Årets øksejob

*NEWSFLASH* 12 February 2013: Camilla Long wins the second annual Hatchet Job of the Year Award for her Sunday Times review of Aftermath by Rachel Cusk.

Brought to you by The Omnivore, The Hatchet Job of the Year Award is for the writer of the angriest, funniest, most trenchant book review of the past twelve months.

It aims to raise the profile of professional critics and to promote integrity and wit in literary journalism.

The prize is a year's supply of potted shrimp, courtesy of The Fish Society.

For all enquiries, please get in touch at hatchetjob@theomnivore.co.uk

- citat fra anmeldelsen:

The book is crammed with mad, flowery metaphors and hifalutin creative-writing experiments. There are hectic passages on Greek tragedy and the Christian concept of family, as well as fragments of ghost stories, references to the Anglo-Saxon heptarchy, and heavy Freudian symbolism, including a long description of the removal of a molar, “a large tooth,” she writes portentously, “of great…personal significance”. The final chapter is an out-of-body experience — her situation seen through the eyes of her pill-popping Eastern European au pair. Oddly, I read the whole thing in a Bulgarian accent.

Ond anmeldelse omsider aflyst

(fordi den var blevet for forsinket ond og desuden var for distræt multi-ond) - og vel hører den ikke til på hverken den kritiske top 10 eller top 100, men jeg synes selv, den er OK ond:

AMOUR FUGEMASSE Niels Peter Juel Larsen vil gerne skrive mandigt hårdkogt om stor, blødkogt kærlighed, og ender ergo med at tromme på et koldt spejlæg

Skægstubbe gennem tårer

Niels Peter Juel Larsen: Alicia. 187 sider, ? kr. Herreværelset

Af Lars Bukdahl

Kunne det ikke være skønt med en roman, der begyndte: ”Telefonen ringede ikke.” Sådan her begynder Niels Peter Juel Larsens nye, uoplagt selvvrængende roman Alicia:
 ”Telefonen afbrød mig. Det var en af disse tidlige januardage med et skarpt, hudløst lys, alting var som renset i syre; Man kunne se (og høre) en flue slå en fjært, hvis det havde været sæson.”
   Så ved vi godt hvem, der ringer til krigskorrespondenten ved navn Jonas. Det gør hårdkogtheden.
   ”Alle dine venner venter på dig, Sandinistkommandanterne, de lokale ludere, dine lyssky forbindelser, enkerne. Og de sultende børn.”/ Det var typisk Thomas. Jeg havde allerede drukket min første guldøl og var i gang med den næste, og det lød, som om Thomas havde nippet kraftigt til den lokale Flor de Caña, sandsynligvis havde han en hel flaske indenbord?
  Taler nogen virkeligt sådan: Dine lyssky forbindelser? Nogen skriver åbenbart sådan. På trods af årlige konkurrencer om Chandler- og Hemingway-parodier. På trods af Jan Stage og Morten Sabroe og letmælksudgaven Leif Davidsen. Jeg ved så ikke, om nogen bliver charmeret af den slags. Jeg gør ikke, og for at det skal underholde mig bare en smule, skal der være helt anderledes barokt drøn på, som Sabroe som værst fx.
  Den rene hårdkogthed, flashbacks fra én Nicaragua-rejse til en anden (igen og igen skal vi belæres om at revolutionen ingen forskel gør, we know!), fylder absolut mindst; absolut mest fylder to kærlighedshistorier, med titlens eneste ene, der hårdt nok har en ægtemand, Alicia, og med hende, han en tid lang er gift med i stedet for, Lisa. Men læseren har alvorligt svært ved at skelne mellem de to, fordi forfatter og fortæller mest interesserer sig for dem som nemt bollelige luder/madonna-fabeldyr, med og uden dyb følelse så bare; og hårdkogt erotik er ikke hardcore erotik, det er bare fad, gumpetung erotik, og alt for meget af det, I får ikke eksempler.
  Hvortil kommer en masse rugen over fortællerens far, som tyskerne henrettede efter at have tortureret ham til at tale; et vistnok autobiografisk motiv, der vistnok udfoldes rigere i romanen Hos de døde, 2000, som Alicia vistnok er en direkte forsættelse af. Og det er selvfølgelig en rimelig spøjst pointe – den ekspliciteres flere gange - at Jonas boller med sin savnede far via Alicia, men for at finde den chokerende interessant skal man være Jonas eller Niels Peter, tror jeg.
   Det er en grynet hårdkogthed at bide teskeer med.

