Den gamle, snedækkede gammel sne-digter nr. 1 er HB

Henrik Nordbrandt nemlig og ikke overraskende; første sides Google-søgning på "gammel sne poesi" linker til hele TO Nordbrandt-digte, ergo er han gammel sne-digteren par excellence:

(klip fra digtet "Hyttefad" i samlingen Pjaltefisk, 2004)

"(...)
Den særlige sølvgrå, som er barndommens
og afmagtens, fordi barndommen er lige så afmægtig
som den er mægtig
fordi der er gået så mange år, og intet er forandret
den sølvgrå på de gamle træstykker på stranden
der er blevet glatte af deres vandringer gennem havene:
Sølvgrå som skurene, i hvis koboltblå skygger
der ligger tang og gammel sne:
Den sølvgrå, når det er forbudt at bruge farver i poesi.
(...)"

(det 4. af "Fire forår" i samlingen 3 1/2 D, 2012)

Hvis foråret er det bedste af alt
må døden være det næstbedste.
Alt andet
ville være et fattigt kompromis.

Sådan tænker fanatikere.
Sådan oplever jeg foråret.

Alting har sin pris. Men udsigten
til et blomstrende kirsebærtræ
skal den betales med endnu en sommer?

Jeg gider ikke.

Så nu har jeg sagt det lige ud
erfaren som gammel sne
i pludseligt solskin på en grøn mark.



- et sjældent billede af digteren med sne på, ikke underligt, han ser skeptisk ud, hvor længe skal han stå med det på, og kan det overhovedet komme af, hvad ved hvem om sne!?