Viser opslag med etiketten Tohuvabohu. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tohuvabohu. Vis alle opslag

onsdag den 22. november 2017

Jeg er enig med mig selv om lykken på den søndag

Foto taget af mig:


Citat fra artikel på dr.dk:

"Et babelsk cirkus med fine glimt

En af de bog-professionelle, som er fast deltager ved Bogforum, er Lars Bukdahl. Anmelder for Weekend-avisen og redaktør af det litterære tidsskrift Hvedekorn.
Han er godt tilfreds med årets bogmesse, hvor han både var gæst, interviewer på forskellige scener og deltager med en stand for Hvedekorn.
- Bogforum er altid et cirkus, en umulig blanding af babelsk kaos og så de mange fine ting, man kan opleve, hvis man stopper op det rigtige sted, beskriver Lars Bukdahl.
Den bedste oplevelse han fik ved messen denne gang, var en oplæsning med forfatter Peter Laugesen.

Blev lykkelig af oplæsning

Digteren læste op af sin digtsamling fra 1979 'Tohuvabohu'. En unik begivenhed, fordi Peter Laugesen selv havde glemt, at han havde lavet den digtsamling, indtil forlægger Asger Schnack fandt et gammelt eksemplar og genudgav den i år.
- Jeg er ærkefan af Peter Laugesen, så det var intenst. Det gjorde mig meget lykkelig, fortæller Lars Bukdahl."

Et af de digte, der lykkebringende fik stemme:

"blomsterne er visne
og brostenen
ligger parat
men tænk dig om
før du bruger dem
lad dem ikke ramme
noget levende
hvis du kaster dem
håret synger om den tid
der var
og kroppen krymper sig
i moderigtigt tøj
de snævre bukser
klemmer nosserne
og hindrer blodet
i at løbe ud af tæerne
det skal ned gennem benene
og det skal op igen i hjernen
gennem hjertets kamre
og hjertet hamrer

Det er svært
at være her
og ingen
andre steder
være henne."

Og sikker vi stod og duvede, Asger Schnack og jeg, skulder ved skulder dér til en side som to fyrretræer i forårsvind

lørdag den 4. marts 2017

Sophiaforsvinding

Jeg optrådte i dag på den Sorte Diamant til såkaldt Vidensfestival (til støtte for Clement Kjærsgaards blad Ræson) med yndlingsaversioner (hvoraf de fleste snarere var nagende melankolier eller hjemsøgende skuffelser)) og yndlingsperversioner fra dette stadig spæde forår, havde medbragt 4 af de første og 5 af de sidste, men nåede kun 2 af de første, Thomas Korsgaard og Caspar Eric, og 3 af de sidste, Signe Gjessing og Christina Hagen (genuint Jyllands-kitsch (der fremkaldte spontant bifald fra salen) frem for Korsgaards kælne Jyllands-kitsch) og så lagde jeg op til, at nr. 3 skulle være Sophia Handler, men Clement fik mig afsporet til en anekdote om at anmelde Frøken Smillas fornemmelse for sne som en sikker fiasko, og så glemte jeg skandaløst nok Sophia og afsluttede med denne fornemt fjollede sekvens fra Laugesens Tohuvabohu:

"spidsmusen speedy
sad i cafeteria
og drak kaffetilsætning
af et plastikkrus
mens suppen
stod og frøs i tallerkenen

hvem kom så ind ad glasdøren
andre end billen børge
frisk fra en fed
med hodet i skred

og tankerne blå
en ornlig skid på"

Men det var jo det her stykke fra Feberfrihed (stadigvæk årets stærkeste - men ikke derfor mest hypede eller roste - debut ud af allerede ret mange), jeg var på vej til at læse op:

"(muskelsvaghed)
Man kan tænke mere frit, mens man plukker øjenbryn. det kan have noget at gøre med, hvor tæt man står på sit eget ansigt i spejlet. Men der er altid en håndvask i vejen, som skinner og siger: her skal det kun være mig, der er nøgen. Dansegulvsglat.
Det kan være et par lerfigurer over emhætten, der viser, at man har været der. Dyrket en sport. Skraldespanden svarer: det kan jeg godt huske. Hvilket menneske kan nøjes med enten varmt eller koldt vand."

(melankolier/skuffelser jeg ikke nåede: Peder Frederik Jensen og Maja Lee Langvad, perversion jeg ikke nåede: TS Høeg)



(foto: Kulturkapellet)

onsdag den 1. marts 2017

1000000000 radiatorer til Jan fra Peter

Vangsgaards Antikvaritat sælger Jan Sonnergaards bogsamling fra i morgen - PDF-katalog her - biblioteket startede forfra fra scratch i 1990, da Sonnergaard pga. pengenød solgte alle sine bøger til Nansensgades Antikvariat (jfr. præ-Radiator-novellen "Limbo" (opsamlet i Gamle historier): "(...) alle romanerne og digtsamlingerne og de svære bøger, Lene altid forærede mig") - ikke mange egentlige sjældenheder, men en hel del dedikationer.

