Kan man tage en gif på ordet?

Tilbage i september afsluttede jeg en Blæksprutte i WA Bøger således:

Jeg ved, at Olga Ravn, eks-kritiker på Femina og Information, kan lide, at hendes medredaktør og skolekammerat Josefine Klougart er indstillet til Nordisk råds Litteraturpris for anden gang, men jeg ved ikke, hvad hun mener om Klougart som forfatter, og det vil jeg gerne vide. Digteren René Jean Jensen slagtede spektakulært  Henrik Dahls debutroman i Information, og det kunne temmelig mange digtere lide, men det er for nemt at mobbe dilettanter: Vi vil se professionel brydning!

Det svarede Olga ikke umiddelbart på, men på hendes blog kunne jeg "læse" denne uimponerede Mary Poppins-gif:

Når min facebookstatus er en nyhed i avisen:

- i går postede hun så, som del af sin blog-julekalender denne gif-duo,

Hvad Josefine Klougarts nye roman siger den er:

Hvad Josefine Klougarts nye roman rent faktisk er:

som vel skal forstille at sige noget kritisk om Klougarts nye roman Om mørke, måske er det faktisk Danmarks første (kritiske) gif-anmeldelse, og al ære for eksperimentel kritik, men hvad siger dobbelt-giffen egentlig? At romanen gerne vil være et monster i en mobiltelefon, men i virkeligheden er den en dukset hestepige. Det er afgjort en rammende og vittig formel, men er det nok? Kan man som kritiker, og det mener Olga forhåbentlig stadig hun er, nøjes med den slags terroristisk koket maskepi, bliver man ikke nødt til at melde anderledes artikuleret kulør?

6 pacemakere

Hvad er bevæggrunden til at give en bog det optimale stjerne/hjerte-antal: 6, som Politiken nyligt ved Jes Stein Pedersen gav Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig og i dag ved Lilian Munk Rösing giver Josefine Klougarts Om mørke? Jeg selv giver kun stjerner, når jeg anmelder film i Ekko, hvilket er evigt svært, og gennem de 7 år, jeg har filmanmeldt, har jeg kun to gange givet 6 stjerner, til David Lynchs Inland Empire og til Wes Andersons Moonrise Kingdom, og da jeg anmeldte den sidste sammenlignede jeg de 2 film:

Den eneste anden film, jeg har givet seks stjerner, er David Lynchs Indland Empire, og det var fordi, en stor og brandoriginal yndlingsauteur udsyret, men umiskendeligt gik helt fra koncepterne. Monnrise Kingdom  - mystisk som titlen rimer på Indland Empire … - skal have seks stjerner fordi, en stor og brandoriginal yndlingsauteur hyperkoncentreret (og) umiskendeligt holder sig til koncepterne og igennem denne hyper-koncept-koncentration frisætter og elektrificerer et vidunderligt kunstnerisk overskud.

Jeg ved ikke, om jeg ville have givet nogen bøger 6 stjerner i år, og det behøver jeg heller ikke at vide, for jeg skal ikke give nogen bøger nogen stjerner, og jeg synes, stjerneafgivning er en pænt stupid og meningsløs form for kritik - men hvis vi nu LEGER, at jeg kunne og skulle give stjerner, så vil jeg måske nok give Niels Franks Nellies bog, for dér går en yndlingsauteur fra koncepterne, og Marianne Larsens Umulighedsportal, for dér holder en yndlingsauteur sig til koncepterne, seks stjerner hver, bortset fra at jeg altså ikke giver nogen stjerner til nogen bøger.

Hvad er det for optimale kvaliteter, Klougart får 6 hjerter for? Det er ikke helt klart, men det er vistnok, at kritikeren bliver rørt, og (at hun bliver rørt af) at oplevelser og følelser, iagttagelser og tanker formuleres optimalt smukt og præcist:

Skriften skaber billeder, som læseren ser for sit indre øje, skriften skaber en stemme, som læseren hører for sit indre øre. Klougarts skrift skaber billeder, som man har lyst til at tapetsere sit indre med (»Kroppen er en kam man kan trække gennem tankerne«) eller sende som postkort til nære og fjerne kære. Dette billede går ud til min søster: »Wienerstolenes spændthed i træet, måden det bøjer sig på, som en kærlighed, der overvintrer«. Dette går ud til min ekskæreste: »Hans krop der ikke er der længere. Aftryk af menneskekroppen er på en måde mere menneskelig, end menneskers kroppe er det«. Klougarts stemme er på én gang skarp og nådesløs og mild og livgivende som lyset.

