Bare lige en populistisk kritik af og undren over Gyldendals pressemeddelelse om Morten Chemnitz' glimrende digtsamling Bindingerne (anmeldt af mig i WA Bøger forrige fredag), der nemlig lyder sådan her:
"Bindingerne består af en række fortættede prosadigte, som fortsætter og udvider det grammatiske arbejde fra Inden april. I rytmiske gentagelsestrukturer og med radikal opmærksomhed rettet mod småord som forholds- og bindeord fremskrives og omskrives tilknytninger, brudflader, overgange og sammenføjninger mellem naturen, jeget og sætningen."
Hvilket lyder som noget, der står på væggen på et moderne kunstmuseum - og må siges at være en eklatant jammerlig og misvisende reklame for de TYSTE OG SMUKKE ÅRSTIDS- OG LANDSKABSDIGTE (sig det efter mig, Gyldendal: T-Y-S-T-E O-G S-M-U-K-K-E Å-R-S-T-I-D-S- O-G L-A-N-D-S-K-A-B-S-D-I-G-T-E), helt uden metasnak og med forsvindende få jeger (som der er fx, på fuldt fantastisk vis, er meget og mange af i Peter Laugesens Brev til en maler); det, der STÅR, på denne helt særlige præpositions-punkede (vær så god, Gyldendal, det ord er en gav etil jer: præpositions-punkede), Chemnitzke facon, i digtene, handler kun om naturen og landskabet, hvor meget det end kan give (og er skrevet til at give) anledning til at reflektere over bindingerne til og i jeget og sætningen. Jf. Tue Nexøs Information-anmeldelse (lige den grad mere skeptisk end min):
"Men hvor Rolsted trækker - og skriver - så man kan mærke inspirationen
fra støj og eksperimenterende musik, og hvor der var et skarpt,
konceptuelt greb bag Woetmanns bog, så føles Bindinger som et helt rent
forsøg på at opdatere natursansningens sprog. Den vil ikke andet end
disse landskaber. Hvad skal man så sige
til det? Det er jo en meget smuk skrift, og hvis man er i humør til helt
stille eftermiddage og ensomme ture i gummistøvler gennem en
udramatisk, mennesketom natur - nu bare per bog - ja, så er Chemnitz
sagen. Så er man nok også sådan en, der kan drømme om at falde hen til
de langsomme toner fra en, der tøvende øver sig på klaver i et lokale
langt væk. I en ellers affolket villa. Sagt på en anden måde: Bindingerne er altså en meget sart form for litteratur. Og på kanten til at være kedelig."
- kun på kanten NB!
Og jf. fremfor alt digtene selv (der er ingen genrebetegnelse og de er stillet op som prosa, men selvfølgelig er det digte, eller i hvert fald poesi!):
"Og over græsset duggen. I et tyndt og gråblåt lag. henover som i de sortnende rande af det lyst omfoldede løv omkring buskene. Fra bladårerne rødbrune skjolder ud igennem. I det grønne imellem. Som solen opad i de furede stammer. Og i skyggen de tungt røde bær som hænger mørkt tilhægtede som mellem de fligede blade. Imellem fra de matsorte kviste i den fortættede sol. Og som ført med igennem. Med duggen lyst op øverst i buskene. Hvor solen når indtil. Imellem det grønne som viger. Omfoldet af solen i de nedbuede grene. Mens det meste af græsset ligger i skygge endnu. Med duggen som samler sig om de brede strå. Solen i rønnens tunge klaser over de spredte snebær. Og i enkelte af bregnerne."
søndag den 17. april 2016
Kunstkatalogsyge
Etiketter:
Bindingerne,
kunstkatalogsyge,
Morten Chemnitz,
reklamekoks,
Tue Andersen Nexø
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Og skyerne er
SvarSletgrå, hvad skulle de ellers
være en søndag
som denne: hvilke
farver bærer Skyum ind
til gudstjenesten ?