Halling hælder faretruende!

Blogdahl har kørt en mindre kampagne for Rasmus Halling Nielsens overmåde rumplende overgrundsdebut Tvillingerne, og det er derfor en glæde af de vildere at kunne meddele, at bogen nu udkommer i 2. oplag!!!! Når en mand med en million engle i sit hår og mindst 500.000 djævle i sit skæg kan sælge lige så forholdsvist uforholdsmæssigt meget som en furiøs kvinde med slanger som paryk og en elektrisk ål som overskæg (jeg tænker ikke her på nogen specifik kvindelig digter!), er jeg ikke længere i tvivl om, at vi befinder os i en ny poesiens guldalder - og at Halling er dens sådan ca. Aarestrup!

Hvad nu hvis der virkelig er en million engle i Rasmus' hår

Selvfølgelig vil jeg ikke finde mig i, at Klaus Rothstein anmelder Rasmus Halling Nielsens Tvillingerne kritisk i vores fælles avis! Det ville, lige meget hvad han konkret skrev, uden videre være for galt, men det, han konkret skriver, vil jeg så også meget gerne konkret anholde og sætte i - hedder det? - rutebil på iskold asfalt. Hvis vi nu starter bagfra, tales der om "gode digte med mislyde", jf. Skinnebach-titlen Enhver betydning er også en mislyd, for mon ikke der arbejdes meget bevidst med mislyde (der vel også kan betyde kattelyde, miav'er!?). Så roser Rothstein og citerer et helt digt (og ros til Rothstein for at bruge 1 ud af 4 spalter på citat): digtene rejser sig "stolt og stejlt fra siderne, når Rasmus Halling Nielsen er rå og illusionsløs, som f.eks. i denne slebne tekst (...) En statue rejst af børn med brækkede hænder. Det kalder jeg en scene, som er svær at glemme, og det vokser kun i styrke når digtet i næste sætning med en klædelig tvetydig ubeskedenhed opfordrer "lad nu det billede hvile i sig selv...""" Very well og nuvel (og jeg forstår ikke helt det med stejlt, når Rasmus nu skriver så langlinjet, men det lyder godt nok godt - og slebent? snarere i slipstrøm på sig selv). Så kritiserer Rothstein vistnok, at Rasmus henviser til digtere og billedkunstnere (selvom han sandsynligvis har fået fat og styr på henvisningerne via et google-link til den i Hallingiana-blogposten nedenfor linkede orkidé-artikel (ellers er det virkelig svært at gennemskue, hvem Asger er, når nu digtsamlingen er tilegnet Asger Schnack - og HJ Nielsen-henvisningen er næsten totalt uigennemsigtig (bare ordet "hvid") og Svend Johansen helt usynlig; langt mere oplagt ville det være at pege på den eksplicitte Moti Vizki-henvisning, titlen, Fire raketter, fire prikker, og -påvirkning)), men hvordan kan (mere eller mindre skjulte) henvisninger og meta-effekter være lig med stiløvelser (man kan jo strengt taget ikke skrive som Jorn og Birkemose maler, og det er kun indirekte, Rasmus skriver som Svend Johansen (som Rothstein har læst hvor meget af?) og Nielsen skriver han slet ikke som - og meta-effekter er vel ikke som sådan defineret som stiløvelser? måske er meta-effekter ofte mere NØDVENDIGE end al mulig pyntet eksitentialitet, det føles de i hvert fald som hos Rasmus)? og vurderer, at et ordspil på vende- og venne- er plat, fordi det er et ordspil, men et ordspil er vel ikke i sig selv plat, bare fordi det er et spil på ord?: "Rasmus Halling Nielsen er en digternes digter. Han henviser poetisk og personligt til sine forbilleder i litteraturen (Svend Johansen og Hans-Jørgen Nielsen) og billedkunsten (Jens Birkemose og Asger Jorn), han strejfer tit digte som sprog og skriveproces. Det er dog hverken særlig interessant eller originalt, faktisk ligner det stiløvelser mere end nødvendighed. På samme måde er det en temmelig lam idé at skrive "... jeg har aldrig fået læst krebsens vendekreds færdig men/ den er min vennekreds.." Vendekreds, vennekreds -- fik