A few blocks farther on, he walked up to the front of his father’s old bakery, now a hardware store, pausing to point out a travel agency. “This was a coffee shop,” he said. “The owner was the biggest bookie in the neighborhood.” He opened the door of the hardware store. He hadn’t been inside since he was a boy. “I’m a little nervous,” he said. When he walked in, a young Korean man came over and beamed. He was Tae Kyung, one of the store’s owners. “Hey! Man! Wow! This is Christopher Walken!” he said. “People come in here all the time and ask us, ‘Is this where Christopher Walken grew up?’ ” “Really?” Walken said. He looked up. “It still has the same ceiling, and the same floor, look at that. Hey! My father had a great big walk-in icebox downstairs. Is it still there?” “No, it’s all our inventory,” Kyung said. “Wow. It’s crazy how small it is,” Walken said. “Everybody who worked here spoke German. In the front were the women who sold the stuff, and in the back were the men who made it.” Kyung called over an employee. “You know who this is, Mario? This is Christopher Walken! ‘Batman’? ‘The Deer Hunter’?” Mario gave a polite nod. “This is a legend!” Kyung said. “A powerhouse—right here!”
Walken said, “You people are great. You’re the best.” Then he headed to the car and climbed in. “O.K., Alonzo, let’s go back to New York.”
Read more:
http://www.newyorker.com/talk/2010/04/19/100419ta_talk_stevenson#ixzz0l2wS49it- fra The New Yorkers hjemmeside
... XX, Hawk, Goodiepal og Tordis bliver ledsaget af en cool og galant, men alligevel kæresteløs Christopher Walken på en slags tidsrejse-odyssé gennem Europa./ I begyndelsen rejser dette selskab med et ganske velhavende sortiment af ædeltræsfine dragkister med guldhåndtag, velourede hatteæsker og andre omfangsrige pakkenelliker./ I nogle Dickens-agtige logikældre bliver lasede dværge ved med at låne remedier af selskabet, men de returnerer dem ikke, så Hawk og Goodiepal afstraffer de lasede dværge med svirpende pisk, men de griner bare satanisk tilbage. Til gengæld har de mere respekt for Christopher Walken, så da han træder til, får selskabet nogle af tingene tilbage igen./ Senere under Anden Verdenskrig placerer de selsvsamme dværge, blot klædt som uniformerede dragere, selskabets nu læderkufferter og vadsække direkte ude på togsporene, og i det fjerne kommer et lokomotiv brusende. men hvor er Christopher Walken nu, hvor de atter har brug for ham?/ Men lige idet lokomotivet er ved at brase ind i selskabets bagage, dukker Christopher Walken alligevel op i det samme og får dog en anelse for langsomt standset lokomotivet med sine bare hænder, så desværre kun halvdelen af bagagen bliver reddet, glædesstråler de ham./ Selskabet er da på et luset beatnik-hotel engang i 1950'erne, hvor de atter dværgede, nu second hand-klædte piccoloer aldrig kommer op med resterne af selskabets efterhånden minimale bagage./ Til sidst sidder de alle fem i en gummibåd med Christopher Walken ved årerne, og de omfavner ham, hvorefter han får dem basket sikkert ud over den brusende brænding./ Selskabet har intet tilbage, men Christopher Walken prøver at holde bundgejsten oppe ved at bede dem holde øje med Queen Mary-damperen, men intet viser sig i horisonten.
- fra T.S. Høegs
En drøm af en bog, 2006
