fredag den 23. august 2013

Ida Jessen, mandags-udgaven

(min første anmeldelse af Ida Jessens Postkort til Annie, i dagens avis kan man læse tirsdags-udgaven og, hvis man gider, sammenligne)

-->
FIKS OG UFIKS IDA Ida Jessen er i sine nye noveller eminent god til at skildre, hvor uhjælpeligt kvinder kan være i mænds vold, men svigter hver gang skarpheden til slut

Dumme svins bævrende piedestal

Ida Jessen: Postkort til Annie. 224 sider, 200 kr.

Af Lars Bukdahl

Det er nemt nok: Jeg kan få mig den rigtig gode bog, som Ida Jessens nye novellesamling Potskort til Annie burde være, ved at stryge de sidste to til halvanden side i hver af de seks noveller - eller i hver fald i de fire centrale, der alle zoomer ind på hjerteløse, selvfede, destruktive mænd, to ægtemænd og to sønner, og de kvinder, to hustruer og to mødre, der håbløst elsker dem.
  Før slutningerne kommer på banen, demonstrerer Jessen nådesløst og overlegent, hvad rå realisme kan som bedst: Præcisere på en prik, der til forveksling ligner et skudhul, hvorledes mennesker realistisk ter sig.
 Tag for eksempel et flashback i den første lange novelle ”En udflugt”, hvor hovedpersonens Toves gamle veninde Larna i den træske ægtemand Max’ øjne er en meget uvelkommen gæst:
  ”Kom Larna, giv mig din frakke.”
  ”Nej, den kan jeg da selv hænge op”, sagde Larna, lagde frakken på Max’ stol og bøjede sig over tasken og hev den lange tingest op. Det var en lampe, formet som en gås. ”Så nu faldt båndet af igen,” sagde hun. ”Men det skal på, skal det, det sad så flot i forretningen!” Hun løftede lampen op foran Max’ ansigt. ”Hvad siger du, Max? Kan den ikke være til ny inspiration.?”
  ”Fantastisk!”
  ”Ja, for Tove siger, du godt kan trænge til, at der bliver børstet lidt støv af dig en gang imellem.”
  ”Siger Tove det?” spurgte Max.”
  Larnas hektiske pludren, de to iskolde replikker fra Max, lampen formet som en gås og den sigende detalje, at Larna lægger sin frakke på Max’ stol. Det er så godt ramt, at læseren krymper sig mindst lige så meget som Tove.
  I novellens nutidsspor er Tove blevet olm over en telefonsamtale med Max og hovedløst flygtet ud i verden. Hvor hun blandt andet møder et helt anderledes entydigt dumt svin, som læseren nødigt undværer, fordi han er entydigt sjovt dum, men som ærgerligt nok sender hende tilbage i armene på Max og en afsluttende, højst højstemt indre monolog:
  ”Og selv drømte Tove også om en sandhed. Hun drømte om, at der fandtes ét udtalt punkt, som hun kunne falde til ro på. Et punkt, som Max havde sagte fandtes. Hvis han slet ikke elskede hende, ville hun blive fri, tænkte hun, ikke for ham, men for sit håb til ham. Men det var en drøm, det punkt fandtes ikke.”
  Puh, hvor en sur, hereticansk em! Så meget behøver Ida Jessen virkelig ikke at anstrenge sig for at fortjene den Martin A. Hansen-pris, hun netop har modtaget. Det er jo ikke bare realismens virkelighedskopiering, der her svigtes - sådan tænker ingen! - men også og især dens nøgterne skelettering, der på falderebet iklædes forloren patos-pels.
  Nøjagtig det samme sker i den hårdere koncentrerede, men meget parallelle novelle ”Et skænderi”, hvor en kvinde forlanger sex af sin træske mand, men til sidst falder lige så så inderligt i forsonlige staver. Fy føj, må jeg som velopdragen feminist helt ærligt udbryde.
  Og cirka det samme sker i bogens to bedste noveller, den grumme mini-roman ”December er den grusomste måned”, om et mord og et trafikuheld, med indtil flere synsvinkler, herunder, usentimentalt hjerteskærende, en lille pige, og den grusommere end grumme ”Mor og søn”, hvor en mor tåler alt fra sin sjuft af sin søn. Grunden til, at de patetiske udskridninger ikke bliver eller opleves så kriminel i disse to noveller er nok, at realismen er så følelses- og suspense-afpressende og føleles- og suspense-afpresningen så realistisk, at patosen reduceres til et lille, ynkeligt og sgu – ovenpå det horror show - meget forståeligt suk.
   Jazzen i din prosa er en besat og betændt klarhed, Jessen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar