»Systemerne gør mig koncentreret. At skrive digte er en meditativ tilstand for mig, hvor jeg er meget koncentreret og samtidig meget åben.« - Lidt ligesom yoga skaber fokus gennem de samme øvelser? »Ja, netop. Jeg har ikke tænkt over det før, men jeg begyndte faktisk på disse otte-linjers digte kort tid efter, jeg var begyndt til yoga.« Det er ti år siden nu, og Rasmus Nikolajsen besluttede allerede dengang, at der skal komme i hvert fald otte digtsamlinger i samme system.
»Det må godt tage hele livet,« som han siger.»Tanken er, at jeg forandrer mig, men systemet forbliver det samme. Som et mantra, man vender tilbage til.«
SYSTEMERNE tvinger ham ud af vante sætningskonstruktioner, fortæller han.»Ligesom det måske også kan få kødspisere til at tænke over deres vaner at komme i en kødfri lejlighed.« - Hvilke andre systemer har du i dit liv? »Jeg er et ret kontrolleret vanemenneske, og drikker kun meget sjældent mere end en kop kaffe om dagen. Jeg gad også godt begynde at ryge en cigaret om dagen, eller maksimalt to og udenfor på en bænk. Bare for at se, hvad der sker.« Der findes digte så renskurede, at man nærmest bliver neurotisk af at læse dem, mener Rasmus Nikolajsen, der derfor har gjort det til sin strategi at tage snavs med i sine digte.
»Der skal noget grimt, noget affald og ting jeg ikke kan lide - også ved mig selv - i mine digte.På den måde kan folk måske føle sig hjemme i et.« Som når han med sit poetiske speciale, sammenligningen, sidestiller en rosenknop med »en kommende klode, et ukneppet røvhul og et øje, der åbnes inde fra en drøm«. Eller en bladlus der støver rundt i en rose »som en systemkritisk digter i velfærdssamfundet«. - Er du systemkritisk? »Ja, det er jeg vel. Jeg er systemdigter og interesseret i strukturer for sprog især. Men det er klart, at når man arbejder med strukturer på et niveau, så bliver man trænet i at se strukturer på andre niveauer.«
(...)
der er noget med romantikken og mig. Måske er jeg en slags konceptuel romantiker, der bruger koncepterne til at skubbe mig selv ud i et ukendt rum, måske endda et spirituelt rum.« - Spirituelt rum - sagde du det? »Jeg synes, det er svært at komme udenom, at der er noget spirituelt over gode linjeskift. Over linjer, der bare er smukke eller sidder på det helt rigtige sted.« Han knipser med fingrene.»Det kan opleves som at overvære en solnedgang.Hvor man må give op, sætte sig ned og være lidt åben over for det.« Også selvom man ikke ved, om menneskeheden overlever i fremtiden, og om solnedgangen stadig vil være smuk.
»Det er et spørgsmål, jeg stiller i mine nye digte. Om hvorvidt man synes, det er en trøst, at solen stadig går ned, når vi ikke er her længere til at sige, at den er smuk?« Indtil den dag lægger Rasmus Nikolajsen - trods alt kødspiseri - sit håb i de menneskeskabte og kulturelle produkter. I kunstens verden.»Samhørigheden og det stærke kollektive ' vi' er der af og til i kunsten, når det virker. Når man står til en koncert, kan man få en fornemmelse af at gå sammen fremad mod noget bedre. En håbefuld, opløftet stemning, der ikke er fuldstændig fladpandet, som når man går til fodboldkamp.« - Du sætter din lid til kunsten? »Helt klart. Punkmusikerne, digterne, yogalærerne og de hjemløse hernede i parken - lad dem overtage det åndelige lederskab. Jeg tror, det er tid til det.«.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar