torsdag den 21. marts 2013

Brodahl

Min farfars store metafor og symbol og allegori var BROEN i almindelighed og Lillebæltsbroen i særdeleshed, her et par bro-citater fra den nyudgivne, lille bog Norden og Europa fra 1947:

Alle nationalitetsbevægelser ejer denne dualisme af frigørelse og bundethed. Pillen er det bundne; broen er det frigjorte. Det vil sige, at det nationale må vindes, derefter må dets selvtilstrækkelighed overvindes.

Både verdensborgelighed og internationalisme har med bro at gøre. Men sagt kort og polemisk. Verdensborgerlighed er en Lillebæltsbro, men internationalismen er en pontonbro.

Så tænkte jeg på, hvad der er af moderne dansk brolitteratur. Kapitlet om Danmark i bogen slutter med Henrik Pontoppidan, der jo skrev en tyk roman om ingeniøren Lykke-Per. Og Lars Frost har skrevet en "Ingeniørroman", Ubevidst rødgang, i 2008 med flere broer i. Hovedpersonen og ingeniøren Erik kommer på et tidspunkt renfærdigt og nostalgisk op at køre over Guldborgsundbroen, der blev færdig 10 år før min farfars bog, hvilket udvikler sig til en hel lille, eksalteret bro-revy:

Foran dem skyder Guldborgsundbroen ryg. Erik styrer bilen ind mod Guldborgsundbroen, mens han begynder at tale højt om, hvor dejlig weekenden har været, hvor heldige de har være med vejret, og er borgmesteren ikke en charmerende mand? spørger han Grete, og han spørger Ingrid, om ikke Kresten så frisk ud. De ruller ind under den første af broens to store boltede metalbuer, det giver et lille hop i vognen, da de rammer broklappen, og et til, da de forlader klappen, så fortsætter de ind under den anden bue, og nu kommer Erik i tanke om, at det er en af hans lærere fra Danmarks Tekniske Højskole, som har konstrueret Guldborgsundbroen, han drejer hovedet og fortæller, at Anker Engelund lavede den her bro, han var rektor en hel del år, husker Erik, han underviste Erik i bygningsstatik, fortæller Erik. Det er en fin bro, siger Grete. De blev en slags speciale for Engelund, den her slags klapbroer, forklarer Erik. Det er særligt de her smukke buer, man kan kende hans broer på, fortæller Erik og tegner en bue i luften. Guldborgsundbroen stod færdig i nittenfireogtredive, og i nittenniotredive åbnede Vildsundbroen over Limfjorden, en bro af samme slags, mere eller mindre, med fem buer og en dobbelt klap, forklarer Erik, det er bare lige de to, Erik kan huske i øjeblikket, men Engelund lavede flere, den mest imponerende er Dronning Alexandrines Bro over Ulvesund fra Kalvehave til Møn som på tords af besættelsen blev indviet sidst i maj nittentreogfyrre - måske Danmarks smukkeste bro, det er der folk, der mener, og Erik er fristet til at give dem ret. Lidt nord for Ørslev kommer Erik i tanke om, at Engelund da også udarbejdede planerne for Munkholmbroen og Langelandsbroen. I otteogtredive besluttede man at bygge Engelunds forslag til en buebro fra Siø til Langeland, men besættelsen forsinkede projektet dramatisk, i nittentres fik man endelig færdiggjort en bro fra Tåsinge til Siø, og først nittentoogtres stod Engelunds Langelandsbro færdig. Den sidste bro i det fine sæt af tre broer, som gør det muligt at køre i bil fra Fyn til Langeland, broen over Svendborgsund mellem Fyn og Tåsinge, en treogtredive meter lang bjælkebro med femogtyve bropiller, blev åbnet for fire år siden, fortæller Erik, og Grete siger, ser man det. Kan I ikke huske det, da de åbnede broen over Svendborgsund? spørger Erik, men hverken Ingrid eller Grete kan huske, at der er blevet åbnet en bro over Svendborgsund. Han er død nu, siger Erik. Han døde i enogtres inden Langelandsbroen blerv indviet. Hvem er død? spørger Ingrid. Anker Engelund, siger Erik.

