""Men", skriver Miranda (venezuelansk eventyrer, selvfølgelig LB), "hvad der overgår alle disse kuriositeter, er to berømte guldhorn, Tønderhornene kaldet, gjort af det pure guld; det ene vejer mere end 100 unzer (gammel vægtenhed for ædelmetaller UL) - jeg tror, at det har tjent som musikinstrument, der lød ved offerfesterne, thi når man blæser ganske let deri og holder de to mundstykker åbne, giver det en høj lyd. " Miranda er meget optaget af de mærkværdige "figurer og hieroglyffer, der går helt rundt om det, af menneskeofringer og andet ... De minder i et og alt meget om de monumenter af samme slags, der er os overleveret fra mexicanerne (dermed også tilegnet Ib Michael! LB). Det er højst mærkværdigt, at man herved kan se ligheden i kultur mellem disse folk". En tankevækkende transkulturel iagttagelse.
Hvad der også er iøjnefaldende ved Mirandas dagbogsnotater om hornene, er, at det tydeligvis er almindeligt for besøgende at få tilladelse til at blæse i hornene. Det samme ses af en anden notits om et besøg i samlingerne. En museumsgæst fortæller nogle år senere, at han, efter at have haft Absalons bispehue på hovedet og et scepter i hånden, forsøger at blæse i det store guldhorn, ligesom en ansat ved biblioteket husker, at man med jævne mellemrum kunne høre den "gennemtrængende lyd", når der blev blæst i hornet oppe i kunstkammeret. En anden erindrer, at hornene altid blev taget ud af deres skab og givet de besøgende i hænderne, så man kunne løfte på dem og mærke, hvor tunge de var. "Dertil brugte man at blæse i det ene, der gav lyd som et jagthorn."
Mon Niels Heidenreich (tyven LB) blæste i hornene, når han med familien besøgte Kunstkammeret med Gall som omviser? "
Ingen kommentarer:
Send en kommentar