I den?" Ja, vi gjorde, med glæde! Så kommer anden halvdel af Rothsteins kritik af den genkommende vending, highlightet på bagsiden, "En million engle kan ikke tage fejl i mit hår", efter et citat af anden halvdel af det pragtfulde digt "flere millioner galakser væk", som tilfældigvis er det digt, jeg for en uge siden havde valgt til nærmere eftersyn på Gentofte Hovedbibliotek og som i sin helhed står at læse i Hallingiana-blogposten nedenfor - top- og lyspunkt i anmeldelsen er udtrykket "sprogligt velhavende", det kan jeg sgu godt lide: "Dette digt er sprogligt velhavende, det har poetisk potens og det fremkalder stærke og overraskende associationer. men jeg får en allergireaktion af Rasmus Halling Nielsens engle og hår, særligt håret som jeg syens dræner digtet for betydning. Ikke så meget fordi engle og hår nemt bliver et banalt new age-symbol (det er dog næppe tiltænkt en spirituel rolle), men snarere fordi det virker som fejlplaceret studentikos humor - dog anerkender jeg det samtidig som en slags kvalitet, at et digt kan fremkalde idiosynkrasier hos læseren." Idiosynkrasi indeed, jeg kan slet ikke følge Rothstein (og lad os bare citere første del af engle-i-hår-kritikken, før citatet, først som sidst (men hvad er engle-linjen? et tema (nix) eller et motiv (næppe) eller bare et refræn (velsagtens)): "(..) på bagsiden står et enkelt citat fra bogen: "En million engle kan ikke tage fejl i mit hår"/ Når en forfatter på den måde fremhæver en særlig sætning, må det være, fordi han tillægger den speciel nøgleværdi, og engle i håret er også et gennemgående tema. Rasmus Halling Nielsens repetition af motivet er ikke desto mindre irriterende, og det svækker de ellers seriøst gode digte./ Første gang vi støder på motivet, lyder det sådan her i forfatterens tegnløse skrivestil, hvor sætningerne brydes med en selvfølgelig unaturlighed:" - hvis ikke en kunstfærdig selvfølgelighed). Jeg synes så helt ærligt, at linjen "en million (eller flere millioner) engle kan ikke tage fejl i mit hår" er er en poetisk topskøn, betydningsrig linje, der i sin kukkede, renfærdige boblen sagtens bærer at blive refræn; jeg kan hverken få øje på den banale new age-symbolik (medmindre engle som sådan er banale new age-symboler, det synes jeg ville være en streng engle-generalisering), eller studentikositeten (som man kan hævde er til stede i brander-ordspil som vendekreds- vennekreds) - hvis noget er i spil, så er det, som påpeget af Gentofte-publikummet, reklameslogans a la 5 millioner Elvis-fans kan ikke tage fejl og parodien på samme: 5 milliarder af fluer kan ikke tage fejl: spis lort. I den citerede digthalvdel, der begynder som en opvågning/morgensecene ("rise and shine"), læser jeg helt enkelt linjen som en poetisering af morgenhår (og her bliver jeg så biografisk: Har man set digterens hår i dagform, er det ikke svært at forestille sig det amok morgenligt), som bliver emblematisk og eksemplarisk - fortsættelsen er vigtig: "kan ikke tabe pusten/ en glød en glæde en fugl fra din skulder i drømme" (kunne man tale om en morgenhårets kaosteori i digtet!?) - for digtet/digterens forsøg på at komme i eksistentielle omdrejninger, at hæve sig, og meget gerne i skriften (fingrenes dans), fra den skide virkelighed og frygten (også i og med skriften) for usammenhæng; afslutningens geniale, konkretistiske imperativ "hængsammen" henviser direkte til refrænet, det er som millionerne af engle i håret, at digteren, digtet, læseren, verden skal hænge sammen og faktisk, hvis man som Ramus kan få øje på englene og anerkende dem som sådan, hænger sammen. Kort sagt: Jeg kan virkelig ikke se, hvordan flere millioner engle kan tage fejl i Rasmus' hår.