Kritisk top 10 - de bedste af de ondeste

1. Edvard Brandes
Eksempel: Anmeldelse af Sophus Bauditz' roman Hjortholm i Politken, 1896, første afsnit:
En Roman af en alvorlig Patriot. Den foregaar paa en hundredaarig jysk Herregaard, hvor Beboerne føler med Stolthed det blaa Blod rulle i deres Aarer, men hvor alligevel tilsidst den skønne Adelsfrøken rækker - ligesom i Kamp og Sejr - den borgerlige Ingeniør sin Haand. Sligt er ikke saadan at løbe til, og hr. Bauditz behøver ogsaa 400 sider for at gøre denne mærkelige Begivenhed sandsynlig for Læseren. Inden Fornemhed og Arbejde slutter Alliance, maa mange forskelligartede Bevæggrunde fremtræde tilskyndende og tilknyttende de to Parter.

2. Kai Friis Møller
Eksempel: Anmeldelse af min farfar Jørgen Bukdahls monografi Det europæiske Menneske i Ekstra Bladet under overskriften "Det skandinaviske Umenneske", 1933, de to første afsnit:
"Jørgen Bukdahls med Spænding imødesete bog om det europæiske Menneske er nu udkommet", jubler Aschehougs Forlag næsten hoverende i et Cirkulære, som derefter fortsætter majestætisk:
  "Gennem Foredrag, Kroniker og Tidsskriftsessays var man klar over, hvad den vilde handle om, holde Opgør med. Baggrunden er den store Revolution og Omvæltning i Tyskland set i Forbindelse med de tilsvarende i Rusland og Italien, den moderne Statsnationalismes Gennembrud, den deraf følgende Planøkonomi og Gleichschaltung og disse Princippers Sejr over Folkesuveræniteten" etc. etc. - udvikles der videre på to fulde Tekstsider, som er saa storslaaet affattede, at man uvægerlig - hvis Talen ikke bare var om en Reklame-Tryksag - turde have holdt meget paa, at de var skrevet af Hr. Bukdahl personlig.

3. Hans Brix
Eksempel: Anmeldelse af Johannes Buchholtz' novellesamling Fugle paa Taget i B.T., 1938, in toto:
Tolv Noveller. "Fugle paa taget". Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke.

4. Jess Ørnsbo
Eksempel: Anmeldelse af Ebbe Trabergs debutdigtsamling 3 x 13 digte i bunkeanmeldelse af "Efterårets lyrik" i Vindrosen 3, 1963, første afsnit (af to):
Næsten-franskmanden Ebbe Traberg udfordrer alle ulykker i sin debutdigtsamling 3 x 13 digte. Det er en bog med megen facade og mange hulrum. Den er så spækket med mottoer og vistnok-udsagn ra mere eller mindre hedengangs koryfæer at der næsten er tale om to digtsamlinger. Man føler sig i tilfældet Traberg kaldet til at tale om modedigtning, Der er et vist internationalt tilsnit over den til at distrahere læseren, der er rejsespleen på eksotiske steder samt dette mere uhåndgribelige indtryk af ægte simili. Ligesom Leth mener Traberg at noget skal være spansk før det kan blive dramatisk og følelsessvingende. I al almindelighed søger han mod det fint æstetiserende og spirituelle uden dog at nå videre end til det blege og leddeløse. Digtene virker som fragmenter uden farver og ligner i faretruende grad hinanden mere eller mindre. De er tomme for virkelighed trods alle geografiske antastelser og kunne for den sags skyld lige så godt være skrevet i Skive.

