Viser opslag med etiketten Jarl Borgen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jarl Borgen. Vis alle opslag

søndag den 19. marts 2017

3 x Marianne

1. Marianne Larsen, da hun i dag yderliggående velfortjent har modtaget Dan Turèll-medaljen og holdt en smukt takketale om Dan og hans værk og læst 3 nye digte op, der fik hver deres klapsalver (foto: Lars Movin)


2. Marianne spionerer skælmsk på sin trofaste forlægger gennem mange, mange år, Jarl Borgen, blive fotograferet selv (foto: Steen Møller Rasmussen - udateret, men velsagtens tidlige 80'ere?)


 3. Et digt fra antologien Min generation, redigeret af Asger Schnack og Dan Turéll, 1975, og udgivet af dagens autentisk henrevne pristaleholder Asger Schnacks forlag Swing:

"3 Cry man

nej
jeg vil ikke hente mit hoved
i de døde bevidstheders departementer
nej
nej jeg vil ikke nøjes med en promille af alt
det jeg har på fornemmelsen hører med til et
tidsrum på halvfems år
nej
nej jeg vil ikke nogens eller min egen
simple vane
nej
nej jeg vil ikke overholde radioens programmer
for hvad jeg må fortælle den jeg elsker og hvad
jeg skal tie med
nej
nejjeg vil ikke blive ved med at stirre mig til
genstand på enhver jeg møder
fordi alt andet hedder genstand
nej
nej jeg vil ikke stange mig gennem jaede nejer
for altid at være på den sikre side
nej
nej jeg vil ikke
være den der ligger stille
stille hen i månedsvis
når fuglene er forgiftede"

søndag den 8. januar 2017

inderst i marven synger instinktet - young TS

- første tekst i TS Høegs debutbog Amokoma, 1981 (de 2 første linjer er titlen)

går grundtonen gennem mennesket
eller hviler den i systematik

- erindringen er spundet sammen i upålidelige ruller, sløret af praktiske forholdsregler, de lange dage set forfalsket fint.

- vi blev hjemløse, det viste sig, de første år i den afgrænsede skolegård, så afgrænset som indsigten. vi stod med asfaltens genialiteter skinnende formørket op i vores ansigter, stødvist skrigende til ti.

- så ned i åens plumrede vand, hvor tiden holdes flydende, hvor det bølger frem & tilbage i væltende bølger.

- vi stod senere i ventesalen med matblåt loft over ventilatoren, så på de to ure, som hver viste noget forskelligt. den ene vej væk altid en time foran & den vej hjem for sent.

- faldt ubeslutsomt rundt, sådan som de mindste blade også gør det, alt blev blev løgn på en eller anden måde.

- nerven har ingen hørlig lyd, men noget hyler. inderst i marven synger instinktet, sangen arresteret af tanken.

- jeg skriver ikke ord. paradokset holder tiden i spænd.

- fremskridt er mere vand end rum, dagevis faldet om imellem stridende mål: at holde fast ved eller tage ved lære."

Fra Strunge-portrættet i Trés 60:

"... men efter utallige forlag havde afslået mit "amokoma"-manus: Gyldendal: Gyldendal, hvor Rifbjerg bag et stort mahogni-skrivebord mente, at jeg skulle skrive om en bestemt ting eller efter tidens "plastic fantastic"", Arena & Centrums uendelige nølen & andres trækken på skuldrene, sagde Michael: "kom med mig" & sent ud på efteråret gik vi sammen ud til Gl. Kongevej, hvor dette Borgens Forlag havde til huse ... vi kom direkte ind til selveste denne Jarl-boss, hvor han fine, lille ansigt lyste mildt imellem to høje manusstabler ... Michael skred & jeg blev tilbage for at prøve at forklare mig ... efter at have ventet i henved 2 år & i trods havde skrevet og stenciltrykt: træer vinkler vandstråle i kort forvintret sommer, gik der ikke mere end kort tid før jul, hvor Jarl sagde god for produktet (...)"

tirsdag den 29. november 2016

90'er-afgange

Forfatteren blev ældre end diktatoren, men forlæggeren blev ældre end forfatteren (som han aldrig udgav - inden han omsider begyndte at udkomme på Gyldendal, forfatteren, udkom han på forfatterforlaget Attika, der i 70'erne var et ret cool forlag, hvor blandt andre også Johannes L. Madsen og Knud Sørensen udkom (og nu findes det vist slet ikke mere?)):

FIDEL CASTRO 90

CHRISTIAN SKOV 94

JARL BORGEN  97

lørdag den 26. november 2016

Han borgede for poesien - Jarl Borgen 1919-2016

Dansk poesi står i uendelig taknemlighedsgæld til stjerneforlæggeren Jarl Borgen, der døde i søndags 97 år gammel, mæt af dage, men helt sikker stadig sulten på kunst og poesi. Ikke bare for at betale underskuddet for Hvedekorn gennem 45 år (og lade redaktørerne redigere), men for hele tiden at insistere på (i starten aldeles egenhændigt) at finde nye, fantastiske digtere og blive ved med at lade dem udkomme og udkomme og udkomme: Benny Andersen, Robert Coyrdon, Ivan Malinowski, Hans-Jørgen Nielsen, Per Kirkeby,  Vagn Steen (de vilde konkretismer efter debuten), Peter Laugesen, Dan Turèll (IM, PL, DT udgav selv deres debuter, men fandt hurtigt havn hos Borgen (DT efter en del flaksen rundt)), Marianne Larsen, Charlotte Strandgaard, F.P. Jac., Michael Strunge, Henrik S. Holck (den ene utrolige debut),  TS Høeg og Thomas Bruun (poetisk prosa), Bo hr. Hansen, Simon Grotrian, Carsten René Nielsen, Janina Katz, Morten Søndergaard, Lone Munksgaard, Lene Henningsen, Mikkel Thykier (den ene utrolige debut), Rasmus Nikolajsen, Maja Lee Langvad (den ene utrolige debut) med mange mange flere (heriblandt mig selv, der stadig har et nyt forlag til gode).

Min bedste erindring om Jarl Borgen er engang, jeg var styrtet ind til Valbygårdsvej, fordi trykkeiet samme morgen havde leveret de første eksemplarer af min nye bog, og spænenden ned ad de Gernes-kolerede gange stødte på Jarl himself, der tyst og varmt ønskede mig tillykke med bogen, som han selvfølgelig havde læst straks ved ankomst en times tid før (der var også dengang har fortalte, at han havde takket nej til Sven Dalsgaards anden digtsamling, fordi han, SD, simpelthen stavede for dårligt ...)

Pia Tafdrup, der også debuterede på Borgen, som decideret ejede den første strøm af 80'er-digtere, skriver et sted på Facebook:

"Jarl Borgen gav en hel generation nogle muligheder, vi dengang ikke fik noget andet sted. Stor og varm tak! Jarl havde både dybtgående indsigt i litteratur og billedkunst. Det betød, at der blev skabt nogle helt usædvanlige og langtidsholdbare relationer mellem de to verdner. Jeg er fuld af taknemmelighed."