Hallingiana (med faktuel fingernote)

Til Læsninger på Gentofte Bibliotek i onsdags havde Lilian Munk Rösing HC Andsersens pænt udødelige "Hjertesorg" med og jeg et fremtidigt udødeligt digt fra Rasmus Halling Nielsens Tvillingerne, og utroligt og typisk som Hans Christian og Rasmus enormt meget kom til at ligne hinanden, poetisk ironiske meta-improvisatorer begge, og få timer senere mødte jeg så Rasmus live som publikumsmedlem til charity-oplæsning i Mellemrummet (med Jens B proft rutine-rullende og Lea Løppenthin forfinet forgrublet sentens-fremfnisende) og fik en frygtelig lyst, som jeg styrede, til at purre op i det empiriske hår, som jeg havde henvist til på biblioteket, da jeg nåede til linjen om at "flere millioner engle kan ikke tage fejl  i mit hår" - før forestillingen gik i gang, fik jeg en bibliotekar til at udskrive Den Store Danskes definition af centrifugalkraft, som viste sig at være en særdeles smuk tekst i sin egen ret, som jeg var lige ved at svigte Rasmus' digt til fordel for, men jeg stod distancen og opretholdt leksikonartiklen som lysende fodnote (men for helvede: "en fiktiv kraft", "henførelsessystemet roterer"!) og gør det også her:

flere millioner galakser væk vil der stadigvæk være supermarkeder

de er bare mere transparente end granerne herhjemme og på dem hænger

vores drømme og mål engang imellem fælder vi dem

for at se hvad der kan briste og hvad der med ske kan tages op

en gang imellem er død og de levende døde er strakt ud som en wire
mellem snottet i næsen og pulsen høj i sin borg med flag skal det lige

indskydes

rise and shine brevet er ikke færdigt før nogen er slæbt i retten

flere millioner engle kan ikke tage fejl i mit hår kan ikke tabe pusten

en glød en glæde en fugl fra din skulder i drømme i virkeligheden

drømmer du aldrig om sandheder de skider på det hele kaffen er varm

på nørrebro nogle gader herfra er en mand blevet stukket ned her er

fred her er ro mine fingre trommer en lille dans med centrifugalkraft*

slynges de rundt til jeg ikke kan kende dem jeg kender jer siger

jeg igen og igen og igen angribes jeg af frygten for ikke at holde sammen

dette hænger ikke sammen

hængsammen

(fra serie 2 i første afsnit (af to), ”Jeg hælder lys ud af det/ ene øre og lyd ind/ ad det andet//GOBELIN” i Rasmus Halling Nielsens (født 1983) overgrundsdebutdigtbog Tvillingerne, netop udkommet på Samleren)

 * centrifugalkraft, kraft, som optræder i et roterende henførelsessystem. På en drejeskive oplever man centrifugalkraften som en fra centrum udadrettet kraft. Gnidningskraften mod skiven leverer den for bevægelsen nødvendige centripetalkraft. Er den stor nok, ophæver den centrifugalkraften; i modsat fald slynges man af. Centrifugalkraften er en fiktiv kraft, som ikke skyldes noget andet legeme, men alene at henførelsessystemet roterer.

 Omsider fik Tvillingerne en anmeldelse i en førende kulturavis, i Information ved Tue Nexø, der ikke var overstrømmende, det er han nødigt, men solidt og præcist positivt, så det var godt. Erik Scherz linker venligt på sin blog til en flere år gammel tekst af Rasmus Halling selv i det hedengangne nettidsskrift Orkidé, hvor han matter of factly lige ud af vejen, a la Poe i "Philosophy of Composition", redegør for, hvordan han skrev digtet "jens har lavet et omslag til krebsens vendekreds" i Tvillingerne, der jo oprindeligt var et dobbelt privattryk anno 2006, her et klip fra indledningen, og ingen tvivl om, at den tekst er den foreløbigt bedste om det splittergamle og splinternye værk:

