Aflyst lesbisk anmeldelse

Denne anmeldelse kommer desværre ikke i avisen, så her er den i stedet for:

-->

MINIMALMANÈR Mette Østgaard Henriksen blitzer hårdt realistiske mænd, men syrer blødt ud på magiske kvinder

Homotekstuel

Mettes Østgaard Hneriksen: Lesbiske eventyr om mænd & Heksehistorier. 68 og 44 sider. 30 kr. pr. stk. (!) Basilisk

Af Lars Bukdahl

Åh, det er besværligt at anmelde Mette Østgaard Henriksens to latterligt billige pixi-bøger, Lesbiske eventyr om mænd og Heksehistorier, fordi de med deres tvillingeidentitet kræver at blive læst sammen som et dobbeltværk: Småteksterne i det ene bog begynder: ”Der var engang en mand, der …”; de i snit lidt længere småsteksterne i den anden bog begynder: ”Der var engang en kvinde, der …”

  Mens jeg er absolut glad er for den ene bog, er jeg kun lunkent stemt overfor den anden. Det kan jo tilsammen kun give en trekvart god anmeldelse, og hvor ville jeg gerne kunne have nøjes med en helgod anmeldelse af den overgode bog. Som jeg straks vil citere fra, så vi i det mindste ikke bruger mere plads på besværgelser:
  ”Der var engang en mand, han trivedes godt i et virvar af øl og meninger. Hver gang han fik et par øl, brugte han ord som gudeskøn og dionysisk. Hvis der var en bogreol i nærheden gik han gerne hen og lirkede bøger ud. Og når nogen ringede, sagde han altid, du ringer vel for at høre min mening. De bøger, han lirkede ud, endte tit med at ligge opslået på et bord et sted.”

   Ham kender jeg godt! Og sådan er det hele vejen med disse glimtvise (= glimt-viise nemlig) portrætter af mestendels koksede og kiksede, mere eller mindre succesfuldt selvbedragende herrer: De rammes på en prik med en målrettet pirken.

   Pointen med den finurlige titel må være, at det lesbiske blik, udistraheret af intimitet med det modsatte køn, klarere fikserer mandlig dårskab. Og quod erat demonstrandum må man sige Naturligvis kan jeg ikke lade være at indlæse et drilagtigt hip også til diskussionen om hvide, mandlige, heteroseksuelle kritikeres blinde læsninger. Vi tager lige én til:
  ”Der var engang en mand, der syntes det hele var latterligt, alt taget i betragtning. Han havde en passion for krimier, både romaner og tv. Men han kunne nu også godt lide at se en dokumentar om smitsomme sygdomme. Når nogen spurgte til ham, sagde han, at han havde det fint.”

  Det er absolut mere sardonisk end ømt, men det er hele tiden også ømt, på den her særligt distancerede, undrende facon: Pudsige væsener er disse!
  Og OK et par ord om hekse-pixien, der snarere end portrætter indeholder fabler. Som følger en kvindes livsløb, inklusive hver gang hendes død, og som regel involverende en eller anden form for fantastik: ”Der var engang en kvinde, der havde vandret på  månen.”  Livløbene former sig både harmonisk og disharmonisk , med både patos og humor og poesi – en god håndfuld tekster går jeg fuldt ind for, men generelt bliver det bare for uskarpt og uselvfølgeligt, og som værst for sentimentalt simpelthen, med hittepåsomheden:
  ”… og hun forsvandt ned i et ormehul, og da hun kom ud igen, var hun lige så ung og smuk, som den dag, hun gik på månen.”

  I kan godt se, hvor galt det ville gå, for anmeldelsen, med en dobbelt fortolkning af de nederen mænd vs. de flyvende kvinder …

  Det fornemme ved den gule mande-pixi er lige præcis, at teksterne ikke føles hittet på, men tittet frem, af det skæveste klarsyn:
  ”Der var engang en mand, der betalte for nogle frimærker, han absolut ikke ville have.”