Mariannes drøm

Jeg sidder med de små, fine hæfter med drømme om Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft, som Janus Kodal udgav i 2005 i anledning af vistnok et folketingsvalg og kan blive nødt til at citere Marianne Larsens drøm fra Lykketoft-hæftet - i anledning af alting, også WA's Litteraturpis til Caspar Eric (YAY!) :

"Så er det pludselig, jeg drømmer, at en eller anden ikke særlig snedig spinsygeplejerske mager det således, at Fogh og Lykketoft og Kjærsgaard i kor fremsiger deres, synes jeg selv, kærligste valgløfter nogensinde. Jeg husker ikke dem alle. Men i hvert fald siger de, at vores samfund skal være den bedst mulige organisering af gode gerninger. De går ind for den størst mulige minimalisering af personlige skyldfølelser. For som de også siger, størst af alt er menneskers herlighedsværdi, når vi imponerer hinanden med vores skrøbelighed, omsorg og kunnen." 

Trump besynger grønlænderne

I stumble into town
just like some sacred cow
vision of swasticas in my mind
plans for everyone
it's in the white of my eyes

My little inuits
you shouldn't mess with me
I'll ruin everything you are
I'll give you television
I'll give you eyes of blue
I'll give you a man who wants to rule the world

And when I get excited
my liitle inuits says
"Oh Donald, just you shut your mouth
they say: "ssh"
they say: "ssh"

Robbie & Janus & Theis

Jeg lod være at sammenligne Janus Kodals nye digtsamling Fiasko og Robbie Williams' nye plade Britpop, som jeg er NÆSTEN lige så pinligt glad for, som jeg er upinligt glad for Kodals bog, da jeg i går til WA anmeldte Fiasko, for længere end som så holde sammenligningen ikke, men der er noget med succesfuld 90'er-cheekiness og -allestedsnærvær og insisterende, men genuint veloplagte comebacks, men hvor Robbie cheeky og ærligt forsøger at synge sig op, vil Janus cheeky og ærligt digte sig ned, ned, ned (jfr. juledigtet i forrige blogpost).

Robbies øretæveindbydende kærlige sang til Morrissey, "Morrissey", er også den sang, jeg kunne have sunget til Theis Ørntoft i stedet for at have skrevet det "Udbrud" i sidste uges WA Bøger, "Hemmelig humor", om, at han kedeligt ikke vil owne , at han er sjov, Theis : 


I like the singer
He's a little eccentric
He did an interview
I think what he meant was
I'm lost I'm lonely I'm hurt I'm abused
I need love baby, just like you
I'm isolated, deserted and friendless
But the beat goes on, and it feels tremendous

Morrissey (Morrissey)
Morrissey (Morrissey)
Is talking to me
Talking to me in code
Morrissey (Morrissey)
Morrissey (Morrissey)
It's just you and me
And they don't need to know


Come here let me hold you, let me hold you for the rest of your life
Come here let me hold you, ah ah ah ah-ah

Senest i julehad

 Jeg skrev sidste jul i WA om den solide tradition for julehadende dansk poesi og citerede digte af Nordbrandt, Turéll, Ørnsbo, Scherfig, Hassan - her afsnittet om og med Ørnsbo:

Indebrændt til vrængende askehob af lutter negativitet er rekordagtigt Jess Ørnsbos digt »Jul-i-himmel« fra den hygsomt betitlede samling Hjertets søle, 1984 (hvor den blev udvalgt til bagsidetekst, fordi det var 80erne, jo), overkill de luxe: »En ond jul står for døren/barneansigter der skærer tænder/invalide træer der bæres ind/Stearinlys svider sjælen/en stikken i huden/som af glemte vækkeure/Husene fyldes med vand i spande/bløde pakker undersøges/omhyggeligt af en alt for ung læge/En blødende nisse gemmer sig/skræmt bag panelet/Man betragter hinanden uforsonligt/om nogen skulle være vendt/tilbage fra barndommen - - -/men kun en overgemt torden/ruller råt over tagene fra en klistret himmel/der har gemt sit vand/fra i julisommers/Hadske ansigter ser du gennem ruden/efter januars frelse.« Digteransigter! SELV ELSKER JEG at læse antijuledigte i julen, og de undergraver ikke min julefølelse, snarere styrker de den.