Særligt må fremhæves et brev fra Peter Laugesen, vedlagt et eksemplar af Laugesens samling Pjaltetider, 1997 (udgivelsesåret for Radiator) til 800 kr. (med brev), men henvisende til eksemplaret af den gamle 1978-samling Skæve stjerner til også 800 kr., der nemlig bærer denne dedikation (BREAKING: Vangsgaards har ifølge besked til mig nu lagt brevet ind i  Skæve stjerner, hvor det hører til - ved ikke, hvad priserne henholdsvis er nu):

"1000000000 radiatorer til Jan fra Peter 22 år senere"

Her er den fulde ordlyd af brevet fra PL til JS:

"Kære Jan, Som du kan se på side 47 var der ikke bare en, men millioner af radiatorer. Skrevet før rektor Franks udtalelse, idet det var det digt han udtalte sig om, og for øvrigt af forskellige grunde anbragt i en tekstmasse af overhængende surrealistisk snit. 1978. Jeg skriver lige et par ord i den, så den vil være en million radiatorer værd engang, når både du og jeg er fjernvarme
Med kærlig hilsen/ Peter Laugesen"
 
(Sonnergaard fik jo sin titel fra Niels Franks misforståede modvilje (og ikke forbud NB) mod at bruge ordet "radiator" i et digt, hvilket han nemlig lige havde oplevet Laugesen lykkes med at gøre og ifølge brevet altså i nedenstående digt ...!?))


Digtet på side 47 i Skæve stjerner (udgivet året før Tohuvabohu blev skrevet):

"frem i direkte sansningers
væren alt der er
stedet tiden og personen
skrøbelige mure
omkring tomhed

fjernvarmen kommer susende
ind gennem millioner
af radiatorer
smelter sneen i striber
langs ad gaderne

sidder tør og gold
i pandehulebetændelsen
og spreder nys og gys"

lørdag den 25. februar 2017

Og helt kort, side 31

Det er svært
at være her,
og ingen
andre steder
være henne.

fredag den 24. februar 2017

BLÆST - MEN IKKE LÆST - IGENNEM!

Peter Laugesens genfundne 1979-manus Tohuvabohu, der udkommer om præcis en uge på Asger Schnacks Forlag, to dage før digterens 75 års fødselsdag - og det er vitterligt, som forjættet, det forunderligste tærskelværk, øjeblikkeligt uundværligt, nævenyttig (og nævnenyttig!) naivisme! Men det skal jeg nok granske og forklare nærmere i næste uges anmeldelse, lige nu er den sort-hvide eksistens mere end mirakel nok, og her er simpelthen bare et tekstopslag, side 46-47:

"med hvilken slags græs
   vil du dænge mig til

med hvilket nærvær
    ligge for min dør

hvorfra kommer spurvene
der døser på klaverets ansigt

hvorfra hyldens børn
der flyver i violinens bur


skiftespor, skifteord


betændelsen spiller på
nerverne som var de en harpe

det vil være en lettelse
at afbryde smerten med codyler

(græs og musik alene, på
grammofon, kan ikke klare det)

øjet løber i vand, lukker sig
mere og mere, men jeg kan ikke

se med det alligevel, rejse
på landet i en uge i morgen

socialkontoret i formiddag
ny rådgiver, nu kommer inga

og sidse med vasketøjet



er det senere

her er vi
på vej ud af døren

for at se på et skab
til sidses tøj

uden for er der tøsne
og det er lykkedes

at finde en tobak som
den gamle westmore


lad øjet brænde
gennem stenene
gennem kødet og knoglerne
gennem jord, vand, luft
og ild, brænd gennem branden
og brænd sammen, sammen
ikke en og en men to og to
og mange flere i ny
atmosfære af kærlighed
der flyder og skifter frit"
Billedresultat for westmoreland tobacco

torsdag den 23. februar 2017

80 SIDER! - og i dueslag nu (en S-togs-tur væk, men jeg hoster!)!

Som bog nr. 15 på Asger Schnacks Forlag udkommer fredag den 3. marts 2017 Peter Laugesen: ”Tohuvabohu” – the lost (and found) Laugesen manuscript! Historien har jeg tidligere fortalt; i dag er der færdige bøger – med et træsnit af Knud Odde og et nyskrevet efterord af Peter Laugesen. Bogen kan allerede nu bestilles hos enhver (net)boghandel.

