Jeg har set Peter Laugesen danse

NÆSTEN! 

da han i dag på Vangede Bibliotek som verdens største selvfølgelighed havde modtaget Dan Turèll Medaljen og havde læst op fra Deadlines, den bog han skrev på, da han (i Irland) hørte, at hans ven Dan Turèll var død, hvilken han ikke havde anset for muligt, og fik tændt for et Grateful Dead-nummer (kan nogen lige fortælle mig hvad for et), og mens det det nummer lød, stod Laugesen på scenen og dansede NÆSTEN og bagefter læste han krystalklart endnu to digte fra Deadlines, nemlig disse (eller var det kun det sidste, og det første så før Grateful Dead, det kan nogen sikkert huske!):

SWEENEY HØRER AT KONG DAN ER DØD

Glem alt hvad u har lært
og husk ikke hvad du ved
for det er en anden verden under stenen
Hvis du har livet kært
og elsker kærlighed
så stil dig aller yderst ud på grenen
Fortryder du så husk
at i hver lille busk
der sidder fuglene og synger falbelader
Og sandt som det har klang
så er det livets sang
der sprudler ud af mejser og af skader

&

Vi skulle have siddet sammen
om 30 år
på TV
eller hvad det hedder til den tid
og set gennem blafrende døre af whisky og røg
60 år tilbage på alt det
ingen af os længere
ville kunne huske

- Peter L får sin medalje af selskabsformand Lars M (foto Steen Møller Rasmussen)

Led i bund, Have-arkivarer, efter MANJANA nr. 3!

Fra Lars Movins usyret pragt-grundige bog om i den grad ikke kun Erik Liljenberg Synets galaxer. Maleren Erik Liljenberg

- om tidsskriftet Manaja - uredigeret af Liljenberg, Kristen Bjørnkjær, Wiliam Louis Sørensen, Dan Turèll og Peter Laugesen - som der vistnok udkom 2 numre af, vistnok begge i 1970:

"Uanset om den omtalte seance (med fælles automatskrift LB) hos Erik Liljenberg nu fandt sted i sommeren 1971 eller på et andet tidspunkt, så trak produktionen af det tredje nummer af en eller anden grund i langdrag. I juli 1971 sendte Dan Turèll følgende opmuntrende meddelelse til William Louis Sørensen: "manjana nr 3 ifølge pålidelig kilde langsomt undervejs (...)". Og i en håndskrevet note fra december samme år tilføjede han, at det tredje nummer nu lå klar, det manglede blot at blive trykt. Hvilket bekræftes af et omtrent samtidigt brev fra Peter Laugesen, også til Sørensen, hvori det hedder: "Manjana-materiale ligger her. Er du interesseret i det? Kan sendes, hvorefter du kan tilføje, stryge, ændre, udvide, hvad du vil, og returnere det/tage det med tilbage for trykning på Samsø-Posten." Men herefter sive omtalen af Manjana langsomt ud af kommunikationen, og det bebudede tredje nummer blev tilsyneladende aldrig færdigt - måske blandt andet fordi Laugesen i foråret 1972 blev fyret fra Samsø Posten, hvor det ellers havde været hensigten at trykke magasinet.
  "Det sidste egentlige nummer af Manjana lavede vi på Samsø," siger Laugesen i dag, "og jeg husker især nogle John Cage-inspirerede partiturer med afsæt i urenheder i papiret, som jeg selv lavede. det nummer nåede aldrig at blive trykt, det var på måske 100 sider. Det forsvandt for mig, men senere hørte jeg, at Henrik have havde fundet det originale eksemplar og indlemmet det i sin samling. jeg har dog aldrig set det"*

*Note ;
"En eftersøgning er blevet sat i gang i Henrik Haves arkiv i No, men indtil videre er det ikke lykkedes at finde råmaterialet til Manjana nr. 3."



- tegning af Erik Liljenberg på Dan Turèlls kæmpe 1973-bog
(Laugesen (i e-mail til Movin): "Dan gjorde jo så hele til sit med den der bog. det var lidt irriterende")

Turélls definition af Manjana i note til den amputerede gendugivelse af den der bog i 1987:
"'Manjana' var en fælles betegnelse, en art intern 'Kilroy'-figur for en gruppe 'kunstnere' i starten af 70'erne - bl.a. Peter Lauegsen, Kristen Bjørnkjær, Erik Liljenberg og undertegnede. Manjana - spansk: i morgen - var os selv, hinanden, venner, kærester, pludseligt forbipasserende i fremmede byer og ukendte gader og et stadig nærværende fantom bag ryggen, i bevidstheden og i luften."

Movin:
"I 1991, da de forskellige medlemmer af Manjaan-gruppen havde arbejdet sig langt ud af deres individuelle spor, fik Dan Turèll sågar tanker om at gentoptage aktiviterterne fra dengang*. Men det blev aldrig."

