Ode til Aarhus Arrests arbejdsro og forbilledelige bibliotek (DER SKRIVES! DER LÆSES!)

Mere artikuleret og (for i hvert fald poesien!) opløftende snak fra Yahya Hassan, med hans advokat som medie, men sædeles umiskendeligt:

"- Yahya siger, at Gyldendal (hans forlag) i det mindste bør glæde sig over hans varetægtsfængsling, han har nemlig ikke været så produktiv som nu i arresten i meget lang tid, der er virkelig kommet fart på hans skriftlige produktion, fortæller Yahya Hassans forsvarer, advokat Claus Bonnez, til Ekstra Bladet.
Claus Bonnez protesterede over anklager Lars Pedersens anmodning om at få lukket dørene til retsmødet af hensyn til den videre efterforskning. Anmodningen byggede blandt andet på, at Østjyllands Politi fortsat mangler at afhøre flere vidner i sagen, herunder den voldssigtede Yahya Hassan.
- Yahya antydede ret kraftigt på vej ud af retten i dag, at han erkender sig skyldig i grov vold mod den 17-årige. Hvad siger du til det og til, at dørene blev lukket for offentligheden?
- Intet. Som hans forsvarer kan jeg ikke udtale mig om den konkrete sag på det stadie, hvor vi er nu.
Claus Bonnez vil dog gerne tilføje til fortællingen om sin klients produktive hverdag under varetægtsfængslingen, at Yahya Hassan er begejstret for biblioteket i Aarhus Arrest.
- Han (Yahya) siger, at det er det bedste bibliotek, han har besøgt. Han har aldrig været et sted, hvor der er så mange bibliotekarer, og hvor man serverer mad. Men det undrer Yahya, at man samtidig skærer ned på alle andre biblioteker rundt omkring i landet, siger Claus Bonnez.
Selv om Yahya Hassan med sine forskellige brud og, ifølge eget udsagn, mangelfuld lægebehandling således lider fysisk, så er han glad for den ro, de seneste ugers indespærring har ført med sig. Især fordi han siden januar i år forgæves har bedt om fornyet PET-beskyttelse, efter at han selv havde frabedt sig PET-folkenes mandsopdækning i sommeren 2015.
- Yahya siger til mig, at han i arresten glæder sig over, at han ikke længere behøver at skulle se sig over skuldrene hele tiden, og at en varetægtsfængsling kan anbefales til alle andre forfattere, der gerne vil have speedet produktionen op, fortæller Claus Bonnez, der vil arbejde for, at hans klient opnår PET-beskyttelse igen, når han lukkes ud i friheden.
- Yahya er blevet overfaldet flere gange i perioden, mens han forgæves har bedt om fornyet PET-beskyttelse. Det er en krænkelse af artikel 3 i menneskerettighedskonventionen ikke at beskytte ham (Yahya Hassan) mod vold og overgreb, påpeger advokaten for en af de mest markante skikkelser i den danske samfundsdebat de seneste to-tre år.
- Han frabad sig jo selv beskyttelsen, og han har ved flere lejligheder virket voldsomt provokerende. Kan du så ikke godt forstå, at myndighederne (PET) siger fra?
- Nej, for det er netop folk, der selv provokerer, som oftest har mest behov for beskyttelse.

Peter vrisser vægtigt og vigtigt over bibliotekerne

Pia Juul har har på sin FB-side copypastet dette opråb fra sin Akademi-(men først og fremmest superdigter-)kollega Peter Laugesen med et link til Det Danske Akademis hjemmeside, jeg paster videre, for ain't that the truth:

http://danskeakademi.dk/arkiv/arkivnyheder.asp

"Bibliotek, fra græsk bibliotheke af biblion lille bog, se bibel, og theke opbevaringssted. Nudansk Ordbog, 10. reviderede og forøgede udgave, 3. oplag 1981.
Dengang var der ingen, der anede, at Hovedbibliotekerne i København og Aarhus i 2015 ville kassere og brænde i hundrede tusindvis af “materialer”, som man kalder det, for ikke at skulle bruge det uartige ord “bøger”.
Hylderne skal så vidt muligt ryddes, og e-bøger fylder ingenting.
I de skønne gamle dage kunne man sidde på læsesale omgivet af tykke bind og tynde i den særlige lugt og stemning, der senere er blevet liggende i hukommelsen med sine daglige aviser fra alverdens lande, sine internationale tidsskrifter og bunker af mærkelige bøger til undersøgelse før mulig hjembringelse.
Men en udvikling som den, der nu kulminerer med fjernelsen af 470.000 materialer fra de i forvejen temmelig tomme hylder på Københavns Hovedbibliotek, og noget tilsvarende i Aarhus, hvor udflytningen fra det gamle Hovedbibliotek i Mølleparken til det nye, gigantiske kulturcenter på havnen, der under det klangfulde navn DOKK1 ikke kun forener bibliotek med borgerservice, legeplads og cafe, men også magnetisk trækker en stor del af byens buslinjer til sig, så folket kan valfarte til tomhedens tempel, kommer ikke bare pludselig ud af den blå luft.
Siden strukturreformen i 2005, der ramte sin fulde kommunale effekt i 2007, har man nedlagt hvert tredje af landets biblioteker, især i forstæderne til de store byer og langt ude på landet. “Goddag til Supersygehus og Udkantsdanmark, farvel til skadestuer og biblioteker,” som Peter Borum for nylig formulerede det i en kronik, der med forbilledlig klarhed ridser situationen op:  “Utroligt mange bøger, som ikke var spor overskydende ekstraeksemplarer, er forsvundet. Ældre materialer og materialer på andet end dansk og engelsk er systematisk blevet smidt ud. Alt andet er løgn. De er kasseret ud fra en indskrænket forestilling om, hvad der kan være aktuelt.”
Det er de smalle bøger,
de dybe bøger,
de høje bøger,
de skæve bøger,
de farlige bøger.
Det er de andre bøger, der forsvinder. De bøger hvor litteraturen tages alvorligt og en ny tid tøvende formulerer sine tendenser. Og de bøger der i fortiden gjorde det samme.
Først skaffer man dem af vejen i utilgængelige magasiner under jorden.
Der har ingen andre end bibliotekets ansatte adgang. Ikke noget med at gå rundt langs hylderne og lade sig fange af navne og titler, formater og teksturer. Den slags er så fjern fortid, at det allerede i så nær fremtid, at der er tale om nutid, bør fjernes. Ellers er det i vejen.
Derefter beslutter man, at bøger, der ikke har været udlånt 3 gange i løbet af de seneste 5 år skal smides i containeren og køres til krematoriet. For den ene låner, der virkelig står og vil låne det spekulativt eksperimenterende, elitære bras kan vel slås med sig selv om et af de fire eksemplarer, der befinder sig på Det Kgl. Bibliotek i København eller Statsbiblioteket i Aarhus. Hvis de da er der endnu.
Det er fremtiden, siger Hovedbibliotekerne. Eller er det? Langt de fleste bøger findes ikke digitalt, og fjernes de fysisk fra hylderne eller magasinerne, er de der ikke mere. Men hvorfor fjerne dem, og i hvilken aktualitets navn? Den viden, der er kulturens kærne og derfor rummer fremtiden, kan sagtens stå og vente tålmodigt, til et enkelt menneske får brug for den bog, der giver det netop den form. Det menneske kan have passeret bogen tusindvis af gange uden at skulle bruge den, men en dag sker det. Og taler man folkeoplysning, som det er bibliotekernes lovfæstede opgave at varetage, skal man huske, at folket altid er det enkelte menneske. Ingen kan forud beregne, hvornår hun eller han skal bruge hvilken bog.
Det handler om viden, der er nødvendig for, at fremtiden kan bevare kontakten med det, der lige her er nutid og fortid. Om historien.
Vi råber vagt i gevær, som adskillige bibliotekarer også har gjort, men måske er det for sent, og de har, som Peter Borum skrev i sin kronik, “været under et ufatteligt pres fra en ideologisk konsensus om, at bogsamlinger er forældede, latterlige, ja direkte skadelige.”
Nu er de fyret. En dumstolt leder af udrensningen praler offentligt med, at derhjemme har hun kun kogebøger. Det Danske Akademi fordømmer på det kraftigste denne kulørt fordummende, for individ og samfund ødelæggende praksis, og opfordrer til, at man gentænker den kæde af dumme beslutninger, der har ført Biblioteksvæsenet så langt ud imod et uigenkaldeligt tab af viden og oplevelse til fordel for bevidstløs dyrkelse af det hastigt glemte og dets meningsløse flow.
Vi sætter vores lid til fremtidens bibliotekarer, der bliver uddannet på “Det Informationsvidenskabelige Akademi” og således på en måde, i hvert fald i sprogbrugen, er vore kolleger. Dette akademi er en bacheloruddannelse på Københavns Universitet, der i prioriteret rækkefølge indeholder punkterne: Informationssøgning, vidensformer, vidensmedier, vidensstyring, digitale videnssystemer, kommunikation, retorik, brugeradfærd, mediekultur, kulturplanlægning, kulturformidling og - som den udsugede, blege og vitaminløse rosin midt i dumhedens vældige pølseende - bibliotek og samfund."

