Bonusnote til pristale om polyfonikronoologi

Jeg ville godt, hvis jeg havde haft (intensitetsnedsættende) tid og plads i min tale til Naja om og for hendes bog, sagt noget om, hvordan flerstemmigheden blev opdaget og udviklet og radikaliseret i hendes forfatterskab for nu at kulminere mørkt i Carls bog -

Opdagelsen
skete i den umulige bog, der (ikke overraskende) er min yndlings-Aidt-bog, Balladen om Bianca, 2002 (skabt i samarbejde med Kim Lykke) - Naja taler selv om den i et rigtig godt, værk-katalogisk, selvsikkert interview ved Carsten Andersen i Politiken i dag:

»Da jeg skrev digtsamlingen ’Huset overfor’ begyndte jeg at arbejde langt mere bevidst med form. ’Balladen om Bianca’ var en fortsættelse af den større formbevidsthed. Før skrev jeg bare digte ud i det blå, nu lavede jeg regler for mig selv for at intensivere stoffet. Med ’Balladen om Bianca’ ville jeg gribe tilbage til den episke digtning. Jeg ville skabe et korværk af stemmer, et persongalleri. En fælles historie. Det er en stærkt eksperimenterende bog fuld af fotografier og tegninger, prosa og poesi, mange forskellige slags tekster, også fiktive interviews. Jeg arbejdede tæt sammen med Kim Lykke, som stod for det visuelle. Det var en virkelig sjov bog at skrive, simpelthen en opfindelse af noget, der ikke tidligere var set i dansk litteratur. For mig er der stor frihed i den, jeg magtede nu både poesien og prosaen og kunne smelte genrerne sammen, lave noget skævt og vildt med sproget."

Udviklingen
fortsatte i digtsamlingen Poesibog, endnu et interviewcitat:

"'Poesibog’ er min måske mest helstøbte digtsamling, og det er egentlig paradoksalt, for jeg fattede overhovedet ikke, hvad jeg lavede, da jeg skrev den. Den tager fat i alle mulige måder at skrive digte på, og den er det eneste selvbiografiske, jeg har skrevet, ud over ’Carls bog’. At være barn i 1970’erne, midt i et nybrud i tiden. Hvilke konsekvenser havde det? Det var jeg optaget af. Det er en bog om lede, også om lede over for poesien. Det var faktisk det, der satte mig i gang og blev en drivkraft. Jeg hadede poesi på det tidspunkt, syntes, den var latterlig og tilhørte den gamle verden, og havde vel en form for identitetskrise i forhold til at skrive. En fredag lagde jeg alle digtene ud på gulvet og gik rundt mellem dem. Så lagde jeg dem i bunker, og det blev til de forskellige afsnit i bogen."

Radikaliseringen

fandt sted i Frit Flet, der er skrevet side om side med og i munden på Mette Moestrup og Line Knutzon og med alle mulige andre virkelige og fiktive stemmer (blandt andre jo Camille Cloud) inde over - Bianca-afsnittet fortsat:

"Den (Bianca LB) peger helt sikkert frem mod ’Frit flet’, som jeg skrev sammen med Line Knutzon og Mette Moestrup mange år senere. Kim Lykke er også grafiker og fotograf på ’Frit flet’, som er en hybrid i endnu større udstrækning end ’Ballanden om Bianca’. Jeg er stadig meget glad for de to bøger«.

Kulminationen
er det knaldhårde stemmevirvar i Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage:

"Der findes ingen bøger i verden som den. Den ligner ikke noget. Den er sig selv. Og jeg synes, ’Carls bog’ er min smukkeste bog, den største litterære præstation, jeg nogensinde har frembragt. Og en måde at give noget tilbage på, til læserne, til de levende. I selve den gestus ligger der noget håb og noget kraft. Den er skrevet fra det yderste sted, et sted, hvor alt var skrællet væk, hvor litteraturen blev alvorlig og betydningsfuld på en helt ny måde. Litteraturen blev helt konkret min overlevelse."