*Note
"I et brev til Liljenberg (14.6.91) skriver Laugesen: "Manjana - jow. Dan er ved at gå i barndom, måske føler han, at han har været for lagt ude i det kommercielle. Jeg har det ikke helt på samme måde. Kristen er jo en stor kanon i TV- og kortfilmsbranchen, lever formodentlig tykt af at gnave konsulenthonorarer. Så hvis vi laver sådan noget igen, vil den jyske afdeling være den eneste, der hvad angår det væsentlige aldrig har flyttet sig en millimeter. HVIS et nyt Manjana så skal det osse være nyt."

(så mange gode Laugesen-citater fra breve (og mails) i Movins bog - kan slet ikke vente til Samlet Korrespondance udkommer ENGANG!)

Let ludende digterspirer - Larsens tak

Lars Movin var hurtigere ved havelågen end mig og Blogdahl til at sikre sig Marianne Larsens takketale for Dan Turèll-prisen, som står at læse som en opdatering på hans FB-side, måske faktisk link her. Men så copypaster jeg da bare talens første del, inkl. purung Hvedekorns-erindring (medaljefoto: Lars M. medalje: Barry W)):

"Den første gang jeg så Dan Turèll var i 1969. Engang i november, tror jeg nok, med korte dage, tidligt mørke. Jeg havde fået en adresse at rejse til, en adresse i Farvergade i København. Jeg var inviteret til et oplæsnings- og digterarrangement. Poul Borum havde som Hvedekornsredaktør inviteret tidsskriftets seneste bidragsydere med flere til at mødes og læse op og lære hinanden at kende.
Jeg fandt frem til adressen, efter at være ankommet med toget fra Kalundborg sidst på eftermiddagen og vandret nogle ture op og ned ad Strøget og i dets sidegader. Bag adressen gemte der sig et stort lokale med spredt opstillede færdige eller ufærdige gipsfigurer på gulvet, og malerier og tegninger på væggene. Der var også en trappestige mellem gipsfigurerne og forskellige slags stole rundt omkring. Belysningen var ujævnt fordelt fra lamper tilfældigt placeret i loftet. Det var her mit livs første digtertræf kom til at foregå.
Dan Turèll var der også. Han dukkede en del forsinket op sammen med Asger Schnack. De stod der pludselig i baggrunden, i nærheden af udgangen. “Der kommer Dan Turèll og Asger Schnack,” lød Poul Borums velkomsthilsen. Dan havde halvlangt hår dengang. Asgers hår var meget langt og tykt og krøllet. Der stod de. Let ludende frem og tilbage på stedet. Lidt efter var de der ikke mere. Vi nåede ikke at hilse på hinanden.
Senere mødte jeg Dan ved forskellige lejligheder i oplæsnings- og udgivelsessammenhænge. Og fulgte i halvfjerdserne med i hans skriftudbrud, der som en kraft, ingen kan holde tilbage, kom ud på forskellige forlag, etablerede såvel som alternative forlag deriblandt hans eget Soft Machine. Skriften var rusen, meditationen, arbejdet, politikken, kritikken, redskabet. Skriften var udforskningen, improvisationen, opdagelsesrejsen som væren og virken uden tøjler. Det var skriften, når den blev sat fri og på den måde udtrykte, hvordan dét var. Det. Inger Christensens Det, den indiske filosofis Det, den kinesiske filosofis Dao, I Ching og jazzens Det, musikkens Det, ordenes strømmende Det, kroppens og bevidsthedens strømmende Det, i en strømmende verden.
(...)"

En tråd om et beat på en film

Lars Bukdahl

November 3 at 12:28pm ·

Hallo, Leth- og soulfans - måske særligt Klaus Lynggaard og Lars Movin (og Jørgen Leth!), ved vi PRÆCIS hvilke(t) James Brown(?)-numre der lyder mens Torben Ulrich smasher løs i mørket i Leths Motion Picture? - smart nok er der ikke lyd på YouTube-linket, ikke hos mig i hvert fald!

• 

  Lars Bukdahl Vi kan også spørge Torben Ulrich jo!

  
  
• 

  Lars Movin Det er et emne, der har optaget Leth-forskerne - eller i hvert fald undertegnede - gennem længere tid. Allerede i min bog "Udspil – samtaler med Torben Ulrich" (2004) afkræftede Ulrich, at der skulle være tale om James Brown, men senere korrigerede han imidlertid sig selv – og derfor indføjede jeg en note, da jeg genbrugte interviewet i min bog om Jørgen Leths film, "Alt er i billedet" (2013). Noten følger her: "I dette interview, der fandt sted i marts 2003, mente Torben Ulrich at huske, at der var tale om den amerikanske vestkystgruppe War. Dette kunne imidlertid ikke passe, idet War kun lige akkurat var blevet dannet i 1969 og endnu ikke havde indspillet på tidspunktet for optagelserne til Motion Picture. Og ved en senere lejlighed, i forbindelse med min bog Udspil – samtaler med Torben Ulrich (2004), korrigerede han det til, at de to soulnumre i filmen skyldes gruppen Charles Wright & the Watts 103rd Street Rhythm Band. Dette virker sandsynligt, selv om det ikke er lykkedes at identificere de specifikke optagelser. På et af musikstykkerne i filmen gentages vendingen “In the jungle, babe”, hvilket netop er titlen på et album med Charles Wright & the Watts 103rd Street Rhythm Band udsendt i 1969 – men stykket findes ikke på den pågældende plade." (Der er tale om note 141 på side 502).

