4-5 ting om digteranmeldere

(som kommentarer til opdatering af Linea Maja Ernst om de forholdsvis få digtere, der anmelder)

Lars Bukdahl Videreskrivende fra Martin (Glaz Serup) (og tak for ros lige nu!) Kunne man måske mene, at de stærkeste digterkrtikere var(/er) stærkere kritikere end digtere (med HJ Nielsen som jeg virkelig holder af som digter som grænsetilfælde (mens Tom K, som jeg ikke (bortset fra HÆRVÆRK) specielt holder af, jo ikke var nogen stærk kritiker)) netop fordi stærk kritik både skal være stærk skrift og stærk kritik; dobbelt op, som Borum ubeskedent påpegede, 200 % commitment og engagement, så kan digtene og romanerne blive nødt til at komme i anden række, hvis de overhovedet kommer til orde (igen); det er vistnok også Niels (Lyngsøs) pointe, Det kan desuden være et nødvendigt valg i forhold til, hvor skrivetalentet/lysten forløses vildest, rigest, mest genuint - det har for mit eget tilfælde været i kritikken. .. og i lørdags udgav jeg en følsom, lille poesibog ... som ingen endnu har anmeldt ...

Lars Bukdahl Forskellen på den frie skønlitterære (/essaystiske) tekst og anmeldelsen er jo forpligtelsen i sidstnævnte på objektet, den anmeldte bog, på at levere karakteristik og smagsdom, men ellers er der, synes jeg, nøjagtig samme forpligtelse på skriftprægtighed og -personality osv.

Lars Bukdahl Der er flere eksempler på digtere, der i kortere eller længere perioder (tydeligvis) har skrevet anmeldelser for halv kraft for simpelthen at spare på kræfterne (det ville jeg personligt slet ikke kunne finde ud af), et trælst eksempel (for det skete i min egen tidlige udgivelsestid) er min store helt Per Højholt på Jyllands-Posten

Lars Bukdahl Og så er der al fnidderiet med kolleger og klassekammerater og miljø, og som bare, for nogen, kan være for socialt besværligt og praktisk uigennemskueligt - Skinnebach vendte det på hovedet og fik i sin meget korte karriere på JP næsten kun anmeldt digtere, han havde optaget/undervist på Forfatterskolen, det var meget cool!

Lars Bukdahl Problemet med program-digterkritikere er også, at de bliver nødt til at skifte gear, for ikke at mugne i deres kampagner (især hvis disse er lykkedes!) til en mere åben, nysgerrig kritik - det skete meget eksemplarisk for Michael Strunge i hans 2 korte anmelderjobs, først 80'er-programmatisk på BT, så modent sensitivt på Politiken - der er lige nu på min blog teksteksempler på begge dele

Lystfiskerboganmelder KB

Digterkritikernyt! 

Jyllands-Posten har hyret Kristian Bang Foss til at anmelde lystfiskerbøger, det er en god idé, han er lige så velskrivende, som han, angiveligt, er velfiskende (hvem kan glemme det hypnotiske fluefiske-kapitel i Fiskens vindue); her første del af hans første anmeldelse:

Det store mysterium inden for laksefiskeriet er, hvad der får laksen til at bide på lystfiskerens flue. Der er ingen rationel grund til det, da alle biologer mener, at laksen ikke tager føde til sig, når den vender tilbage fra havet til sin fødeelv for at gyde.
Den nogle og halvfjerdsårige Jan Grünwald er en veteran indefor laksefiskeriet, og hvis man kender lidt til dansk lystfiskerlitteratur, kender man også hans navn.Hans første bog om laksefi-skeri kom i 1985 og hed "Laks", og siden fulgte "Kunsten at fiske laks" og "Farlige laksefluer". Nu er de kommet i en samlet og opdateret udgave på Lindhardt og Ringhof.
Det er en kvalitetsudgivelse med smukt omslag og godt papir, og indholdet tegner et billede af, hvor besættende en beskæftigelse lakse-fiskeri kan være. Man kan tale om en afhængighed, der fortrænger alle andre elementer i den ramtes liv, og mange laksefiskere påstår, at laksen er lystfiskernes svar på heroin.
At der er noget om snakken illustreres fint i følgende lille stykke fra bogen, hvor københavneren og naturmennesket Grünwald har fået efterretninger om potentielt godt laksefiskeri i den sydsvenske Mørrumså: »Der var alle muligheder for, at det blev stort, hvis åen stadig gik med så høj vandføring. Jeg ringede straks til mit arbejde og meldte mig syg for den næste uge. - Er du virkelig syg? spurgte de. - Ja! - Har du feber? - Ja! - Laksefeber? Ja. De kender mig lidt for godt.« Og senere hen gives der kontant besked om forfatterens prioriteringer i livet: »Hvis du har tænkt dig at holde barnedåb, konfirmation eller gifte dig midt i laksesæsonen, så skal du ikke regne med mig. Det ligger fast og er velkendt i min omgangskreds.«
Den bedste måde at lære mere om fluefiskeri på er at fiske sammen med en person, som er dygtigere end én selv. Det er den situation, Grünwald prøver at genskabe i sine bøger. Han tager læseren med til lakseelven og beskriver, hvordan forholdene er, og hvordan han fisker og hvorfor. Det lærer man meget af.
Men samtidig er beskrivelserne af fiskeriet så stemningsskabende og detaljerede og fyldt med iagttagelser, der ligger uden for det rent fisketekniske, at man kan bruge bogen som en slags erstatningsfiskeri, en slags metadon - tage den frem, når man ikke har mulighed for at fiske, og følges med Grünwald op ad en af hans elskede norske lakseelve, tage med ham til Skotland eller bare over sundet til Mörrumsåens bruntonede vand og besværlige kæmpelaks.



