Vagns Dickens-digt (og mit)

Ikke mange danske digtere har skrevet digte om Dickens; jeg har (fra Spiller boccia med kongen, 1994 (da jeg lige var blevet færdig med mit speciale om CD): "Den gamle sne foran Fakta/ stor og beskidt og uformelig,/ som Dickens' spøgelse,/ mæt af nætter.") og, (gen)opdager jeg, Vagn Lundbye har, i Digte 1977 (mit eksemplar er indkøbt 1997 og er har tidligere været ejet af ingen ringere end "RIGGE OG KNUD HOLTEN (+ KATTE-PIKTOGRAM)":

FIRE ELLER FEM TING OM SOCIALISME

Charles Dickens og Karl Marx
gik en dag i Dagenham og diskuterede
Luften var varm af sommer
og græsset stod stille
Dickens fortalte harmdirrende
om en skosværtefabrik i Stoke
mens Marx lyttede ivrigt til
og lod blikket følge
en bonde over en bakke
med forhammer og lige lange pæle
Marx brød ind og fortalte ildfuldt
om kapitalens bundne omløbstid
Han standsede og tegnede i jorden
fore at illustrere hvad han mente
mes Dickens så sig forundret om
efter en række dumpe lyde
som rytmisk brød stilheden
men der var ingenting at se
og den anden var begydt at forklare
tegningen som stod færdig på vejen
og lidt efter lidt holdt lydene op.

Mine egne mildere Kristian Ditlev-cirkler

Jeg undgår helst og som regel med held at omtale og karikere og håne forfattere og kritikere for deres udseende (påklædning er er et grænsetilfælde: Jens Christian Grøndahls charmeklud, Peter Høegs bondeskjorte, begge dele ligner, i mine øjne, bevidste poetologiske allegorier), men det kan selvfølgelig gå galt, og så fortryder jeg det bitterligt, og så får jeg retfærdigt nok ikke lov til at glemme det. Tilbage i 2006, da Kristian Ditlev Jensen havde skrevet en vældig (som sædvanlig eksempellløs) bandbulle mod mit anmelderi i Weekendavisen, svarede jeg ham fra mit sommerhus med en (hvad angår det hallucinatoriske helt ærlig) halvhallucinatorisk bevidsthedsstrøm, hvor KD's rundhed spillede en central billed-genererende rolle, og det burde jeg nok ikke have gjort, og Kristian blev i et gensvar pænt meget sur (vist mest over at jeg på uklar vis gjorde mig lystig over, at han skrev for Ud & Se - det burde jeg heller ikke have gjort), men han udstedte NB ikke en fatwa mod mig. Så vidt jeg kan læse, er det netop en tekst, der ikke orker at være polemisk og med en vis sløv desperation forsøger at agere poetisk i stedet. Men som Steve Martin plejede at sige: Excuuuuuuuuuuuuuuuuuse me! (jeg er startet med at rable om en ny bpog af Pia Juul, som jeg har drømt):

Og uden tvivl spiller drømte bøger af Pia Juul en meget, meget større rolle i ikke bare mit liv, men selve Nationens liv, end hvad som helst, Ud&Se-korrespondent Kristian Ditlev Jensen kan finde på at skrive i virkeligheden, herunder ikke mindst hans indlæg i sidste uges WA Bøger, »Dagen derpå«, der vistnok gik ud på, at mine anmeldelser er »en værre omgang pjat«, som redaktøren ugentligt burde give mig skæld ud for eller bare helt sætte en stopper for. Det indlæg har han skrevet et par gange før, og første gang for ca. tre år siden, da jeg var kommet til at give en lille bog om grøn te, søde kager og dybe haiku, som han havde skrevet, før han blev korrespondent for Ud&Se (måske som en ansøgning om at blive korrespondent for Ud&Se? og nej, der er ikke noget grinagtigt ved at være korrespondent for Ud&Se, for hvis der er, hvorfor er der så det? det kan jeg nok ikke svare på!) en dårlig anmeldelse.
Og jeg havde virkelig heller ikke tænkt mig at svare, for der var ikke skyggen af konkret kritik i indlægget og i den trætte, genbrugte, abstrakte kritik af intet som helst, jeg kunne genkende fra min i realiteten sørgeligt fredsommelige anmelderpraksis. Men så satte et billede sig fast i mit hoved, som ikke var et drømmebillede, eftersom det kom til mig i vågen tilstand; på den anden side var det heller ikke resultatet af den slags Målrettet Polemisk Billedarbejde, som jeg - indrømmet - ofte klør på med. Med et kom det drønende ind på lystavlen og var ikke til at zappe bort fra. Jeg er bange for, at jeg må konkludere at der var tale om en Poetisk Sandhed, indiskutabel og absolut: Kristian Ditlev Jensen som en stor, gennemsigtig badebold, der flyver hid og did mellem turisterne oppe på Råbjerg Mile her ved siden af sommerhuset. Jeg vil ikke udfolde eller nærmere argumentere for billedet, for jeg mener faktisk ikke, at det har noget med mig at gøre, og egentlig passer det ikke bedre end som så, og slet ikke rent fysisk, for Kristian Ditlev Jensen er da f.eks. ikke gennemsigtig i virkeligheden. Hvis jeg bare et minut eller to skulle gør ham til offer for Målrettet Polemisk Billedarbejde, ville jeg snarere nå frem til noget i retning af en blå boule- eller bocciakugle af plastic, der sidder fast i et nedløbsrør på det ydre Østerbro. Ikke fordi der er noget galt med Østerbro, dér har Pia Juul også boet engang, oplyser min leksikalske automatpilot, på Dag Hammarskjölds Allé, og mon ikke en af de poetiske topografier i hendes nye, drømte bog, der næsten hedder Land og by, handler om Østerbro? Jeg kan ikke huske det! Men i morgen, når jeg cykler ind til Hulsig efter morgenbrød, vil jeg gøre mit bedste for at ignorere den store, gennemsigtige badebold, der flyver hid og did mellem turisterne oppe på Råbjerg Mile og som er og bliver Kristian Ditlev Jensen.

Olivia har stjålet mine gangstere (før de blev bosser)

bortset fra at det har hun selvfølgelig ikke, men jeg sad og faldt i staver over det håndskrevne bagsidecitatet på det nemme og det ensomme (fandeme svært at læse i stuens mørke):

det er menneskebørnene
jeg ser og de stråler
som gangstere ved
busstoppestedet

underlige planter

- og kom i tanke om et af flere digte om gangstere, præ-Sopranos, i min gamle, elendige bog Spiller boccia med kongen fra 1994, da Olivia var 6 år, og først og fremmest det her:

TRØJBORG

Bussen
fuld af
døende
gangster-
bosser,
værdige,
velklædte,
stil-
færdige,
taler
latin
med sig
selv,
tysser
på de
desperate
hjerter,
ved
Trøjborg
trykker
alle
på stop.
det betyder
Trojas Borg,
og dér
bor jeg,
omringet
af brændende
busser.