Jeg synes ikke, kritikerens eksempler overbeviser som eksempler på optimalt smukke og præcise formuleringer (de går fra det ufrivilligt groteske, kroppen som en kam, til det højstemt klodsede, stole-spændthed som overvintrende kærlighed), men først og fremmest formår hun ikke selv at præcisere, grimt eller smukt, hvad der er det optimalt særlige og særegne og egensindige, det perfekt eller eksploderet auteuristiske, ved Klougarts litterære stemme eller bare stil; skarp/nådesløs, mild/livgivende er jo ikke karakteriserende adjektiver, men fade superlativer linket på en lige så patetisk som luftig (se, 3 karakteriserende adjektiver lige dér: fade, patetisk. luftig) metafor, LYS, som Klougart selv helt sikkert ville holde sig for god til. Til sidst skriver den hjertelige kritiker:

Man kan tale om ubærlig skønhed, men man kan også tale om en sproglig skønhed, der gør det ubærlige til at bære. Det ubærlige at alle livets møder skal interpunkteres eller afløses af adskillelser. Mellem øjet og verden, manden og kvinden, kroppen og livet.

Fedt nok, hvis læsningen af bogen vitterligt har gjort det mindre ubærligt for kritikeren, at adskillelse på alskens niveauer er et vilkår i verden, men det er jo ikke en litterær kvalitet, det er en terapeutisk kvalitet - og skønhed som terapi er sgu en sølle skønhed, ikke mange sure sildehjerter værd.

Vejrgudernes orden

Magsvejr Jakobsen

Brise Pedersen

Vinn Nielsen

Blæst Jensen

Monsun Hansen

Storm Petersen

Orkan Henriksen

Tsunami Olsen

Tornado Jakobsen

Tyfon Larsen

Dyrene blæser i vinden. Hvilke?

Digterne får deres og vores stormisolation til at gå med zoologiske quizer, her 2 fra Faceboook (bliv venner med digterne og gæt med; BR's quiz nr. 1 er ovre)

Birgitte Krogsbøll:

ok, en gætteleg:

firbenede dyr, jeg har boet sammen med
gæt arten:

1) pip
2) finte
3) putte
4) bimse

Bjørn Rasmussen x 2:

ok gæt hvilke tre hunde jeg ikke har rørt ved og vind en præmie: titan. hunter. henriette. proudfood. klukki. pukki. aske. skjold. skam. fiske. milé. moa.
 
gæt fem heste jeg ikke har rørt ved og vind en præmie:
bodil. argentan. magna. jill. jason. jasper. sputnik. piaf. pretty. dagmar. bianca. berta. rachel. girlen. coco. chagal. fimse. lotte. mulle. dustin. sebastian. ringo. rabundus. titan. laban. nadja. silas. pimpi. castro. lalani. adelaide. smokey. mobbe. momo. herbalife. hamsun. dosmer. doolittle. shaka loveless.

Allegoriske fodtusser

Pee-wee Hermann tweetede netop disse som tennissko camouflerede strømper, det er hvad de fleste danske romaner bærer på deres lerfødder:

Onkeljul - kopier & æg, Reich & Berry

Den bedste net-julekalender er Dan Turèll-samlingens på Facebook, der hver dag aftrykker en side fra Turèlls legendariske, sirligt planlæggende Mayland-kalendre; 4. december, 1978, skulle han ind til Borgen med/for at hente "kopier og æg", han skulle købte Wilhelm Reichs Orgasmens Funktion hos koleriske Nørballe i Frederiksberg Antikvariat og i Tivoli Bio og (apropos orgastisk) se Rock'n Roll Feber med Chuck Berry & co. - mens jeg vel bare skulle møde til tiden og høre efter i timen i 3. d på Jellebakkeskolen

Og hurtigt en haiku-top 5

Danske haiku-digtere, prioriteret rækkefølge

1. Peter Laugesen (let skjult = umarkeret blandt samlingers smådigte (og en enkel bogtitel!))

2. Klaus Høeck (skjult i/som digtsystemer)

3. Christian Bretton-Meyer & Søren Petersen*

4. Lone Munksgaard-Nielsen

5. Viggo Madsen

(og så anbefaler jeg Rolf Gjedsteds og Rasmus Nikolajsens haikuer i nylige numre af Hvedekorn)

* 5 haikuer fra deres anden haikubog, Frugter om bord på skibe, 2006, der må da snart komme en ny, drengene!:

-->

børneværtshuset/ annoncerer i avisen/ med voksenstrip

posten blev tilpasset/ så chefen altid/ fik den samme mængde

klip dine negle her/ skreg drengen/ han lokkede kunderne til

alt vel hernede/ vi lever af bananfluer og/ nedfaldsfrugt

pjecen forklarede/ hvordan man kunne gemme sig i centret

Okay, jeg tør godt en poetisk top 5

- og så må de unævnte bare blive mugne:

Nulevende danske digtere i prioriteret rækkefølge:

1. Pia Juul

2. Peter Laugesen

3. Simon Grotrian

4. Ursula Andkjær-Olsen

5. Marianne Larsen

(kun 1 har fået Akademiets Store Pris, gæt selv hvem (Pia J kan åndssvagt nok ikke få den, da hun blev medlem, før hun burde have fået den))

(og så bliver jeg alligevel en kylling og rabler 10 boblere af mig i uprioriteret rækkefølge, hvilket er helt umuligt (regel: mindst 4 digtbøger bag sig, undtagen Merete Torp): Eske K. Mathiesen, Niels Frank, Viggo Madsen, Jess Ørnsbo, Merete Torp, Klaus Rifbjerg, Rasmus Nikolajsen, Klaus Høeck, Lone Munksgaard Nielsen, Laus Strandby Nielsen, og nu bliver endnu flere unævnte sikkert mugne - og der er også alt for få kvinder - end hvis jeg havde nøjedes med top 5'en, som jeg føler mig helt anderledes sikker på, det var derfor, jeg lavede den)

DR's Mariadyrkelse

Nu er der også kandidater til Radioens Romanpris, og lettere skandaløst, synes jeg selvfølgelig, at ingen af mine tre yndlingsromaner fra i år, Niels Franks Nellies bog, Charlotte Weitzes Harzen-sanger og Peter Adolphsens År 9 efter Loopet, kandiderer. Kaspar Collings Den danske borgerkrig dissede jeg forleden i en blogpost (som forfatteren har svaret eksemplarisk sobert (mere sobert end den gnavne blogpost) på i en kommentar), og Josefine Klougarts roman har jeg anmeldt i dag til fredagens WA og ikke fair jo at antyde, hvad jeg mener; hverken Jepsen, som jeg har gedigne fordomme om, eller Kirsten Meyer, som jeg ikke har nogen fordomme om (fiktion er en stadig mere presset modalitet!), har jeg læst; Preisler-fan forbliver jeg stædigt, men han har allerede fået sig en pris, det har Maria Helleberg ikke i alt for mange år, og jeg var svært glad for Kongens kvinder, så hende og den vil jeg gerne heppe på, hep, hep og atter hip - her er dr.dk.s egen oplistning, medsamt diskusssionstider:

Erling Jepsen: 'Den sønderjyske farm'

Læses i december. Debatten er allerede i gang på Litteratursiden.dk
Jepsen tager os endnu en gang med tilbage til den dysfunktionelle familie på ismejeriet i Gram. I denne bog har Allan, som er blevet 12 år, fået en kaninfarm - og med den både ansvar og et nyt fokus i sit liv.

Hassan Preisler: 'Brun mands byrde'

Læses i januar
Preislers stærke debut handler om at finde sig selv, når man er havnet i en kløft mellem dansk og pakistansk kultur. En identitetsrejse i et hæsblæsende tempo.

Kirsten Myers: 'Sommerbarn'

Læses i februar
Anne er blevet født som en erstatning for sin døde søster. Og sådan lever hun sit liv. Prøver at passe på ikke at gøre sig fortjent til familiens fysiske og psykiske misbrug. Et stærkt tidsbillede på 60'ernes Danmark.

Kaspar Colling Nielsen: 'Den danske borgerkrig 2014-18'

Læses i marts
Hvad nu hvis? Kaspar Colling Nielsen kigger ind i fremtiden, hvor dystre forudsigelser om finanskrisen, globalisering og grådige spekulanter har kastet Danmark ud i en voldsom borgerkrig.

Maria Helleberg: 'Kongens kvinder'

Læses i april
Kong Christian den 4. var en mand, der omgav sig med kvinder - og især tre fik betydning for ham som far, regent og ægtemand. I 'Kongens kvinder' beskriver Maria Helleberg en historisk periode med meget stor betydning.

Josefine Klougart: 'Om mørke'

Læses i maj
Klougarts fjerde roman handler om - ja, mørke. Om det grimme, ubearbejdede mørke, som livet også består af, og som er svært at sætte ord på. Det forsøger hun alligevel at gøre.

En denimrøv er en selvlysende Amazonas-edderkop - om prosaisk billeddannelse

1. 

   Kristian Bang Foss

   59 minutes ago near Copenhagen

   Det der link med denimrøven lader til at have raset af i løbet af natten.

   Like · · Share

   • Lone Hørslev, Johanne Thorup Dalgaard and 6 others like this.
   • 

     Freddy Hagen lol, ja det er ret morsomt. Man sidder bare der og kikker på det link og tænker, at det er farligt at klikke på den..

     58 minutes ago · Like · 1
   • 

     Jens Peter Kaj Jensen Sådan er det med en denimrøv.

     56 minutes ago · Like · 1
   • 

     Kristian Bang Foss At klikke på det link svarer til at finde en selvlysende gul og sort-stribet edderkop i amazonjunglen og tænke: Nej, hvor sjovt, den skal samles op.

     55 minutes ago · Unlike · 11
   • 

     Freddy Hagen hehehe

     55 minutes ago · Like
   • 

     Kristian Bang Foss Jeg var selv millimeter fra at klikke

     55 minutes ago · Like · 2
   • 

     Jens Peter Kaj Jensen Jeg klikkede.

     54 minutes ago · Like · 4
   • 

     Ditte Giese SNYDE-denimrøv! Det var noget mærkeligt noget

     45 minutes ago · Like
   • 

     Dennis Gade Kofod Jeg føler jeg er gået glip af noget

     28 minutes ago via mobile · Like · 1

Det var rigtigt nok og alt for vildt og lidt guddommeligt

Simon Grotrian læser op i Café Teatret for 3 timer siden, af vistnok nye salmer, foto af Martin Glaz Serup - vi var der også, ovre i venstre side, og fik den mest præcise gåsehud, men først snublede jeg op af trappen og hilste på og var helt stjerneramt og mumlede et eller andet håbløst om, at det var længe siden, det er det så ikke mere!

Frost i Brabrand

Peter Laugesen holdt talen, da Lars Frost ved Det danske Akademis årsmøde forleden blev tildelt Beatrice-poesien, begge er boblende Jeronimusser gennemhullet af fransk og amerikansk intertekst, og sådan begynder talen, simrende sympatetisk :

Lars Frosts forfatterskab er på eksemplarisk måde fortællingen om de første 13 år af det andet årtusinde efter Kristi fødsel. Det er ungt:
 
”De drømmer sig til Amerika. De vil se appelsinplantagerne og køre langs vandet. San Francisco, Monterey, mod Mexico.”
 
Det er fra hans anden bog, ”Allermest undrer det mig at vi kan glemme” hedder den. 2001. De er som Kerouacs personer, men ikke helt. De har allerede overlæggets og bagtankens krykker med sig nu, de for første gang tager af sted ud i verden. Bogen er skrevet på et stativ af kapiteloverskrifter fra Alain Robbe-Grillets ”Pour un nouveau roman”, et programskrift fra 1963, og der er ingen tvivl om, at Frost mener, der nu igen er brug for en ny måde at tænke og opleve det trætte gamle fænomen roman på.
 
Som om han havde læst den situationistiske franske forfatter Michele Bernstein, der i 1960 og 1961 skrev hhv. ”Tous les chevaux du roi” og ”La Nuit”, som i to forskellige stillejer skildrer den samme lille gruppe menneskers driven rundt i et natligt Paris, hvis de da ikke er på kedelig sommerferie ved Biarritz eller drikker snaps med den danske maler, Ole, der er et portræt af Asger Jorn.

Den ene bog er skrevet så at sige i dybden, som Robbe-Grillet syntes, man skulle gøre det, den anden er skrevet, som Francoise Sagan skrev, med foden på speederen uden sko og strømper.
 
Lars Frost skriver på begge måder, og på en gang. Michele Bernstein ville kalde det revolutionært, hun ville tale om skriften som en dérive, en hvileløs vandring, og teknikken ville hun kalde détournement: Man tager noget kendt og drejer lidt på det, som på et kalejdoskop, man ryster lidt med brikkerne, og de lægger sig i et nyt billede.
 
Sådan skriver Lars Frost også. Hans skrift driver personerne rundt og rundt i samme lukkede kikkert. Sådan er verden, og det er ikke autofiktion heller, selv om der er meget auto over det.