  
  

  Lars Movin Skulle nogen derude være i stand til at identificere, hvilke(t) track(s) med Charles Wright & the Watts 103rd Street Rhythm Band, der er tale om, vil jeg være meget interesseret i at få det at vide – tak!
• 

  Lars Movin P.S.: Jørgen Leth og alle, der i øvrigt var involveret i Motion Picture, er naturligvis blevet spurgt.

  
  
• 

  Lars Movin P.S.: Hvis det har nogen interesse, er tre kapitler i "Alt er i billedet" helliget "Motion Picture" – belyst gennem henholdsvis Ole John, Jørgen Leth og Torben Ulrich.

  
  
• 

  Lars Bukdahl 10000 tak, Lars. Jeg har skammeligt nok ikke din bog, den forsøger jeg at få fat på - og mine Ulrich-bøger ligger uforståeligt nok i en flyttekasse. Vi ses, i morgen, Jørgen, til lukket lærermøde!

  
  
• 

  Lars Bukdahl Nu har jeg hørt Charles Wright hele dagen, og det lange første, centrale musikstykke lyder jo umiskendeligt som James Browns "Papa's Got A Brand New Bag", bare ikke Wrights udgave fra pladen Together, 1968 (hvor der også er vokal langt det meste af tiden - jeg er ikke gået i gang med at lytte de sikkert talløse Brown-udgaver igennem ...), men lyder det ikke faktisk også som om det er en LIVE-udgave, også klippet med jungle-udråbet (der jo ikke nødvendigvis er den samme sang. vel?); jeg kan ikke få øje på, at der findes

  LIVE-plader med Wright & co. fra den tid, måske er der tale om en bootleg - mysteriet består ! 
• 

  Jørgen Leth jeg tror stadig det er James Brown. Godt nok var vi mere løse i det den gang, på godt og ondt måske. Men med credits? det ville undre mig. Altså: jeg siger James Brown. Indtil bevis på at det er usandt. Jeg var vild med James Brown dengang, og er det stadig.

  
  
• 

  Lars Bukdahl Det gentager jeg om lidt, Jørgen! SES!

  
  
• 

  Brian Ravnholt Jepsen Jeg søgte med lys og lygte efter en Motion Picture part 1 igår så jeg kunne høre stykket men det har endnu ikke lykkedes mig - har du eller andre et link til den første del?

  
  
• 

  Lars Bukdahl Ikke andre end den lydløse deroppe, men filmen er jo med på den anden boks, Sportsfilmene, i Leth-bokssættet, der ikke er udsolgt og som ALLE bør eje komplet naturligvis

  
  
• 

  Brian Ravnholt Jepsen Som jeg også gør faktisk nu du nævner det. Obligatorisk. Jeg går i sving.

  - 2 yderligere links:

Verdens bedste Burroughsføljeton

er Lars Movin shotgun-nørdede på hans Facebook-profil med indtil flere altid illustrerededaglige opdateringer, med eller mindre fast tema, frem til William S. Burroughs' 100 år fødselsdag om seks dage, her en opdatering fra i går om Bill & katte:

Syv dage til 100-års dagen for den amerikanske forfatter William S. Burroughs’ fødsel.

Ved siden af sine drømmedagbøger førte Burroughs også i perioder dagbog over sin hverdag. Efter at han på sine ældre dage havde trukket sig tilbage til Lawrence, Kansas, omgav han sig med katte, som han kommunikerede med, som om der var tale om genfærd af for længst afdøde venner og elskere.

Som i dette uddrag fra kattedagbogen The Cat Inside (oprindelig udsendt i 1986 i en eksklusiv limited edition-udgave med illustrationer af Brion Gysin og siden genudgivet af Viking i den viste ordinærudgave):

“I have said that cats serve as Familiars, psychic companions. 'They certainly are company.' The Familiars of an old writer are his memoires, scenes and characters from his past, real or imaginary. A psychoanalyst would say I am simply projecting these fantasies onto my cats. Yes, quite simply and quite literally cats serve as sensitive screens for quite precise attitudes when cast in appropriate roles. The roles can shift and one cat may take various parts: my mother; my wife, Joan; Jane Bowles; my son, Billy; my father, Kiki and other amigos; Denton Welch, who has influenced me more than any other writer, though we never met. Cats may be my last living link to a dying species.”