Hvad redaktøren og direktøren og den ene forfatter siger, ikke den anden

Lige nu afgøres det om Yahya Hassan fortsat skal sidde i fængsel:

"AARHUS: Mandag har den 20-årige århusianske digter Yahya Hassan siddet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at skyde en 17-årig i foden.
Tirsdag kl. 8.15 skal Retten i Aarhus afgøre, om han skal forblive fængslet eller løslades, mens sagen efterforskes.Det fortæller Yahya Hassans forsvarsadvokat Claus Bonnez, da Århus Stiftstidende mandag fanger ham på telefon.»Anklagemyndigheden søger om fristforlængelse. Det vil vi naturligvis protestere imod,« siger han."

Der var en kæmpe feature-artikel i Søndagspolitiken om Yahya - godt  og vigtigt at huske os på ikke at glemme ham, som han sidder gemt væk i sin fængselscelle og ikke må udtale sig. Alt for meget flaksende investigative og intimiderende journalisme om, hvad der egentlig er sket og hvem YH egentlig er og var, som om nogen ved nogen af delene, men også et mail-interview med redaktør Simon Pasternak, der handler om DIGTEREN:

"På Gyldendal er det seniorredaktør Simon Pasternak, der som Yahya Hassans redaktør kommer til at sidde med en på samme tid uprøvet og sjældent bevidst digter. I en tilspidset situation, hvor Yahya Hassan både er forfulgt og selv er varetægtsfængslet, foretrækker Pasternak at holde sig til mails. Her skriver han, hvordan en typisk diskussion om et af Hassans digte kan forløbe: »Jeg spørger for eksempel ind til et ord, en sætning, en metafor, og han lukker øjnene og reciterer hele digtet - og nogle af dem er ret lange - for til sidst at sige: Nej, det er perfekt, næste spørgsmål«, skriver Simon Pasternak: »Man skal stå tidligt op for at få et ben til jorden, men hans insisteren på sin egen stemme, på at forsvare sit eget territorium, men også på at udfordre det, er en af hans største kvaliteter. Og så er det altid en oplevelse at få sig en kop kaffe og en smøg nede i Gyldendals gård og diskutere litteratur med ham. For det er jo det, det handler om: at manden har meget at sige om verden og også har modet til at løbe en risiko for retten til sin egen stemme«. Findes der, synes du, nogen digter eller forfatter, han kan sammenlignes med? »Umiddelbart med Vita Andersen og Michael Strunge, fordi de begge skrev om deres generations erfaringer og lukkede op for nye verdener, nye sprog. Men han har også en interesse, der er mere sprogeksperimenterende, og det får mig altid til at tænke på 60' ernes sprog og institutionskritik«. Hvad er der på spil i hans digte? »Digtsamlingen består af mange slags digte, fra de helt korte og hårde, næsten socialrealistiske, til store rasende sprogødelæggende digte. Hans store kvalitet er hans tvetydighed, hans sproglige raseri og hans afsløring af alles hykleri og den allestedsnærværende vold. ' Yahya Hassan' handler både om overgreb i hjemmet og i muslimske miljøer, men også overgreb og adfærdsregulering fra behandlere og ' systemet', og han foregriber endda i langdigtet hele kulturelitens omklamring og romantisering af ham«, skriver Pasternak."

Forfatteren Kaspar Colling Nielsen, der uden at kende manden af en eller anden grund er blevet YH-ekspert, har en mærkværdigt fortolkning af YH's vilde og aggressive opdaterings-raptus op til arrestationen som en tilnærmelse til sit oprindelige miljø - !!!?? - og mener helt forfærdeligt idiotisk, at Gyldendal har givet dårlig vejledning og "burde have frarådet ham nogle af de afsnit om religion" i debutsamlingen - som om, jf. Pasternaks testimonial, de kunne have overbevist ham, selv hvis de havde prøvet, hvilket de selvfølgelig ikke gjorde. Direktør Johannes Riis svarer godt for sig:

"På Gyldendal går vi ikke ind og fjerner passager fra manuskripterne til de bøger, vi skal udgive, uden forfatterens samtykke. Og ret beset er det kun forfatteren og os, der ved, hvilken rådgivning vi giver om kunstneriske og personlige hensyn og risici forud for en udgivelse«, skriver Johannes Riis i en mail."

Og så understreger Søren Ulrik Thomsen, der bliver spurgt, fordi han er Søren Ulrik Thomsen, at Yahya er en god digter, fordi han er en god digter, hvilket virkelig ikke burde være nødvendigt, men det er det så åbenbart:

"Også en af landets mest toneangivende digtere, Søren Ulrik Thomsen, ser usædvanlige kvaliteter i Yahya Hassans digte.
»Han er rasende talentfuld - han er en stor digter. Og hans gnistrende sprog og det, han taler om, kan ikke adskilles. Med sin baggrund og de miljøer, han færdes i, formulerer han nogle meget vigtige nye erfaringer i dansk litteratur, synes jeg. Der er en sammenhæng mellem hans liv og hans værk. Er Yahya Hassan 1: 1 med sin digtning? »Nej. Han er digter og et usædvanligt sprogtalent, og det ville han også være, hvis man kunne forestille sig, at han var født og opvokset et andet sted i et andet miljø. Det er ikke 1: 1«, siger Søren Ulrik Thomsen. »Der er ingen tvivl om, at hans verden er så langt fra min, som tænkes kan, men det er jo netop det virkelig magiske ved kunst: at den kan overskride de vilkår, den bliver til under, og tale til mennesker, der befinder sig helt andre steder i livet og samfundet og verden«. Søren Ulrik Thomsen vil ikke kommentere på Yahya Hassans livssituation eller på, at han både er forfulgt og anklaget for grov vold. »Jeg håber bare, at han vil passe godt på sig selv, så vi også om 20 år kan læse, hvad Yahya Hassan har at skrive«, siger Søren Ulrik Thomsen."