GROTRIAN TALKS! - svaner dykker ned i samme tåre

Ingen vej udenom Café Teatret i aften, hvor dansk poesis raptus-roterende søjlehelgen SIMON GROTRIAN læser op for første gang i jeg ved ikke hvor mange år, men måske faktisk siden, jeg for første og sidste gang hørte ham, til Martin Bigums Statemental-arrangement på Charlottenborg i 1990, for 23 år siden (de andre oplæsere var bl.a. - 90'erne begyndte først året efter - Bigum, Karen Marie Edelfeldt, Carsten René Nielsen og hvalpen mig), så det er med andre ord en vaskeægte SENSATION! Medoplæsere er Caspar Eric, Morten Chemnitz, Martin Glaz Serup, alle mildest talt værd at høre, men stjernen er SSSSSSSSSSSSSIMMMMMMMMMONNNNNNNNNNNNN!

Der har udgivet mindst 2 bøger i år, bønne-samlingen Min næstes forår, på forlaget Alfa, og salmesamlingen (jeg havde nær skrevet slalomsamlingen, det havde været lige så korrekt) Natterøde daxis, han første bog på Gyldendal, og det er ligeså komplekst kukkende og kraftffuldt kaglende FROMT som altid - i én fuldt utrolig salme er der et pludseligt gensyn med Grotrians måske mest klassiske digt, nemlig dette, fra Fire, 1990 (som han vistnok ikke læste op fra dengang i festsalen, jeg mener, det var digte, bl.a. Strunge-hyldesten, fra Livsfælder, der kom hele tre år senere, den største lakune i det stadig mere vildt myldrende forfatterskab):





Månen er af sæbespåner denne nat
hvor køer vrider halsen over duggen
jeg er kun Guds barn, og jeg er helt besat
af at præge engle ind i stukken
tordenkløver, på dine øje pande
blev galaksen til at overmande.

Smerten er så høflig som et andet barn
der ikke kunne lulle sig til rette
lad den tunge himmel blive stoppegarn
spøgelset et udråbstegn at sætte
latteren vil rejse sig med båre
svaner dykke ned i samme tåre.

Solen ignorerer min brilleglar*
og ingen anden kommer over stregen
puffes jeg på benene af livets far
ligner det en kat og helt sin egen
dagen husker på, at stjernebrønde
slår mod enhver og gør os tynde.

O da vandrer billeder, som ingen så
med Helligånden ned til antipoden
der er kun en kløvermark, hvor kroppen lå
plukket af sig selv, som var den moden
dagen, vi kan se, har store gæller
korset er Guds kilometertæller

* = digteren har fået briller at se sine syner igennem:



- velkom ham tilbage i larmen!

Opskrift på racisme

Jeg har netop meldt Claus Meyer til politiet for overtrædelse af racisme-paragraffen. I hans store Bagebog findes en en opskrift på

BRUNkager,

og som om det ikke er slemt nok, smager de BRUNkager, du i går bagte efter opskriften, decideret himmelsk (af brunkagre at være; jeg har altid været lidt af en brunkage-skeptiker, jeg har aldrig ikke spist dem, når de blev serveret, men jeg har spist dem skeptisk; jeg tror ikke, jeg længere kan opretholde den skepsis, racistisk nok), og en velsmagende racisme er en virkelig slem racisme, ekstra skurkagtigt racistisk indeholder brunkagerne CHOKOLADE:

Finten ved denne brunkage er, at der er chokolade i. Ideen stammer fra den om chokolade, Morten Borup og jeg skrev sammen tilbage i 1995. Chokolade er i virkeligheden et krydderi, og jeg tror, du vil tænke, som vi gør, når du har smagt denne småkage. At chokolade har været et overset krydderi i brunkager (JA, JEG GØR, RACISTISK FORTABT!)

Og nu får jeg øje på opskriften på den modsatte side på

JØDEkager,

og jeg er bange for, at jeg ikke kan lade være med at trygle dig om at bage dem også:

Gnid mel og smør sammen i en skål. Tilsæt sukker og æggeblommer, og samle dejen.
Del dejen i to og tril den til pølser på 5 cm i diameter. Pak dem godt ind i husholdningsfilm. Skær dem i tynde skiver på ca. 2 mm og fordel på bageplader med bagepapir. Brug evt. en paletkniv til at flytte dem med.
Forvarm oven til 190 grader ved varmluft. Pensl småkagerne med sammenpisket æg og drys md en blanding af mandler, sukker og kanel.
Bag jødekagerne i ca. 9-10 minutter og hold et vågent øje med dem - penslingen med æg gør at de ekstra nemt mørkner. Før bagepapiret med jødekagerne over på den bagerist, og lad dem afkøle.
Fortsæt bageriet, til alle jødekager er bagt, og pak dem efterfølgende ind tætsluttende beholdere. Her kan kagerne holde sig i flere uger, hvis de ellers får lov.

Det er ikke dårlig prosa, men det er uden tvivl ulovlig opviglen!