-->
Princess
****
Danmark 2006
Instruktør: Anders Morgenthaler
Medvirkende: Thure Lindhardt, Stine Fischer Christensen,
Mira Hallund, Margrethe Koytu, Tommy Kenter, Søren Leander
Spilletid: 75 minutter (VISTNOK)
Distributør: Distributionsselskabet APS (VISTNOK)
Af Lars Bukdahl
Det unge, kreative Danmark fostrer stadig flere
multitaskende renæssancemennesker, Anders ”Anden” Matthesen, rapper, stand-upper,
skuespiller og total-konstruktør af fiktionsuniverser til radio, tv og
tegnefilm, er én, Anders Morgenthaler, tegneserietegner, billedbogsforfatter, børne-
og ungdoms-TV-kreatør og nu også spillefilmsinstruktør, er en anden. Det giver
ingen mening at bede disse dampbørn om at blive ved deres læst, for allerede
fra starten af var læsten absolut myldrende, men derfor kan talentet og
originaliteten jo godt stråle mere overbevisende i visse praksisser end i
andre, jf. f.eks. bare Matthesens sene og svage debut som rapper for nylig.
Alvorligt komplekst bliver smagsdommerskabet, når der er flere praksisser i
spil samtidig, hvilket akkurat er tilfældet i Princess, som Anders Morgenthaler både har instrueret og animeret
og (sammen med Mette Heeno) skrevet manuskript til.
Jeg er nemlig ulig
gladere for billedsiden, der er et øjenåbnende mix af animé-inspireret tegnefilm
(fodnote: animé = japansk (voksen)tegnefilm) og video-grovkornet live action, end historien, der er et
skramlende mix af ømt socialrealistisk kammerspil og kulørt vigilante-splatter. Og historien går
kort fortalt ud på, at præsten August kommer hjem til Danmark fra
missionarbejde i udlandet for at tage sig af sin afdøde søster Christinas lille
datter Mia. Christina var også kendt som pornostjernen Princess, og samtidig
med, at August kommer tættere på Mia, bliver han stadig mere besat af at hævne
Christinas skæbne og udslette hendes offentlige eftermæle. Via nogle gamle videokassetter
afbrydes historien flere gange af – om jeg så må sige – real-flashbacks (= live action-sekvenser) til Christina og
Augusts barndom og ungdom.
Scenerne mellem
August og Mia fungerer virkelig fint: Blandingen af sød, naturlig barnlighed og
alvorlig forråelse, ikke mindst sprogligt, hos Mia, som igen og igen
forskrækker August, og det langsomt opbyggede, til stadighed usikre
tillidsforhold mellem de to. Men desto mere grelt og klodset out-of-place fremstår jo så splatteriet,
der er rent, effektivt genre-splat a la den parallelt animé-inspirerede sekvens
i første del af Tarantinos Kill Bill.
Princess gør os ikke klogere på
porno, hverken som industri og ”skæbne” eller som (genre!)udtryk – vi ser simpelthen ikke særlig meget porno i
filmen - og dermed heller ikke (mere) kvalificeret indignerede. Derfor virker
det også dobbelt meningsløst, at splatteriet, som der er mere end rigeligt af, udføres
uden bare den mindste smule meta-releksion i forhold til (genre)form og
(genre)indhold (jf. bare de to blakkede porno-vigilante-film Hardcore og
8mm vs. Scorseses rigt ambivalente Taxi Driver). Porno er ondt og splatter
er cool, kan vi forstå, og det kan da godt være, men det er et synspunkt, der skal
kvalificeres i praksis, og det bliver det ikke i Princess.
Stadigvæk ser filmen
bare så original ud: Det centrale kup er anvendelsen af den udviskede,
gnidrede, billigt udseende animé-teknik til at skildre de trøstseløse
beton-miljøer, som August og Mia færdes i. Der kan man virkelig tale om
dynamisk og meningsfuldt genre-spil. Ligesom når Mia er tegnet som et storøjet dukkebarn
fra en rigtig dårlig japansk børnetegnefilm. Det er også god idé, som desværre
kun er gennemført halvt, at gøre Mias tøjdyr Malte, til et levende Pokemon-væsen.
Og hvis vi ser bort fra video flashbacksenes klodsede forsøg på levere baggrund
og forklaringer, er det konstant med god brutal effekt, de forstyrrer
tegnefilmsrummet: to trash-æstetikker i duel, uden vinder!
Jeg er ikke sikker
på, at Anders Morgenthaler næste gang skal skære ned på antallet af læster,
måske skal han tværtimod tage hånd om endnu flere, så gesamtkunstwerket omsider
kan kæntre seriøst montrøst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar