"Det væsentlige spørgsmål at stille i forhold til mødet med Op Art og kinetisk kunst på Eye Attack er derfor det følgende: kan blikkets koder forandres igennem et simpelt angreb på øjets vaner? For hvis ikke, så er angrebet på øjet ikke andet end en pirring af en fysiologisk mekanisme. Og netop sådan lyder den negative og kulturkonservative kritik af genren: den er retinal underholdning, flad og tom. Den har ikke noget rigtigt indhold. Og den har ført til Olafur Eliasson.
Denne velkendte kritik er i grunden selv ret flad og tom. Den er også ofte selvblind. Den reproducerer bevidstløst en forestilling om, at flader altid er overflader og at den egentlige betydning ligger i dybden – inde bagved. Denne forestilling om at trænge ind til det bagvedliggende baserer sig på en penetrations- og defloreringslogik, som gør selve synshandlingen stærkt maskulint kodet. Understøtter man denne tankegang, så misser man fuldstændig genrens strukturelle ambitioner. For Op Art tilbagelægger netop et diskriminerende perceptuelt hierarki, der privilegerer forgrund over baggrund, subjekt over objekt, maskulinitet over femininitet og essens over intet.
Op Art er først og fremmest retinal queerness. Et lystigt fuck-up af et retlinjet begær. I stedet indsættes pulserende kraftlinjer, rene visuelle attraktorer, vibrerende flader og energiformationer. Vi får frisatte begær-strømme, der danser matematisk i et retinalt ingenmandsland. Effekten er druggy. Vi flipper og tripper konstant mellem lyst og udmattelse, ekstase og trivialitet. Op Art leverer den ultimative ambiens: hvor ellers finder vi denne besynderlige kobling af visuel pædagogik og hallucineret sexiness af matematisk logik og orgiastisk visualitet?"
- Bridget Riley!
ja, det er et smukt billede. hvilke former -det buer både op og ned - og til siden, og steder hen, man slet ikke kan forestille sig - lige som i Kejserens nye Klæder - man bliver helt svimmel...
SvarSlet