5. Klaus Rifbjerg
Eksempel: Dobbeltanmeldelse af digtsamlinger af Grethe Risbjerg Thomsen og Grethe Heltberg i Politiken, 1964, afskrevet i denne blogpost

6. Poul Borum
Eksempel: Anmeldelse af Ib Lucas' novellesamling Lysten labyrinter i Ekstra Bladet, 1983, in toto:
EDBOG/ Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur.

7. Erik Skyum-Nielsen
Eksempel: Anmeldelse af Stig Dalagers digtsamling Århus-Elegi i Information, 1986, afskrevet i denne blogpost 

8. Jørgen Sonne
Eksempel: Dobbelt anmeldelse af Niels Franks og Morti Vizkis digtsamlinger Digte i kim og Himmelstormere i Litteratur 1986. En almanak under overskriften "To slags jegsyge danske digtere" første afsnit:
Sådan som markedet nu kræver det - Een Bog pr. Sæson! - udsender Niels Frank efter debuten sidste år sin anden tynde bog med 12 korte Digte i kim. En botanisk beskeden og forhåbentlig træffende titel. Disse mindre en 40 betrykte sider har en interesse ved deres vævende og enslydende teknik. Den kan minde om tidlig og skarp Yves Bonnefoy, men den er nok lånt lige hos Søren Ulrik Thomsen,. Principielt rammer heftet ned på to felter: næsten pædagogisk fremviser den sammenhængene imellem sprog-materiale og omverdens-relationer, og den viser sig eksemplarisk for en sen-borgerlig indre/ydre latens.

9. Niels Frank
Eksempel: Anmeldelse af Thomas Bredsdorffs monografi Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts poetiske sprog i Kritik 120, 1996 (der udvikler sig til en ond anmeldelse af Nordbrandt(s metaforik)), de to første afsnit:
Det er en forbløffende mangel på fornemmelse, æstetisk såvel som analytisk, Thomas Bredsdorff afslører i sin nye bog Henrik Nordbrandt. Eksemplerne på udeblevne fornemmelse myldrer, og de formerer sig gladelig med de utallige errata;
  Bogen, der grangivelig skal handle om Nordbrandts "poetiske sprog", indledes med en mildest talt besynderlig samtale mellem digter og kritiker om "fakta", som det hedder. Hermed menes ganske enkelt digterens liv og levned. Samtalen er et spejlbillede af det interview med en vis "dr. horder#, der afsluttede Bredsdorffs ni år gamle bog om Sylvia Plath. I begge tilfælde står samtalerne i klar modstrid med bøgernes erklærede hensigter om at undersøge det lyriske hos digterne, for de borer udelukkende i det biografiske og får begge digtere til at fremstå som svagelige, neurotiske personer med store og uopfyldte kærlighedsbehov.

10. Kamilla Löfström
Eksempel: Anmeldelse af Benn Q. Holms roman Den gamle verden i information, 2009, de to første afsnit:
Jeg var fristet til ikke at holde mig for god til at gøre mig morsom på Benn Q. Holms nye romans bekostning. Med andre ord overvejede jeg at anlægge en lettere ironisk tone i min gengivelse af bogens handling og personer, men så fik jeg læst på kulturplakaten.dk om Den gamle verden og indså, at jeg nok ikke kan gøre det meget værre end det her:
  »Dean Cox (samme efternavn som Osbourne Cox i Burn After Reading og Dewey Cox i Walk hard to film, man kan nå at se på den tid, det ellers ville tage at læse Holms roman, og så ville man tilmed være underholdt, KL) er en falleret 41-årig britisk rockmusiker på soloturne i Tyskland på nedtur og på flugt fra sin fortid. Ashlyn Tadder er en 25-årig kvindelig jurist fra New England på dannelsesrejse i Europa på flugt fra et brudt forhold (og noget nær et barndomstraume: Hun har engang sat sig på sin venindes hamster, KL), men også på jagt (parallellen mellem de to hovedpersoner er vigtigere end troværdigheden, KL) efter sin families europæiske fortid: Ikke blot er hendes forfædre udvandret fra Europa, fra Trieste, men flere medlemmer af familien er også vendt tilbage til Europa som soldater i forskellige krige (tekstforfatteren tager helt berettiget ret lemfældigt på det med krige. Ashlyns onkel blev dræbt i den anden golfkrig, men i Den gamle verden er en krig en krig og ren kolorit, KL). Bl.a. blev hendes bedstefar som jagerpilot skudt ned over Tyskland og interneret i nærheden af Worms (har forfatteren alligevel humor?), hvortil Ashlyns rejse også går.