Peter Laugesen, december 2015

Vinderbog findes desto mere

Bibliotekerne er heldigvis i gang med at anerkende, at Kristian Byskovs Mitose, det udløste den ene halvdel af debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat (men alligevel ikke blev longlistet (og derfor heller ikke shortlistet) til Bogfoums Debutantpris, for det skal forlagene, også mikrobesmå, avantgardistiske enmands-forlag, selv sørge for), faktisk findes, rapporterer en bibliotekar i felten: 

Og så er der netop kommet gang i salget af Mitose til bibliotekerne. DBC har nu lavet fuld katalogisering og lektørudtalelse og dermed bliver alle biblioteker opmærksomme på bogens eksistens (...) når bibliotekerne sidder og tager stilling til indkøb bliver de også gjort opmærksomme på anmeldelse på Litteratursiden og på din anmeldelse og får et direkte link til den på infomedia.

Her lektørudtalelsen, der lægger spøjst meget vægt på genre-identiteten (jeg synes jo klart, bogen er læselig for andre end sci-fi-fans, eftersom jeg ikke er sci-fi-fan - og jeg tvivler meget på, at Byskov har skrevet INDEFRA et genrerum, han har snarere fra sit VILDTVOKSENDE billedkunstneriske/hybride udgangspunkt skrevet sig IND I genrerummet) og får fortæller-identiteten underligt galt i halsen (han er IKKE kvinden i halvtredserne):

Byskov, Kristian
Mitose (2013) - BOG

Anvendelse/målgruppe/niveau
Science fictionfortælling til dyrkerne af genren

Beskrivelse
Grøn/hvid forside med titlen, genren og forfatternavn i en slags futuristisk times new roman-font og bagsidetekstens "Mitose er en bio-cyborgisk fortælling om verden efter katastrofen, om cirkulære systemer og om virkeligheden ude af proportioner" indrammer fint indholdet. Fortællingen er 120 sider, hvilket vil passe fint til de mange sci fi-læsere, der foretrækker kortere fortællinger eller noveller, som genren traditionelt ofte udfolder sig som. Historien er fortalt i jeg-form, hvilket er med til at understrege fornemmelsen af ikke helt at vide, hvad der egentlig foregår i det sammenbrudte samfund, som fortælleren befinder sig i. Der er en god dosering af futuristiske elementer og dystopi og fokus på dyrkning af alger, efter at civilisationen er brudt sammen. Fortælleren viser sig at være en dansk kvinde i halvtredserne men kunne lige så godt være en hvilken som helst anden rodløs og søgende overlevende. Løbende udviskes grænser mellem krop og maskine og til sidst smelter alting på en måde sammen. Forfatterens debut

Sammenligning
Science Fiction Cirklens udgivelser falder mest for som sammenligningsgrundlag i forhold til Mitose. De udgiver både nyskrevet, dansk sci fi og oversatte og nogen gange glemte klassikere, og denne lægger sig fint i sporet med dansksproget, nyskrevet science fiction

Samlet konklusion
Dansk sci fi til genrens læsere af debuterende forfatter. Lille i formatet og med genrens karakteristika i form af overlevelse i et post-katastrofe samfund

Lektør: Sanne Caft