Else Maries tale i aftes for Naja

Medlem af legatudvalget Else Marie Bukdahls 

Tale i anledning af, at Naja Marie Aidt har fået tildelt Tagea Brandts rejselegat d. 17 marts 2018.

Kære Naja, du har for længe siden fået din egen platform både i dansk og udenlandsk litteratur og kultur. Egensindigt, top engageret, med stigende intens poetisk kraft og udsyn har du i dit digteriske virke igen og igen besvaret de skiftende udfordringer, der præger vor verden, og som står i uforudsigelighedens og forvandlingens navn.

Gennem dine første digte, der senere blev samlet til en trilogi,  skabte du et rum, hvor nye sider af kvindeverdenen, især kærlighedens væsen og udviklingen fra barn til voksen blev afdækket. Digtene er enkle og har næsten en spinettone. De blev skrevet i tiden fra 1991-1994. Men først i din fjerde digtsamling Huset overfor (1995) trådte dit originale mangesidige talent for alvor frem. Både det vilde, det dynamiske og det hektiske i livet dukkede frem i digtene, samtidig med at det følsomme, de små umærkelige nuancer og de gyldne glimt af lykke kom til syne i et nyt lys. Alle temaer blev altid fortolket i et billedsprog, der rev det konventionalitetens slør bort, der ofte indhyller vor hverdag.

Således i denne strofe: 

"og hvisker du nu at det sner

så skulle vi lægge os,

viske hvide engle ud over jorden

og nynne, ja nynne, dale skråt ned

i en sang."

Dine digte lærer os, hvad Benny Andersen engang har udtrykt således: "Kunst er nyheder, der forbliver nye."

Derefter følger der en lang række digtsamlinger, hvor det digteriske erfaringsrum hele tiden bliver udvidet og billedsproget bliver mere og mere oplevelsesgivende og betydningsskabende. Således i Rejse for en fremmed (1999) og især i Balladen om Bianca (2002), der fremtræder som et meget helstøbt hovedværk. I denne digtsamling, hvor hovedpersonerne er den skønne Bianca og den unge slagter José, fremtræder tilværelsen som et splintret troldspejl med et væld af lysende og mørke facetter, men også med en understrøm af fragmenter af sammenhænge i en verden der står i metamorfosernes tegn.

Du har ret i, som du har udtrykt det, at "digtene rejser sig som søjler, så vi har noget at støtte os til" for de giver os nyt udsyn og orientering i en kendt verden.

 I digtsamlingen med den sigende titel Poesibog (2008) bliver  - i en ny optik -livets uforudsigelige foranderlighed et gennemgående tema. Vi oplever, hvorledes lysende lykkestunder forsvinder pludseligt og mørket igen tager

 magten. Eller som du selv har udtrykt det:

"Nu blomstrer lyngen og solen

dukker frem bag skyen

græsset læner sig op ad jorden

myggene sværmer i flok

indtagende og gentagende

men livet er altid pludseligt

forandrende, forvirrende

hver gang du elsker det hele

får du en blodtud:

det du troede var dit er nu væk

solen går ned i en sæk."

I Alting Blinker (2009), formår du - især  inspireret af dit liv  i New York - at skabe sanselige lyriske reflektioner over de forskellige aspekter af forholdet mellem det hjemlige og det fremmede. Disse refleksioner er udmøntet på en sådan måde, at der hele tiden fremkommer brudflader mellem det personlige og det almengyldige og mellem den lille og den store fortælling. Refleksionerne er ofte iklædt humorens dragt, således i følgende strofe :

"Hvis du kommer til Danmark

kan du klæde dig ud som

wienerbrød

så kan du bo

i bagerens vindue

indtil du bliver spist

eller smidt ud

så ligger du ingen

til last."

Heller ikke den dramatiske genre har du forsømt. Du skrev radiospillet Tjenende ånder med de mange skift mellem det eventyrlige og det hverdagslige (1998). Disse temaer optræder igen i nye og endnu mere fantastiske skikkelser i Siska (2000), som er et skuespil, der var bestemt for Café Teatret.

Novellegenren har en særlig central plads i dit forfatterskab.

I novellerne fra bl.a. Vandmærket (1993), Tilgang (1995) og Bavian (2006) kan man følge, hvorledes de både intense og skarptskårne scener bliver mere og mere varierede og afdækker nye dybder både i den indre og i den ydre virkelighed.  

Gennem et billedsprog, der sprænger hverdagsrealismens rammer, afdækker du de mange modsætninger, de ofte uforståelige irgange og lag i vort sind. Sådanne åbninger fremtræder i novellen Lille Fedtøre fra novellesamlingen Vandmærket (1993) og er fortolket på følgende måde:

"Hun dansede som en slange. Og da kvinden begyndte at hyle, kunne han ikke længere se skrinet. Hun hylede som en hyæne. Da hun satte tænderne i ham, for at fortære ham med løvens mund, forsvandt mindet om skrinet og dets indhold, og da hun til allersidst satte sig bag hans øjenlåg i skikkelse af en grib, blev de bløde, violette skygger hårde og hvide."