Da man er så langt henne i processen befinder man sig i en rus og jeg ringede til Karin Toft for at fortælle hende om manuskripterne. Hvis jeg ikke husker helt forkert sagde hun noget i retning af: "Tvillingerne? Jamen, snakker de sammen?" og dette spørgsmål satte sine spor i mig og jeg besluttede mig for at droppe manuskripterne i den udgave de nu engang var i og begav mig ud på et nyt eventyr, med masser af stof, løse ord, darlings. Omkring den samme januarmåned lærte jeg en jazzpianist ved navn Bill Evans at kende (Specielt pladen Conversations with Myself gjorde indtryk på mig og jeg ønskede brændende at skabe digte som han spillede klaver. Simple melodier der folder sig mere og mere ud, så sprællevende og fortællende.) I den samme periode begyndte jeg at læse Svend Johansen. Samlede digte -udgaven, fra Gyldendal, det var Martin Snoer Raaschous og Julie Sten-Knudsens bidrag til Koordinats boxsæt (fra 2005) der fungerede som link til Svend Johansen. Privattrykkene fik kælenavnet "Tvillingerne", hvert hæfte fik sin egen titel: det ene af dem kom til at hedde Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet (med undertitlen 'gobelin' fordi 'arabesk' er brugt af Søren Ulrik Thomsen og 'ornament' er brugt af Per Kirkeby altså blev 'gobelin' benyttet.) Det andet kom til at hedde Det gule gæstebud.

Overgrunds underslæb

Hvis nu Rasmus Halling-Nielsens Tvillingerne var udkommet på After Hand eller OVBIDAT eller som hemmelig pdf-fil gemt i et påskeæg i en hjemmesides kosteskab, ville der ikke være andre anmeldere på i det mindste WA, der ville have fået øje (eller gidet få øje) på den, men fordi den udkommer på Samleren er den pludselig i spil og blev i formiddags, mens jeg skabte mig åndssvag på Støvring Gym, frataget mig og sendt videre til en kollegakonkurrent, inden jeg kunne nå at protestere og overveje eventuel byttehandel med de to andre digtbøger, der udkommer næste uge, hvad er det også for klumpet timing fra lutter Gy-forlag!, som jeg på den anden side lige så nødigt vil af med, Mia Degners debut En lodret drøm og Klaus Høecks Live (Mette Moestrups Dø, løgn dø, der udkommer næste næste uge, nåede jeg ikke engang famle efter, før den var væk til anden side), og åh, hvor ville jeg gerne have anmeldt Tvillingerne, og hvor havde jeg også FORTJENT at gøre det, efter mit ensomt flaksende blik på al undergrundskratteriet, så forbandet at jeg ikke i et oplag på 60.000 kan udråbe Rasmus Halling-Nielsens GENNEMBRUUUUUUUUD - og måske er det faktisk denne skandale, digtet på side 18 handler om:

den digitale signatur er
meget usikker erkender
videnskabsministeriet
og lakerer en fugl om til
bil

Halli Hallo Halling!

I postkassen i Mou lå Rasmus Halling Nielsens overgrundsdebut Tvillingerne, som jeg med høje begejstringsudbrud læste og oplæste mig igennem i den sene, jyske eftermiddag: jeg vidste godt, at Rasmus er en ubændig, hybrid skrivekugle og et overordentligt skrifttalent, men jeg vidste sgu da ikke, at han er så utroligt fin og vild og sjov og ægte en POET, det kunne han godt have røbet noget før, disse digte er, så vidt jeg kan se, åndssvagt gode, udsøgt fortumlede og hudløst legesyge, en nævenyttig nevø til Morti V og Bo hr. omsider, og jeg ville bare citere et digt, og jeg tager simpelthen det allersidste, inden jeg går i seng:

Imperium

slår jeg en streg på alle som jeg holder af
er det ikke sikkert at alle holder af mig

holder jeg mig indenfor fartgrænsen
er det sikkert at en skov af motorsave
vil holde sig slukket i mit sind

engang vil lykken synes stor

jeg holder den hen med ord