Lidt senere fortæller vistnok Eriks ingeniørfirma som kollektivfortæller om den anderledes dæmoniske, dårligt funderede Fiskebækboren, funderet som den nemlig var med såkaldte Frankipæle, et kontra-symbol, a la min fafars internationalistiske pontonbro, til den smukke, vellykkede Guldborgsundbro, for smart og for tomt:

Hver enkelt Frankipæl er skræddersyet til sin placering, og de kraftige rystelser, som ved ramning af færdistøbte pæle vil kunne forplante sig menneskeører og revnefærdige mure i bygninger omkring byggepladsen, er nedsat til et minimum. Det spild i faldenergi, der under normal pæleramning bliver opædt af den elsastiske sammentrykning af pælen, er ved ramningen af Frankipælen reduceret til et minimum. der er ingen pæl at trykke sammen, der er kun det tomme rør og bundproppen.

Og så er der (og jeg er simpelthen heller ikke kommet i tanker om andet (suppler gerne, bloglæsere! - Benny Andersen skrev vistnok en sang til indvielsen af Storebæltsbroen, men den har jeg (heldigvis) ikke kunnet finde) afsnittet om "broer" i Klaus Høecks encyklopædiske monster-system-digt om Danmarks natur, kultur og ånd, Hjem, akkurat en hymne til Lillebæltsbroe(r)n(e), perfekt nok, den havde jeg gerne undt min farfar at læse (han døde tre år før Hjem udkom i 1985), en højskolesang kan den jo stadig nå at blive:

er en bro dæmonisk den går både
fra og til denne dobbelthed
spejler sjælens eget dilemma skal du brænde
broerne bag dig eller slå bro
vælger du den gamle eller ny
lillebælstbro et spørgsmål om tysk
stål fra krupp (jf. det (alen)lange Krupp-afsnit i Ufrivillig rødgang) eller den danske cement fra portland

måske en bro blot er en lettere
udvej så slipper du for at begive
dig ned i afgrunden selvom netop
den bestemmer tindernes højde
måske er en bro blot en regnbue som
sparer dig netop for dét besvær og
den smerte som brobygning koster

broens kabler bærer ikke bare en
motorvej men løfter en hel kultur
ind i en ny æra
på en bro vil du et øjeblik befinde dig
50 meter over alle sorgerne hinsides
din kærlighed og smerten broen hæver
dialektikken op i en frit svævende trekant

under broen graver en anden kraft
uophørligt i menneskets drøm: lillebælt
og en skønne dag river den
tårne og tyngdepunkt ned (også i dit
værk din hemmelige konstruktion) og genopretter
elementernes balance genforener eller genskaber
materiens vældige femstjerne af terracotta

hvis du betragter et luftfoto af
lillebæltsbroen ser du hvor
skrøbeligt dette spindelvæv mellem de
to landsdele er somom et enkelt
stjerneskud kan flænse det i stykker
men i virkeligheden måske stærkere end
menneskets tanke hvorfra det stammer

ethvert system (i dette tilfælde en bro)
vil indeholde sin egen modsætning
den usynlige krakelering selv i din
kærligheds baghaver findes en hvid mur hvor
hylden spreder vanviddet i revnerne
om din bro således styrter af indre eller
ydre årsager forbliver et åben spørgsmål

der går broer usynlige mellem
menneske og menneske vældige buer
af kærlighed som ikke kan corrodere
ved svovldioxyden men kun ved
mennesket selv når du glemmer
at gud er skaberen af de
lilla glorier på din sjæls fresco

alle elskende ved det: at øjenbrynet er
en bro at læberne er en hemmelig
overgang mellem hjerte og hjerte
er du den eneste som ikke tør tro
at kærligheden der rider dig som
en mare sluttelig vil
kærtegne dig i septembers høje brand

lillebæltsbroen fører dig også over
din egen afgrund fra en drøm til
virkelighedens fastland fuldt af
mørke ametyster lillebæltsbroen er mere
end en bro den er en mellemproportional
der samler landsdelene og knytter et
folk sammen i en skjult mandala





2 kommentarer:

  1. Jeg skriver, godt nok ganske kort, om den gamle Lillebæltsbro på første side i "Lille dansk samtidsroman".

    SvarSlet