Forfatteren, lystfiskeren og anmelderen i sit rette element

Kritiser, digterkritikere, flittigt

Nu har Lars Frost hen over en måned anmeldt 2 (tydeligvis) uspændende bøger i Weekendavisen Bøger, den første var Stine Askovs roman nr. to, Kaninns år, og selvfølgeligt var det sukkende vittigt, nonchalant ondt skrevet:

HVIS man har læst Stine Askovs debutroman Bid, kender man den bittersøde, muntert-melankolske fortæller. Hun er blevet otte år ældre. Hun har fået sin egen familie. Hendes forældre og barndomshjemmet er i Kaninens år flyttet fra Kokkedal til Hellebæk. Moderfiguren er vist mere eller mindre den samme passivt aggressive kvinde.Stilen er et let talesprog, replikker komplet med »jo« og »jamen« og de, åh, så moderne anglicismer, som her fra side 143: »Det er fint for nu«? Let, som sagt, med regibemærkninger isprængt, opmuntret, pyntet med sprogbilleder, der sjovt nok ofte indeholder dyr. Titlen er et eksempel. Egernet et andet. Et smil er »som en ulv, der blotter tænder«. En mands tunge er »stor som en hunds« - man må formode, at det er en stor hunds store tunge, ikke en pekingesers lille røde snip? En mund bevæger sig et par linjer senere som en snegl.Det er der ikke noget i vejen med. Det er bare ikke det mest udfordrende billedsprog, Askov gør brug af. Biler ligner dyr, og kaniner ligner folkevogne.

Men det kunne være så meget sjovere - for os at læse og for Frost at skrive - hvis han nogle mere værdige ofe; hvis det havde været ham i stedet for Kristian Ditlev, der havde anmeldt den nye Peter Høeg; eller hvad med nogle reelle klassikere, som Frost helt ærligt beundrer (hvis hans medarbejderskab overlever sommeren; han er redaktør-vikar Villemoes' (gode) påfund).

I løbet af de sidste seks måneder har den jævnaldrende Lars, Skinnebach, kun anmeldt 3 bøger i Jyllands-Posten, Prins Henrik, Mia Degner og Signe Gjessing, det er ALT, ALT for lidt.

I samme tidsrum har Olga Ravn kun haft 10 anmeldelser i Politiken, Ursula Andkjær (3 hjerter!?), L.M. Lång, Ninette Larsen, SUT, Rasmus Halling, Gjessing, Peter Poulsen, Søren Fauth, svensk antologi, dansk antologi og tidsskrift. Det er ALT for lidt og tilfældigt til at udgøre den primære kritikerpraksis, som jeg havde troet og håbet, at Ravn og Politiken havde planer om. I dagens bogtillæg anmelder Lilian Munk Rösing Lea Løppenthin (til 5 stjerner og skarpt og nænsomt nærslæsende, JA!) og Mikkel Brunn Zangnberg (som jeg sgu da troede var grundigt pakket væk i England et sted) Peter Laugesen (til lunkne 4 hjerter), det skulle da have været Olga i begge tilfælde.

Lars Frost skal have BEDRE (dårlige bøger) at anmelde, Lars S og Olga R skal bare have FLERE bøger - dekreterer jeg, der også var digterkritiker engang, dengang nogen faktisk anede jeg også var digter, men selvfølgelig digter jeg stadig mine anmeldelser, som Poul Borum i Passage erklærede, at han gjorde.