onsdag den 6. juni 2012

Min mor kunne ville skulle burde være fyldt 70 i dag

Professor, dr. scient. pol. Lise Togeby, født 6. juni 1942, død en kold oktoberdag, jeg ikke kan huske datoen på, 2008.

Jeg savner hende frygteligt værende omkring, som de siger på engelsk.

Her i formiddags i DR-byen, hvor jeg blev interviewet om evige Storm P. til serien Store Danskere, bildte jeg mig ind, at hun talte til mig gennem en kameramand, der flere gange måtte bede mig om at rette ryggen, jeg sad og faldt sammen på stolen,

og nok fordi jeg hele tiden blev stillet biografiske spørgsmål og tvært kviede mig ved at svare - men jeg burde sgu da, mens tid var, have stillet hende flere biografiske spørgsmål, fordi hun aldrig frivilligt fortalte noget om sit liv, før hun mødte min far og fik børn, og slet ingenting om sin barndom, som hun hævdede, hun havde glemt helt og aldeles, men hvem tror på det? På den anden side er der noget smukt og rigtigt i, at hun ikke på falderebet fyldte alle de hvide pletter ud, at hendes blufærdighed fik det sidste uhørlige ord. 

2 kommentarer:

  1. Hvis du gerne vil kende datoen, kan du finde den her:

    http://da.wikipedia.org/wiki/Lise_Togeby

    SvarSlet
  2. Hun ser sød og klog ud.

    SvarSlet