Gyldendal-redaktør Simon Pasternaks tale, efter pristalen, før Najas manusløse tak (hun havde dog noteret de gange, hun tidligere var blevet nomineret, 4 gange i alt, for Tilgang, Balladen om Bianca, Bavian, Alting blinker), ved overrækkelsen af Weekendavisens Litteraturpris i går aftes:
-->
"Kære Naja,
kære jer
Har døden taget noget fra dig, så giv
det tilbage. Carls bog
er en bog, man ikke har lyst til skal findes, man har ikke lyst til at ”høre om
det, ingen vil høre om”, som der står et sted i bogen. Jeg ved, at du ikke
ville skrive den, jeg havde ikke lyst til at redigere den, og jeg har hørt
mange sige, at de ikke havde lyst til at læse den. Men som du sagde meget
hurtigt, efter at det skete, ”Simon, jeg må skrive en bog om det her.” Du skrev
den, jeg og til sidst Mette redigerede den, og mange, mange har læst den. Og
hvorfor mon? Fordi vi SKAL høre om det vi ikke vil høre om, simpelthen fordi
det findes - og så fordi du har skrevet et mesterværk selvfølgelig. Men hvordan
skrive sådan en? Som du skriver tidligt i bogen, forsvandt sproget for dig, da
det skete, citat ”Mit sprog er goldt”, og du ville ikke skrive ”lækkert” om det
her, ikke litterært, velturneret, perfekt, ”skønt”, pyntet. Du kunne ikke bruge
det, du vidste og det du allerede kunne. Der var ingenting tilbage. Kun
brokker, løse sedler med diffuse beskeder, en mumlen, et kaos. Og hvordan finde
en form for det formløse, hvordan finde et sprog igen for et menneske, der
lever af netop det, sproget? Hvordan du fandt en vej i det mørke, kan jeg ikke
sige noget om. Men jeg kan sige noget om, hvordan det var at redigere den bog
fra smulerne og om DET?
Jeg besluttede
mig for to regler for mig selv. Regel nr. 1. Jeg ville kun snakke form, form,
form. Og Regel nr. 2. Jeg ville ikke tude. Kort sagt: professionalisme frem for
alt, nul føleri.
Du bor i New
York, og vi havde lange telefonsamtaler i månedsvis, bogen havde svært ved at
finde sin form, jeg prøvede at spille klog og vigtig mand, du sendte og jeg
læste, vi pushede bøger om sorg til hinanden fra Gilgamesh til Mallarmé,
famlende frem og tilbage, men en dag sagde du pludselig, ”nej, det spor skal
sgu da ikke med, Simon – kan du ikke SE det, mand?”, og så vidste jeg at du var
tilbage som den Naja, jeg kender. Der fandt du tilbage til den formbevidste,
helt ned i sætningen brutale ærlighed, der kendetegner dig, du fortsætter, til
det, du siger er sandt uanset hvor
springende, grimt, klumpet, desperat, kødeligt eller uhyggelig skønt det er, og
bogens bue står klar, rå, kærlig – og nødvendig. Ingen distraktioner, ikke
nogen lette og lækre veje, ikke NOGET PIS. Så som altid, når vi har lavet bøger
de sidste 15 år, bruger du mig som den lidt tungnemme fætter, der lytter og
siger ting, indtil du beslutter dig for, hvordan det skal være. Så meget for at
fokusere på form og professionalisme, og regel nr. 1 døde.
Da vi
slutredigerede bogen i din lejlighed i Brooklyn i december 16, kom regel nr. 2
under pres. Bogen var færdig, og i slutningen skriver du om, at du og din mand Eigil
sad på en terrasse i jeres lejlighed og talte dag efter dag:
Du skriver
følgende om jer to, citat:
”Alle de
aftener, hvor vi to sad i et mørkt hjørne, tæt sammen, på en kasse og en
vakkelvorn stol og talte og drak vin. Du og jeg. Du og jeg i sorghjørnet. Vi
tændte ikke lys. Vi ønskede at sidde et undseeligt sted i huset, omgivet af
gamle havemøbler, poser med visne blade, vi ønskede mørket. Vi græd, vi talte
om vores dreng. VI talte om de andre børn, vi talte om vores liv. VI talte om
det, der har ændret vores liv. VI holdt hinanden i hånden. Sådan kom vi igennem
det første år. Jeg lyttede til dit åndedræt.
Jeg trækker
vejret sammen med dig.
Du trækker
vejret sammen med mig.” Citat slut.
Jeg ankom til
lejligheden, der er i to plan, selve lejligheden og en så tagterrasse og en
smal vindeltrappe med et klejnt repos, der forbinder de to planer. Jeg kom og
gik op ad vindeltrappen, ud på tagterrassen og spurgte – var det her, hvor I
sad?
- Nej, sagde du.
- Hvor så?
- Der, sagde du og pegede på det
bittelille repos på vindeltrappen.
- Der kan man da ikke sidde to.
- Nej, netop, sagde du.
Og lige der –
at se det sorghjørne, at I måtte sidde sådan et ikke-sted for at kunne være i
verden, lige der tror jeg, jeg måske så, hvor umuligt det hele har været og for
fanden - er. Og så, beklager, Naja, der brød jeg regel nr. 2. Ikke tude.
Så meget for
distance og objektivitet.
Jeg vil ikke
komme ind på, hvad bogen handler om, men jeg vil gerne fortælle, hvad den IKKE
er. Jeg talte med en person, der mente at bogen var terapeutisk, fordi den ”når
et sted hen med sin sorg”. Det mener jeg ikke er rigtigt. Den når ikke til
afklaring om sorgen, en bog kan ikke gøre tabet mindre, det er faktisk lidt
uforskammet at sige, synes jeg, faktisk tænkte jeg på om vedkommende ikke burde
udsættes for det, Naja og jeg plejer at sige folk, der ikke forstår, burde
udsættes for, nemlig dolkning. Så nej, det er ikke terapi og selvhjælpsbog, men
den har fundet et sprog og en form, der kan beskrive den virkelighed, der
findes efter at alt er tabt. Den ”hjælper” ikke, men den viser, at sproget og
kunsten findes og gør, at vi kan ”høre om det, ingen vil høre om”. Den gør ikke
nogen mindre ulykkelige, men den gør det muligt at se det sted, hvor sorgen
findes, fordi formen findes.
Så tak for din
generøsitet, sit ekstreme mod og din vilje til på enhver måde ikke at ville
mere pis! OG tak til Weekendavisen for at have præmieret en bog, man ikke har
lyst til at læse. Og tak til læserne, der har læst den alligevel. Og tak til
Naja for at have skrevet om det man ikke kan skrive om. Og Naja, nu håber jeg,
du vil gå i gang med nye bøger, som du har lyst til at skrive. Tillykke fra
Johannes, Mette, Vivi, mig og Gyldendal - og skål! "