(Carsten Jensen burde måske også have været med på listen, selvom han var ondere som tv-anmelder end som litteraturanmelder, og jeg ved, at jeg har en ond Møllehave-anmeldelse et eller andet sted, men jeg kunne ikke finde den, og ligesom Rifbjerg har Jensen ikke bogopsamlet nogen af sine onde litteraturanmeldelser, trist nok) 

Hvorfor er onde anmeldelser så skønne at 1. skrive og 2. læse?

(notater til mit foredrag tirsdag eftermiddag på Testrup: IB LUCAS HEDDER GYLDENDALS NYE COMPUTER - Kritisk top ti. De bedste er de ondeste, de ondeste ER de bedste)

1. Legitim (mere eller mindre desinteresseret) ondskab

2. Legitim (mere eller mindre desinteresseret) skadefryd

Særlige (skriftelektrificerende) ondskabs-energier

1. Hævn (over tabt tid)
2. Undren (hvor kan nogen skrive/udgive ...?)
3. Indignation/vrede/forargelse (på litteraturens vegne)
4. Blodrus
5. Disektionsdrive (at pille minutiøst fra hinanden)
6. Polemik (mod forkerte litteraturslags, mod Mik) 

Særlige (skriftoptimerende, -forfinende og -forgrovende) stiltræk -
den onde anmeldelse som stilistisk formel 1-racer og sæbekassebil

1. Ironi/sarkasme
2. Billedsprogspil (humoristisk-barokt)
3. Kældermandsmylder (lavtflyvende ordspil)
4. Kaptjan Haddockisme (eder og forbandelser-kataloger)
5. Marathonmand-analytik (smertepunktspræcision)
6. Grusomhedsudstilling (citat-montage)
(7. Eksperiment/koncept)

Hvad er onde anmeldelser godt for?

1. Grum underholdning

2,. Grel illumination

Det onde anmelderis hellige gral opgravet

fra en rulle mikrofilm på det Kgl Bibliotek
(aldrig optrykt på trods af jo utallige Rif-opsamlinger):

Politiken 10. oktober, 1964:

TO KVINDELIGE LYRIKERE

Det stakkels liv

Grethe Risbjerg Thomsens ny digtsamling virker træt og konturløs

Grethe Risbjerg Thomsen: vort eneste liv(Hasselbalch, 67 sider, kr. 16.50)

Over for bedømmelsen af Grethe Risbjerg Thomsens digte føler jeg mig egentlig inkompetent. Hendes nye digtsamling ”Vort eneste Liv” bibringer mig ingen poetisk oplevelse og analyserer man den, er det som om de mest elementære krav til lyrisk håndværk er forsømt og erstattet af en slags postuleren, der ganske vist betjener sig af både rim og rytme, men ikke derfor er i stand til at forvandle det banale til poesi,, det trivielt tænkte til lyrisk struktur.

  Disse påstande vil kræve dokumentation, og jeg hører allerede krigsråbet: Jamen, kunsten skal også være banal. Vist skal den også være banal, men den skal da ikke være trist! Den må gerne udtrykke tristesse, men den må ikke blive flad, kedelig, slap og selvfølende. 