Yes, SUT! Vi tror og håber på poeten og poesien.

Tvangsdigressivitet

Jeg fatter ikke meningen med formen i Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24, som jeg netop har læst. Hvert kapitel består af A: Jegfortalt fortælling om titlens borgerkrig og fortællenuet 450 år senere og B: et stykke tekst i kursiv, der nogle gange har en markeret fortæller, men som regel ikke, og nogle gange linker sig på motiver i A-teksterne, og nogen gange ikke - hvorfor denne A-B-form, når den optræder helt uden konsekvens, og hvad værre er, og nu kommer smagdommen ind over, helt uden ægte digressivt overskud og fortælleglæde? På nær én - om en jødisk familie, der holder sig skjult i et røvhul - der er gedigent grotesk, falder B-teksterne anstrengt og/eller fadt til jorden (også det HCA'ske tingseventyr, om en tomat, som selv de skeptiske anmeldere fremhæver), den allersidste, om en digter, der dagdrømmer under et tandlægebesøg, er måske endda den svageste. A-teksterne på sin side fabulerer fint henkastet (vs. Peter Adolphsens  encyklopædiiske action) over fremtids-fortælle-nuet, udødelighed med talende hund, men har så godt som intet inciterende at sige om titel-borgekrigen, der nemlig bareer en helt triviel klassekamp-genereret borgerkrig med indbygget ordinær forelskelse, hvor jo for helvede bjerget i Mount København var et reelt originalt-monstrøst påfund. Jeg ved godt, at 6 Politiken-hjerter mere er en advarsel end en anbefaling, men jeg havde ikke regnet med at blive skuffet så eklatant(et).

Marianne Larsen er en poetisk hovedperson

Følgende nyklassiske digt af Marianne Larsen spiller åbenbart en hovedrolle i Kaspar Colling Nielsens nye roman Den danske borgerkrig 2018-2024, der i dag, præmaturt, får 6 hjerter i Politiken af litred. Jes Stein, og som jeg (alligevel) gerne vil læse snarligst:

Engen

engen virker i aften som det egentlige
og det vi snakker om i aften
handler på grund af den
om stængler og rislen og frøer
og insekter og æg og solsorte
og mangel på frygt for arbejdskontrakter
lejekontrakter og andre kontrakter
i aften
lidt borte fra os går børn rundt
med deres voksne ved hånden
det er en eng
der står ganske vist en storby på den

Men ville det så ikke klæde Politiken at ANMELDE Marianne Larsens nye selvfølgelig(t) awesome digtsamling Umulighedsportal, der foreløbig kun er blevet anmeldt (min WA-anmeldelse står i kø på 3. uge) i Berlingske Tidende til 5 stjerner, der burde være 6, af knagen Jørgen Johansen, der begynder sin tiljubling således:

Det er en lykke for det danske sprog, at der findes digtere som Marianne Larsen. Med sin nye bog, »Umulighedsportal«, bevæger hun sig endnu engang ud på en af sine ekspeditioner, hvis mål er de upåagtede lysninger i sproget, hvor drømmene overlever, og ordene bogstavelig talt er til at stole på: »Det lyseste er hvor ordene er til at finde ud af/ ikke at lyve med på.« Marianne Larsen er en slags danmarksmester i aldrig at ligne sig selv og samtidig være umulig at tage fejl af. I digtsamling efter digtsamling har hun mobiliseret sin helt særegne digteriske begavelse på en vedvarende og i en vis forstand paradoksal dialog mellem »Fællessprog« og »Modsætninger«, for at sige det med et par af forfatterskabets tidlige og vigtige titler, og når hun nu lancerer sin »umulighedsportal«, er det totalt i forfatterskabets ånd. Hvert digt i hendes nye samling er et link eller en indgang til en verden, der med ordene i bogens undertitel er oplyst af et »ubestemt engangslys«. Uhåndgribeligheden grænser op til og udfordrer hele tiden den faste orden, systemerne og de fastlagte mønstre.

Og et helt digt fra bogen skal I ikke snydes for, om en anden, nøgnere mark:

Udenfor er de på markarbejde. Faren styrer traktor og harve
på marken efter et slags jordisk mønster. Sønnen på elleve år
står lænet mod traktorskærmen bag traktorsædet, han holder
sig hele tiden tæt ind til faren og følger med i arbejdets gang.
Mens jeg skriver skinner solen gennem vinduet.
Kladdehæftet er fuldt af skygger fra træers grene og blade som
vinden bevæger. det er en levende kladdehæfteside. flimrende
urolig.

litteratur / altmuligtandet-ratioen

Interviewet med Lars Frost i Information forleden indeholder

60 % snak om litteratur/værk og
40 % snak om samfund/leben

Interviewet med Kaspar Colling Nielsen (hvis bog jeg forbandet nok heller ikke har fået til anmeldelse) i Politikens bogsektion i dag indeholder

40 % snak om litteratur/værk og
60 % snak om samfund/leben

Interviewet med Yahya Hassan i Politikens DEBATsektion i dag indeholder

5 % snak om litteratur/værk og
95 % snak om samfund/leben
 (+ 1 digt)