Janus Kodals nye, knugende herlige comebacksamling Fiasko indeholder en solid tilføjelse til julehadets kan - til hvid overflod er titlen "Latterlig": 

"At gå hjemmefra er latterligt, latterligt at blive væk for ikke at forsvinde. At drikke glemmevand og huske er latterligt, latterligt at være fuld og tom på samme tid. At træde ud på tynd is er latterligt, latterligt at blive fundet for let og alligevel falde igennem. At græde på offentlige steder er latterligt, latterligt at tørre øjnene i kommunale servietter. At komme hjem uforrettet sag er latterligt, latterligt som en kallun en doberman henvist til skålen med kallun. At mærke tungen kælve er latterligt, latterligt at prøve at forklare hvorfor. At rejse sig for ikke at falde er latterligt, latterligt at komme hjem uden at vide hvordan. At støvsuge og fortælle historier er latterligt, latterligt at famle efter slutninger. At gå i seng som en tyr og vågne op som en tæve er latterligt, latterligt at lade sig røvpule med stearinlys og klejner. Juletræet er latterligt, dets pindsvinegrene behængt med glanspapir og hjerter der bugner af pebernødder: prostata, galdesten. Hunden er latterlig, på det uldne tæppe i hjørnet er den latterlig: en tam ulv der vogter over et afgnavet ben af hud. Gaverne er latterlige, år efter år den samme straf. Latterlige stjerner, guirlander, salmer, sild og kartofler. Latterlige mor som ikke kan være en mor. Latterlige far som også skal være en mor. Latterlige far som skal være sin egen far. Latterlige glæde, latterlige lede, latterlige hjemløse vrede."

Turbo på det punkterede løbehjul! 

Forventningspresserende

Pludselig er der bare KØ af bøger at glæde sig til - og der er slet ikke plads til de bøger, man faktisk sidder med og læser og kal læse, for kommende, voldsomt lovende bøger, man bliver nødt til og slet ikke kan lade være med at forestille sig , og først og fremmest har chefen for Marianne Larsens afrundende forlag Ekbatana Christel Sunesen proklameret en ny digtbog af Marianne Larsen, forventningen til hvilken for en kort tid lige netop overdøver sorgen over, at døden har gjort hende tavs, for heeeelt tavs kunne den så alligevel ikke gøre hende - der er ikke dato på endnu, og der må gerne gerne både gå kort og lang tid, så den er altså nr. 1 på forventningslisten, nedeunder den figurerer netop afslørede forårsbøger på Gyldendal, nej, før dem en ny bog OMSIDER, en roman, af Preben Major Sørensen på Escho, som jeg ikke har titel på, jeg spørger lige Anders Jørgen, øjeblik: 

1. Marianne Larsen: Barn i landskaber med hvidtjørn

2. Preben Major Sørensen: Utallet (skrev Anders Jørgen lige, at den fantastisk hedder, han sendte den sgufandeme også på PDF, tør ikke åbne lige nu!) 

3. Klaus Høeck: And the dead (velsignet brudt tavshedsløfte)

4. Morten Chemnitz: Færd 

5. Majse Aymo-Boot: Tingene (roman!) 

6. Runa Maria Luth: Drømmepenge (roman!)

7. René Jean Jensen: Den anden, den tredje, mig (roman!) 

8. Maja Lucas: Tennisdigte

Godmorgen, blog!

Hvad med at vi endnu en gang rebooter denne her blog, Lars?

It's okay with me!  Det gør vi sgu!

(præsenterer i aften kl. 19:00 i Cinemateket Robert Altmans The Long Goodbye som min yndlingsfilm, hvad den vitterligt er - der er stadig biletter, utroligt, og det er IKKE okay med mig, det obligatorisk viewing!)