  I Grethe Risbjerg Thomsens tilfælde mærker man nok, at der bag de enkelte digte skjuler sig en personlig problematik, men den inspirerer hende ikke til meget mere end selvmedlidenhed eller en række konstateringer af, at barndommen var lykkelig, nutiden slem, at solskin er bedre end gråvejr, klar himmel at foretrække for tåge – og jeg skal være den første til at indrømme, at der kan komme god poesi ud af den slags meteorologiske betragtninger, men at Grethe Risbjerg Thomsens selektive maskineri for øjeblikket ikke fungerer med tilstrækkelig diskriminering til, at det kan lade sig gøre.

  For nu at tage et eksempel, som med lidt held og større koncentration kunne være blevet et godt digt eller i hvert fald have givet anledning til udmøntningen af et slående billede, kan man se på digtet ”Mågerne og skibet”. Digtets jeg-person ser en vintermorgen mågerne flyve mellem forstadens hustage. I bevidstheden forvandler huset sig til et skib og ”plænernes sneflader bølger rundt omkring det”. Ulykkeligvis bliver dette skib også til livets skib – og endda lad gå med det – men ikke når udgangen repeterer det retoriske spørgsmål: - ”Skib, hvor sejler du hen?”” – og lyder sådan: ”Og mens jeg står her, ser jeg mit liv:/ et skib, mågerne følger./ Skrigende, kredsende, i storm og stille vejr./ Gennem somre og vintre./ - Skib, hvor sejler du hen? –”

  I et glimt, en koncentreret åbning kunne dette billede have været slående, her slås man bevidstløs eller sidder smågabende tilbage. Og søvnigheden afløses kun glimtvis af de chok det giver i 1964 ar skulle læse om, at ”nu slukkes dagen i kolde flammer” og om ”søvnens farlige labyrinter” og ”nu segner lyset” og ”min golde længsel” – for ikke at tale om ”vårens blomsterpragt” og ”livets kvæld”!

  Den eksklusivitet, som i de bedste øjeblikke har præget Grethe Risbjerg Thomsens lyrik, synes her forvandlet til kabaret-poesi. Man kan se den stribe af smørrebrøds-ingenuer som vil tage disse digte til deres barm og hulke dem frem mellem gafler og knive. Der kan føles med disse digte, fordi de på forhånd har trådt følelserne ud og ikke kræver noget engagement. De er sentimentalt konciperede, og deres effekt sentimental. Alt dette har ikke en kæft at gøre med om, digtene er ”modernistiske” eller ej. For mig må man skrive som H.V. Kaalund – bare man ikke skriver som H.V. Kaalund, hvis De forstår, hvad jeg mener.

Klaus Rifbjerg

LØRÆK

Grethe Heltberg: AT KENDE DIG. (Schønbergske, 38 s. Kr. 13,75)

Fro at der ikke skal være tvivl om meningen har Grethe Heltberg afsluttet og indledt sin digtsamling ”at kende dig” med det samme digt,. Bogen beskriver et kærlighedsforløb: To mennesker mødes – og skilles.

  Helt er jeg ikke klar over, om der kommer et barn ud af forholdet, men så vidt jeg forstår den megen tale om et kirsebær, som langsomt løsnes fra grenen ”og åbner sit mørke, saftspændte kød for kernen inde bag stenen” – er der vist tale om noget i den retning.

  Grethe Heltbergs erfaring efter den afsluttede affære udtrykkes i linjerne: ”Da jeg holdt op med at søge, blev jeg fundet, da jeg holdt op at leve, blev jeg født … Jeg blev et med mørket og se: Mørket er svundet”. Det tager man gerne til efterretning som en rig og poetisk oplevelse, og konstaterer i øvrigt, at bogen er en gang flot kærlighedens slagmaleri, kling og klang, ”ord som ingen hørte/ kærtegn ingen så” etc. På de adelige frøkenklostre vil der ikke være et øje tørt og en ledig stund de kommende lange vinteraftener, hvor man samles for at delagtiggøre hinanden i lørikkens velsignelser omkring den åbne pejs.

Klaus Rifbjerg