Et strejf af poetisk lykke dukker også op i den grå virkelighed. Således i Bøn til et stykke af himlen fra novellesamlingen Tilgang (1995) 

"- jeg var ung på den måde, at jeg fandt på at sige at dine øjne lignede to stykker af himlen."

Den måde, som du sprænger virkelighedsillusionen på, svarer på mange måder til den, som Francis Bacon foretager i maleriet og som han har beskrevet på følgende måde:"

"Jeg illustrerer ikke virkeligheden. Men skaber billeder som er virkelighedens koncentrat og sanseindtrykkenes stenografi."

I 2017 publicerer du din første store roman Sten, saks og Papir. Den er både helstøbt og perspektivrig. På en måde fremtræder den som en nutidig parallel til Honoré Balzacs dybdegående skildringer både af kælderdybet i den ydre og indre verden og af personernes opstigning og forfald. Og som Balzac evner du at inddrage læserne i det ofte voldsomme drama, som personerne deltager i. De lever deres eget omskiftelige liv i den kunstneriske illusion og  repræsenterer ikke ideologiske eller andre abstrakte holdninger. De fremtræder som levende mennesker, der afdækker ny indsigt i den ofte kaotiske og uigennemskuelige verden, vi lever i. Du har evnet at skildre dem med et næsten sitrende nærvær, der også rummer kraftfulde spændingselementer. Hovedpersonen Stens gradvise undergang, uforløste vrede og skam er fortolket med en særlig indlevelse og intensitet. Hans kæreste, Patricia og de andre personer, der bliver delagtige i hans smertefyldte skæbne fremstår som kontrastfigurer, men også de må hele tiden kæmpe sig igennem vanskelige konflikter. Du formår at skabe sansebårne, levende miljøskildringer og replikker. Sine steder er replikkerne præget af et meget saftigt sprog med eder og forbandelser, når det kan tjene til at tydeliggøre personernes særlige karakter og levemåde.

Om "den gode maler" udtalte Francis Bacon "at han/hun er en snegl, der efterlader spor af menneskeligt nærvær." Og netop denne roman viser, at en sådan snegl er du, Naja.

Også samarbejdet med andre digtere har du prøvet flere gange   - således f. eks. i Omina (2016) - hvor du skaber en digterisk flerstemmighed sammen med Mette Moestrup. Digtene fokuserer på oprørstrangen, især når det gælder kvinder. Det bliver amazonen, der optræder som metafor for dette sigte.

I bogen Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage (2017) har du givet en hudløs indgående skildring af den bundløse fortvivlelse, det ubændige raseri og den udvejsløshed, som  din kære Carls død udløste. Vi er vidne til udfoldelsen af et voldsomt følelsesregister, som endog  spejles i de brudte, fragmenterede sætninger. Men gennem den kunstneriske bearbejdning skabes der lysglimt, der viser veje til igen at fatte mod, selvom tabet altid vil være nærværende. Denne erkendelse har du - uden at vide det  - allerede skildret  - bevægende og enkelt i følgende digt fra digtsamlingen Poesibog (2008). Netop dette digt bringer det monumentale skjaldekvad i Egils Saga  - Sønnetabet i erindring;

"Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv det tilbage

som du fik af den døde

da den døde var levende

da den døde var dit hjerte

giv det tilbage til en rose,

et kontinent, en vinterdag,

en dreng, der ser dig an

fra hættens mørke."

Trods alt har du oplevet   -  selv i denne meget vanskelig tid  - de strejf af kærlighed, som Leonardo da Vinci har beskrevet på følgende måde:

"Kærligheden er som Lyset, der skinner klarere jo dunklere sted, den kan finde. Kærligheden sejrer over alt."

Du har modtaget et væld af priser og hædersbevisninger, således bl. a. Kritikerprisen, Nordisk Råds Litteraturpris og Aarestrup-Medajlen. Og i det store udland er adskillige af dine værker blevet modtaget med begejstring.

Når man læser dine engagerede, altid uforudsigelige værker, følger det komplicerede netværk af symboler og skæbneforløb, som afdækker både de destruktive og de livgivende kræfter, kan man ikke undgå at tænke på, at du altid modigt og med stor kompromisløshed har fulgt de fordringer i dit digteriske virke og i dit liv, som du hele tiden har mødt. Du har opfyldt Leonardo da Vincis krav, som han har udtrykt på følgende måde:

"Livsnerven eller hjerteslaget i al kunst af kvalitet er at ville ét og hverken lade sig distrahere eller friste af de krav og lokkende tilbud, som kommer udefra og som ikke kan forenes med de idealer som kunstneren selv ønsker at realisere."

På baggrund at dit store og lødige digteriske virke er det for bestyrelsen for Tagea Brandts rejselegat både en ære og en stor fornøjelse af overrække dig et af dets rejselegater. Hjertelig tillykke.

 
-Tagea Brandt, født Rovsing