Image may contain: text

Produktdetaljer:
Sprog:
Dansk
ISBN-13:
9788799837953
Sideantal:
80
Udgivet:
03-03-2017
Udgave:
1
Forlag:
Asger Schnacks Forlag
Indbinding:
Bog, hæftet
Originalsprog:
Dansk
ISBN10:
8799837951

onsdag den 18. januar 2017

Herimellem

Peter Laugesens officielle værkliste 1974-1980, vilde år i og med skriften:

Guds ord fra landet, 1974 (totalskrift)
Anarkotika, 1975 (totalskrift)
Blues, 1977 (miniaturskrift)
Hamr & Hak, 1977 (totalskrift)
Den flyvende hollænder, 1977 (totalskrift)
Stol på bumsernes klare sprog, 1977 (minitotalskrift)
Skæve stjerner, 1978 (miniatureskrift)
Den automatiske pilot, 1978 (system-miniatureskrift (trelinjere))
Skibets mytologiske arkitektur, 1979 (brevveksling (hvorfor har jeg ikke den!!??)
Åens skrift, 1979 (total-miniature)
Telegram, 1979 (miniatureskrift)
Forstad til intet, 1980 (miniatureskrift)

- Laugesen siger i mit interview med ham i UGH!:

"De har hver deres karakter, men samtidig ligger nogen af dem i sekvenser på to og tre bøger. Der er Anarkotika og Hamr & Hak og Den flyvende hollænder, som er ét hug midt i 70'erne. Jeg ved ikke, om det er en overgang til noget, det er i hvert fald en afslutning på noget og en begyndelse på noget, der er det samme, men ser lidt anderledes ud.
(...)
de tre bøger er specielle på den led, at i dem har jeg i betydelig højere grad end i nogen andre taget alting med, uanset hvad det var og hvordan det så ud. Et forsøg på at arbejde med nogen meget kaotiske tilstande og acceptere, at så¨danne tilstande, når man skriver på dem og i dem, kan antage så og så mange forskellige former og lade dem stå, som de nu engang kommer til at stå.
(...)
- På dette tidspunkt vil jeg gerne slå ned på nogle af de værker, der skiller sig ud, og i første omgang Åens skrift fra 1979, som med sin enkelhed og sine korttekster meget klart står for sig selv.

Åens skrift hedder sådan, fordi den var skrevet i løbet af en sommer i et sommerhus, min mor havde, lige ved siden af Gudenåen. Børnene var små, og vi boede derude en hel sommer igennem uden adgang til underholdning af nogen art, jeg tror ikke, jeg havde en skrive maskine med. Den er simpelthen skrevet på det sted og på de daglige indtryk, som var børnene og græsset og dyrene og hvad der ellers var at kigge på. det var den visuelle stimulation, og det er den skrevet direkte på og det har resulteret i den form, den har. Men selvfølgelig har det at ville skrive sådan en bog ligget der hele tiden, og helt tilbage fra begyndelsen.
  Meget af det, jeg havde lavet indtil da, også de tre store tykke klumper, var for mig selv at se et forsøg på at nå frem til en eller anden overskuelig enkelhed og klarhed i udtrykket, dels digtet som form og dels at sige mere eller mindre nøjagtigt, hvad der foregår her og nu. "

Det er med andre ord SÅ spændende, hvad Tohu Vabohu, afsendt februar 1979, er for en bog; Schnack oplyser ikke (og det kan jeg godt forstå, skønt med suspense), hvor total og/eller miniature, den faktisk er.

Her er sidstesiderne i bøgerne før og førstesiden i bogen efter:

Den flyvende hollænder, side 173:

her sidder jeg
med en pose ægyptiske
appelsiner og hvad
nytter det for du
    sover og vil ikke
smakke med mig
jeg ryger en pibe
hvid tobak
og alting er sket
måske i morgen igen
er for sent
nu går jeg i seng
men kan ikke snakke
med dig for du
sover og sover
lad os snakke sammen
i søvne
i går sad jeg og drak
i falstersgade
og nu sidder jeg
i marstrandsgade
og drikker sodavand
i dag

        s l e e e p   t i m e   b a b y
        l i t t l e   s h i p   s a i l
        c h a n g e   y o u r   l i f e

Stol på bumsernes klare sprog, side 22:

                   rusens hæmningsløshed

                  at begynde med elementerne eller slutte med dem, partiklerne. grammatikken. Digte af lutter grammatiske læresætninger. Men at stable det op i en sprogets poetik har jeg ikke lyst til. Lad elementerne blande sig selv. Men sæt dem der.
Sæt dem.

              sæt dem
bogstaver, gamle
tegn
      runer hugget
     i sten
      et hjerte af sten

mærkelig gammelmodig
musik af hoppende
pudrede parykker
dinglende smykker
der kaster lyset
fra krystalkronerne
i alle retninger
funklende lysende
og de tykke mure
udenfor de fattige
og sultne masser
på jorden
årene går
i gentagelsens spiral
planterne begynder
               at visne
fuglene
       at falde ned
                    fra himlen
der er så mange tegn
                      nu

Skæve stjerner, side 59: 

kramperne i fantasien
dyr der trækker drømme
på muskeltråde

porcelæn der råber
hvorfor ikke nu

lad os lege   

Den automatiske pilot, side 22:

racer og nationer
     stridende fraktioner
              i det sanselige

_______________________________________________________________

Åens skrift, side 5:

Hvorfor er stenene her
Hvorfor hyler sirenerne
Hvorfor standser deres hyl