""Se, denne fine pris har Kunstfondens legatudvalg for Litteratur indstiftet. Vi har valgt at kalde den "Hanne Marie prisen" efter en af vores fineste forfattere Hanne Marie Svendsen.
I virkeligheden begyndte det trist. Vi fik nemlig pludselig at vide, at næsten alle de penge, som vi havde lagt til side til efterårets præmieringer var blevet taget fra os af sparekniven. Resultatet var, at vi kun havde penge til en enkelt præmiering. Og litteraturen er som bekendt ikke et hestevæddeløb med kun én vinder, så vi havde overhovedet ikke lyst til kun at præmiere et enkelt værk.
I stedet valgte vi at lave denne pris. Idéen er, at udvalget peger på en ældre forfatter og modtager af hædersydelsen, som så får lov til at vælge den forfatter, der skal modtage prisen. Selvfølgelig ud fra udvalgets overordnede tildelingskriterier. Vi er meget glade for at valget faldt på Rasmus Nikolajsen. Og synes alle skal læse Hanne Marie Svendsens fine tale.
Og så vil jeg blot nævne, at kunststøtten i mellemtiden og med denne nye kulsorte regering er blevet skåret yderligere. Jeg tror faktisk det er første gang fondsmidlerne til direkte kunststøtte er blevet reduceret. Ikke at det kan komme bag på nogen. Det er også denne regering der fx beskærer designskolerne med 20%. Velbekomme. Og tillykke til Rasmus Nikolajsen naturligvis."
Klip fra HMS' meget fint og viist læsende motivations-tale (hun skrev jo, før hun genopfandt sig som skønlitterær forfatter, en distinkt bog om romangenren):
Som en anden Mahler bruger han gesunkenes Kulturgut, f. eks de gamle socialistiske sange, remixer, leger med bogstaver lyde og klange, bringer det sunkne frem i lyset i en helt anden form. Der er megen humor og leg i hans tekster, men også sorg, angst for det fragmenterede, for det kaos, som er menneskers livsvilkår.
Den lille tætte form med de mange vilde metaforer og sammenligninger fører vidt omkring, til andre steder, andre erfaringer. Der er essays, diskussioner om litteratur, kunst, politik og vores forhold til naturen. Små historier om dagliglivet, om sociale problemer om vanskeligheder med økonomien, med at leve som digter af skatteydernes penge, ”En tanke gemt i hjernen som en bombe i en pose stoppet ind under sædet.” ”Der er ingenting i verden så stille som løn, der går ind på en konto.”
Eller om parforholdet:
”Engang var vi det yndigste par, ja, altid med et SPIL på læben, men selv bjerge brokker sig, og nu piller vi os fra hinanden. Hvor flotte de var! Hvor mange danse de bar os igennem! Nu er den ene sko utæt, den anden udtrådt. ”
På otte linjer har forfatteren opridset en ægteskabsroman. Som H.C. Andersen skrev efter at have fortalt en familietragedie: Det var en sørgelig historie – men lille. Ja, han gjorde det på fire linjer.
Hvad er det så, der binder dette mylder af tanker, fortællinger, udflugter i fortid og nutid sammen, hvad skaber orden i kaos? Det er systemerne. Rasmus Nikolajsen er systemdigter. Ligesom Inger Christensen, ligesom Klaus Høeck og flere andre bruger han systemerne som et bolværk mod kaos. De regulerer kaos, giver holdepunkter,
Det er morsomt, elegant, men det er også, for at bruge et dyrt ord: eksistentielt.
Formen beskytter mod kaos, Men bag formens bolværker er det hele presset sammen. Hverdagen, angsten, det store skred, usikkerheden, det alment menneskelige.
Smart og lyksaligt nok udkommer en ny digtbog af Rasmus N lige om lige om lidt på hans nye forlag, Samleren - med forside af Magritte, n'est ce pas?!
Rasmus Nikolajsen
Tilbage til unaturen
Tilbage til unaturen er en naturdigtsamling: Digte skrevet i naturen.
Mens jeg står her på højen og
ser himlen bryde sammen, er
jeg helt rolig. Det er resten
af tiden der er problemet.
ser himlen bryde sammen, er
jeg helt rolig. Det er resten
af tiden der er problemet.
- Citat fra bogen
Samleren
Udkommer 29. januar
Ingen kommentarer:
Send en kommentar