk grund. Sonne præsentation af det, han kalder "Fablernes hede fakta", er uanfægtet af Sonnes ellers heftige temperament. Hvor andre er hurtige til at tale om Rimbauds opgivelse af poesien som tyve- eller nittenårig, hvis ikke endnu tidligere, er Sonne langt mere generøs med årstallene. Enkelte Illuminationer daterer han til 1876 og 1877, tre år efter det tidspunkt, hvor andre bedyrer, at Rimbaud for længst har taget afsked med poesien. Jørgen Sonnes kilder er ikke umiddelbart tydelige, men oplysningerne bekræftes af nyere biografier (intuitiv datering! LB)."

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar